Næste store gyser-sensation? Stephen King roser ny seriemorder-film

Gyserkongen er ikke ene om begejstringen
Strange Darling
(© Miramax / Strange Darling)

The Shining, Carrie, The Mist, Misery, Children of the Corn, Salem's Lot og dræberklovnen Pennywise i It-filmene med mange flere.

Ja, filmatiseringerne af Stephen Kings historier er som bekendt mange. Gyserforfatteren har med andre ord for længst slået sit navn fast som en sand konge af gys.

Derfor er ros fra hans side nok også noget, der falder på et lunt sted hos filmskaberne bag og skuespillerne i den nye seriemorder-film Strange Darling.

Stephen King skriver således på det sociale medie X bl.a. om gyserfilmen "Den er virkelig fantastisk […] et smart mesterværk […]".

Så kommer man nok ikke meget tættere på en blåstempling fra forfatterens hånd.

Også den anerkendte skuespiller Kevin Bacon har i et Instagram-opslag kastet sin kærlighed på filmen, som han siger følgende om:

 - Jeg er lige kommet ud af biografen efter at have set 'Strange Darling'. Wow. Fantastisk. Hvilken film! Jeg mener... skuespillet, instruktionen, det hele.

Se videoen nederst i artiklen.

Og som om det ikke var nok, så har 'Strange Darling' i skrivende stund også en friskhed på hele 96 % på Rotten Tomatoes baseret på 107 anmeldelser.

Filmen er instrueret og skrevet af JT Mollner, mens man på rollelisten bl.a. finder Willa Fitzgerald ('The Fall of the House of Usher') og Kyle Gallner (Smile, Scream 5).

Det vides endnu ikke, om 'Strange Darling' får premiere i de danske biografer.