Mads Mikkelsen afslører den mest voldsomme scene under optagelserne til dansk storfilm

'Bastarden' kan stadig ses i biografen
Bastarden
(© Henrik Ohsten / Bastarden)

Mads Mikkelsen står i front for en af årets største danske film og næste års danske Oscar-bud, Bastarden, der indtil videre har solgt over 170.000 biografbilletter herhjemme.

Storfilmen handler om den fattige soldat Ludvig Kahlen, der i 1755 ankommer til den golde jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Her støder han dog på modstand fra den nådesløse godsejer, Frederik De Schinkel, hvilket fører til en intens konflikt. 

De to stolte mænds uoverensstemmelser fører både til trusler og blodsudgydelse på hver side af konflikten. Men da vi mødte hovedrolleindehaveren Mads Mikkelsen til et interview tidligere på efteråret, kunne han afsløre, at den mest voldsomme scene under optagelser faktisk intet havde med De Schinkel at gøre.

- Jeg har lavet mange voldsomme scener i mit liv i alle mulige forskellige genrer af film, og jeg kan godt lide, når tingene går derhen, hvis det er det, der fortæller historien bedst. Hvis det fortæller noget om en karakter. Det interesserer mig ikke så meget, hvis vi gør det for en chokeffekt.  

- Men det fortæller meget om min karakter. For eksempel hvor metodisk han er, og hvor brutal han er, fordi det er hans job. Og så fortæller det også om, hvor lang en rejse han har for at blive et menneske.  

- Det jeg måske synes var mest voldsomt… fordi vi forsøger jo ikke at putte 2023 ind i filmen. Det ville være en katastrofe at indsætte vores egen moral. Men vi bliver jo ramt af det en gang imellem, så når den lille pige får en på lampen af mig, så var det nok lidt voldsomt for os alle sammen. 

Mads Mikkelsen henviser her til karakteren Anmai Mus, der bliver spillet af den unge skuespiller Melina Hagberg. Anmai Mus stjæler tidligt i 'Bastarden' høns fra Ludvig Kahlens gård, og da hun bliver fanget, fører det til slag og rusken.

- Sådan var det dengang, men det er da lidt voldsomt at sidde og gøre. Men det gik jo godt, og hun var god til at lade som om, at jeg slog hende heldigvis. Så hendes timing var fantastisk. 

Bastarden
(© Henrik Ohsten / Bastarden)

'Bastarden' er instrueret af Nicolaj Arcel og kaldes en af de største og mest ambitiøse danske film nogensinde. Arcel og Mikkelsen arbejdede sidst sammen på En kongelig affære, der også modtog ros verden rundt og endte med at opnå en Oscar-nominering.

Udover Mikkelsen og Hagberg byder rollelisten også på bl.a. Amanda Collin, Gustav Lindh, Jacob Lohmann og Simon Bennebjerg i en præstation, der slog benene væk under hovedrolleindehaveren.

Den danske Oscar-komité har besluttet, at 'Bastarden' næste år skal konkurrere for Danmark om en Oscar-nominering i kategorien Bedste udenlandske film. Dramaet fik også en overvældende modtagelse ved verdenspremieren i Venedig.

De danske anmeldere er desuden ude med de helt store roser til filmen, der bl.a. kaldes "årets danske film", "fremragende historisk storværk" og "et dansk periode- og westerndrama af storfilmformat".

'Bastarden' kan ses i biografen nu.

Vil du høre mere om 'Bastarden' kan du lytte til vores podcast med Nikolaj Arcel herunder - eller på dine fortrukne podcast-app (søg blot på "kino.dk filmpodcast")

Anbefalet til dig