Johnny Depp gør Hollywood-comeback: Se hans nye look

Johnny Depp gør snart sit comeback i Hollywood med filmen Day Drinker.
I den kommende thriller genforenes Johnny Depp med Penélope Cruz, som han tidligere har arbejdet med i film som Blow, Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides og Mordet i Orientekspressen.
Det canadisk-amerikanske filmselskab Lionsgate har mandag udsendt det første billede fra filmen, hvor skuespilleren ser fuldstændig forandret ud.
Hans mørke, lange hår er blevet erstattet af en sølvgrå manke, trukket tilbage fra ansigtet. Det karakteristiske gedeskæg er vokset ud til et fuldt sølvskæg, mens hans øjenbryn er blevet markant mere buskede.
Looket fuldendes af kontaktlinser, der har forvandlet hans brune øjne til den lyseste nuance af blå. Se billedet af skuespilleren nederst i artiklen.
Filmen er instrueret af Marc Webb, der lige nu er biografaktuel med Disney-filmen Snehvide. Den nye film har Madelyn Cline i rollen som bartender på en yacht, hvor hun indleder et venskab med en gådefuld gæst spillet af Depp.
Deres forhold fører til en indviklet forbindelse med Penélope Cruz' kriminelle karakter, som afslører overraskende bånd mellem dem.
'Day Drinker' markerer Johnny Depps første store film siden en række opsigtsvækkende retssager med ekskonen Amber Heard, hvor han blev anklaget for vold i hjemmet.
Selvom en injuriesag i Storbritannien i 2018 gik imod ham, fik han medhold i en amerikansk ærekrænkelsessag i 2022, hvor retten slog fast, at Heards påstande var falske.
I den amerikanske retssag sagsøgte Depp sin nu eks Heard for injurier efter hendes klumme i The Washington Post fra 2018, hvor hun beskrev sig selv som en "offentlig person, der repræsenterer vold i hjemmet".
Depp mente, at teksten skadede hans omdømme, selvom han ikke blev nævnt ved navn.
Juryen tildelte ham 10 millioner dollars i erstatning og 5 millioner i straf, sidstnævnte reduceret til 350.000 dollars pga. Virginias lovgivning. Heard blev tildelt 2 millioner dollars i sin modkravssag.
Efter retssagen fokuserede Depp på europæiske projekter, herunder det franske drama Jeanne du Barry og den italienske film 'Modì'.
Ifølge rapporter er optagelserne til 'Day Drinker' officielt i gang i Spanien, hvor instruktør Marc Webb har udtrykt stor begejstring for både historien og det stærke cast.
Adam Fogelson fra Lionsgate har tidligere udtalt følgende om projektet til The Hollywood Reporter:
- 'Day Drinker' forener et stærkt kommercielt koncept med vilde og uforudsigelige twists, alt sammen placeret i en fantastisk verden - og der findes ingen bedre instruktør end Marc eller to mere perfekt castede skuespillere end Johnny og Penélope til at bringe den verden til live.
Filmens premieredato er endnu ukendt.
Se det første billede fra filmen herunder: