Legendarisk rockband får sin egen film: Men hvem skal spille medlemmerne?
'I Was Made for Lovin' You', 'Rock and Roll All Nite' og 'Detroit Rock City'.
Ja, mon ikke vi får dem og flere af bandets mange hits, når filmen om shock-rockerne i bandet KISS får premiere?
Der er i hvert fald en biografisk film på vej om det legendariske heavy-band, der blev dannet i 1973 og siden har været banebrydende med ansigtsmaling, imponerende kostumer og store sceneshows.
Nu er der nyt om filmen, der pt. bærer titlen Shout It Out Loud. Folkene bag produktion skulle efter sigende nemlig pege på McG som et ideelt valg af instruktør. Det skriver Deadline.
McG har instrueret ikoniske musikvideoer til bl.a. Smash Mouths 'Walkin' on the Sun', Korns 'Blind' og The Offsprings 'Pretty Fly (for a White Guy)' m.fl.
Instruktøren har også film på sit CV, bl.a. Charlie's Angels og Charlie's Angels: Full Throttle fra 2000 og 2003 samt Terminator Salvation, den romantiske actionkomedie This Means War og senest Netflix-filmen 'Uglies'.
I så fald McG ender som instruktør på KISS-filmen, skal han lige være færdig med 'Way of the Warrior Kid' med Chris Pratt, der er en filmatisering af Jocko Willinks børnebog af samme navn fra 2017.
Selvom der både er en titel og en mulig instruktør låst fast til filmen, er der intet nyt om castingen som medlemmerne Paul Stanley, Gene Simmons, Ace Frehley og Peter Criss. De to sidstnævnte har dog for flere år siden forladt bandet.
Vi ved heller ikke mere konkret, hvordan filmen vil fortælle historien om KISS. Vi ved dog, at filmens seneste manuskript er skrevet af Darren Lemke, der har medforfattet film som Shazam!, Gemini Man og Kung Fu Panda 4.
Filmen er baseret på et tidligere manuskript af Ole Sanders, mens William Herron var første forfatter på projektet.
'Shout It Out Loud' har altså allerede været igennem sin del af hænder. Spørgsmålet er, om det er en god eller dårlig ting for den endelige film. Det kan tiden kun vise.
Projektet var tidligere planlagt af Netflix, hvor norske Joachim Rønning (Maleficent: Mistress of Evil, Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales, Kon-Tiki) var tilknyttet som instruktør, hvilket går tilbage til 2021. Filmen er pt. sat til at gå i produktion i 2025.
KISS blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2014, mens de officielt trak sig tilbage som liveband efter deres sidste koncert i Madison Square Garden i december 2023.