Lillebror får superkræfter i første kig på ny animationsfilm

Velkendte danske skuespillere lægger stemme til 'Super Charlie'
Super Charlie
(© Nordisk Film)

Til vinterferien næste år kommer en ny animationsfilm i biografen. Den hedder Super Charlie og bygger på den svenske forfatter Camilla Läckbergs succes-bogserie af samme navn. Filmen er dog en dansk-svensk co-produktion, der bl.a. har danske A. Film (Ternet Ninja 1-2) bag kameraet.

Den første plakat og trailer er udkommet til filmen, og du kan se begge dele nederst i artiklen.

I traileren møder vi drengen Wille og hans nyfødte lillebror Charlie. Men Charlie er ingen almindelig lillebror. Han gemmer på en spektakulær hemmelighed: Han har nemlig superkræfter!

Filmens danske stemmer byder på en række velkendte skuespillere, som bringer liv til filmens farverige karakterer, bl.a. Paprika Steen, Thure Lindhardt, Anders W. Berthelsen og Thomas Bo Larsen.

Super Charlie
Super Charlie (© Nordisk Film)

I en pressemeddelelse fra Nordisk Film Production og A. Film beskrives handlingen i filmen som følger:

Wille på 10 år har altid drømt om at blive superhelt og bekæmpe forbrydere sammen med sin far, som er politimand. Men hans drøm knuses, da hans lillebror Charlie bliver født. Ikke nok med at Charlie får al opmærksomheden, så opdager Wille også, at Charlie har superkræfter! 

Samtidig lægger en superskurk og en gal videnskabsmand onde planer, og Wille og Charlie må derfor sætte deres forskelligheder til side og lære at være et team. Men kan en baby og en jaloux storebror redde byen?

Udover de allerede nævnte store, danske skuespillere, der lægger stemme til filmen, finder vi det unge talent Silas Santin. Han lægger stemme til drengen Wille og er trods sin unge alder allerede erfaren inden for stemmeskuespil, hvor han bl.a. har været med på film og tv-serierne 'Eureka!' (2022), 'Star Wars - Unge jedier på eventyr' (2023) og den biografaktuelle Niko og nordlysets hemmelighed (2024).

'Super Charlie' får biografpremiere den 6. februar 2025.

Se plakaten og traileren herunder:

Super Charlie plakat