Mel Gibson laver sin første film i 8 år: Se første trailer til klaustrofobisk fly-thriller

Mark Wahlberg har et helt nyt look
Flight Risk
(© Lionsgate Films / Flight Risk)

Du har ikke lyst til at flyve en tur med Mark Wahlbergs karakter som pilot i actionfilmen Flight Risk

Han er nemlig ikke en helt almindelig pilot, han er også en dødsensfarlig lejemorder … med måne (!).

Ja, sådan har du ikke set skuespilleren før - og det ser i den grad ud til, at han nyder rollen som flyvende psykopat. 

Nu er den første trailer for 'Flight Risk' landet. Den kan du se nederst i artiklen.

Man følger i filmen således den rablende pilot, der skal fragte en mand - som skal vidne mod mafiaen - sikkert til sin destination.

Det går naturligvis ikke efter planen. Snart gælder det nemlig liv og død i flyets klaustrofobiske indre, hvor lejemorderens mål netop er vidnet.

Instruktørstolen indtages af Hollywood-legenden Mel Gibson, der ikke alene som skuespiller har et vildt CV, men også som instruktør. Tænk blot på titler som bl.a. Braveheart, The Passion of the Christ og Apocalypto. Hans seneste film var Hacksaw Ridge for otte år siden.

Det er ikke første gang, at Mel Gibson og Mark Wahlberg arbejder sammen. De har bl.a. spillet overfor hinanden i komedien Daddy's Home 2. Det er dog første gang, at Mel Gibson instruerer Mark Wahlberg.

På rollelisten finder man bl.a. også Michelle Dockery ('Downton Abbey') som en marshal, der skal sikre Topher Graces ('Home Economics') karakters sikkerhed ombord på flyet, inden han skal vidne i retten.

Det ligner, at vi har en klaustrofobisk fly-thriller i vente. Hvilket nærmest er en genre for sig, tænkt bare på film som Red Eye, Non-Stop og Flightplan. Spændende, hvad Mel Gibson kan tilføje denne subgenre.

Mel Gibson har for nyligt luftet tankerne om sit næste projekt som instruktør, nemlig 'Dødbringende Våben 5'.

'Flight Risk' har pt. ikke en dansk biografpremieredato, men er sat til at lande i de amerikanske biografer den 18. oktober.