Ny animationsfilm slog rekord: Nu kommer hæsblæsende eventyr til de danske biografer

En racerbil med ukunstigt navigationssystem, uldsweater-mønstrede dæk, integreret hjemmebrændt-boost, kuk-kuk-fartmåler, makuleringsmaskine til parkeringsbøderne og medfølgende diskosko med plateausåler til de kortbenede kørere.
Intet mindre kan gøre det i animationsfilmen Bakkekøbing - Fuld gas, der genforener den optimistiske fugl med benzin i blodet, Solan, det forsigtige pindsvin Ludvig og den finurlige opfinder Reodor i et nyt hæsblæsende animationseventyr for hele familien.
Se traileren til filmen nederst i artiklen.
I den nye film, der tager os med tilbage til den norske forfatter Kjell Aukrusts elskede Bakkekøbing-univers, har trioens opfindelser skabt flere problemer, end de har løst – hvorfor borgmesteren har forbudt dem at blive i deres lille landsby Bakkekøbing.
I et legendarisk ræs fra Paris til de egyptiske pyramider må de tre umage venner nu bevise deres værd over for landsbyen – og give deres modstandere strikmønstrede baghjul i deres usædvanligt udstyrede racerbil, Il Tempo Gigante.
Filmen bygger videre på den nostalgiske stemning og de skøre opfindelser, der gjorde den oprindelige og første film i serien, Bjergkøbing Grand Prix fra 1975, til en norsk animationsklassiker.
I Norge kom 'Bakkekøbing - Fuld gas' ræsende fra start i biograferne, hvor filmen nu står for den største åbning for en norsk animationsfilm nogensinde efter premieren i december. Filmen har i dag solgt over 450.000 billetter i hjemlandet.
Blandt de danske skuespillere, der lægger stemmer til de elskværdige karakterer, finder man bl.a. Lars Ranthe, Søs Egelind, Lars Thiesgaard, Cecilie Stenspil, Henrik Koefoed, Claus Bue, Lasse Lunderskov og Thomas Mørk.
'Bakkekøbing - Fuld gas' har biografpremiere den 12. marts.








