Ny dansk film sammenlignes med 'Interstellar': "Der er helt klart noget inspiration"
Science fiction-film på dansk er ikke noget, vi er vant til at se på det store lærred herhjemme. Men nu kan publikum opleve netop dette med den biografaktuelle For evigt.
Filmen handler om et voldsomt jordskælv, som forårsager en sprække flere kilometer under Atlanterhavets overflade. Hændelsen fremskynder de globale klimaforandringer, der nu kan komme til at udgøre en trussel mod menneskeheden.
I anledning af premieren på 'For Evigt' fik vi de to hovedroller Simon Sears og Nanna Øland Fabricius – også kendt under sit kunstnernavn Oh Land - på besøg i kino.dk-studiet, hvor snakken bl.a. faldt på, hvordan netop science fiction-genren er en stor interesse for dem begge.
Se hele videointerviewet nederst.
- Der er ikke så mange science fiction-film fra Danmark. Jeg synes på en eller anden måde, at det var lidt vanvittigt og overambitiøst på en måde, der virkelig tiltrak mig, fortalte Nanna Øland.
- Det var meget Ulaas vision og måden, han brændte for det, som fik mig overbevist om at det her tog, ville man gerne stige på.
Simon Sears kunne herefter fortælle om sit nostalgiske forhold til genren, der bl.a. stammer fra at se Star Wars-film med sin far - og sin søns helt særlige fødselsdato.
- Jeg sad og så rigtig meget Star Wars med min far langt, langt tilbage. Vi har altid været store fans. Og min søn har fødselsdag "May the 4th".
- "... be with you", tilføjer Nanna Øland som reference til det ikoniske Star Wars-citat "may the force be with you."
- Præcis. Og det har jeg selvfølgelig planlagt, afslutter Sears med et glimt i øjet.
'For evigt' har tidligere fået international opmærksomhed, hvor det amerikanske medie Screen Daily bl.a. har omtalt den danske science fiction-film som den "nordiske Interstellar".
Både Nanna Øland og Simon Sears er da også enige i, at 'For evigt' og Christopher Nolans 'Interstellar' godt kan sammenlignes på flere punkter.
- Jeg tror, at ligheden med 'Interstellar' og 'For evigt' måske er den der kombination af noget ægte drama og noget hverdagsliv og så de helt store, filosofiske spørgsmål, uddyber Øland, mens Sears fortsætter:
- Vores film er anderledes i forhold til 'Interstellar' på mange måder, men der er jo helt klart noget inspiration. Socialrealisme. Blandet med en ubåd.
Filmen følger det nyforelskede par Elias og Anita, hvis passion dog får en ende. Elias får en prominent rolle på et hold af videnskabsfolk, der skal forsøge at lukke sprækken i havbunden.
Pludselig render de to tidligere kærester ind i hinanden på ny, og Elias konfronteres med livets fravalg. Spørgsmålet om, hvorvidt man kan vælge sin egen skæbne, tynger Elias, som forsøger at finde meningen med sit liv.
Filmen bevæger sig mellem kærlighedshistorien på landjorden og det videnskabelige drama nede i det klaustrofobiske ubådsmørke.
Bag både instruktion og manuskript står Ulaa Salim, som også stod bag Danmarks Sønner.
'For evigt' kan ses i biografen nu. Køb dine billetter her på kino.dk.