Ny dansk TV 2-serie går bag de hårde overskrifter: "Film og tv skaber forståelse"

Interview med hovedrolleindehaver Arian Kashef
Familier i Norden
(© Forty Five Films)

Det danske stjerneskud Arian Kashef har allerede etableret sig på den danske arena gennem bl.a. sin Robert-nominerede præstation i Vejen hjem samt i serier som 'Når støvet har lagt sig', 'Kastanjemanden' og 'Løgnen'. 

Kashef er nu tilbage på skærmen som hovedrollen Sami i TV 2 Østjylland-serien Familier i Norden, der netop har fået premiere på TV 2 Play.

Skaberen bag 'Familier i Norden', Milan Ganesan, der netop er blevet nomineret til Talentprisen ved årets Aarhus Series, har gennem flere år selv talt med de unge, der bor og lever i socialt belastede boligområder i Aarhus. Resultatet er blevet den streamingaktuelle serie, der ønsker at nuancere historierne fra blokken.

- Milan vil gerne fokusere på familien og familierne i det her miljø, og hvordan er det at tage et lille valg, der kan have en stor konsekvens, og hvordan er det at have angst, traumer, at være sårbar, og hvordan er det at være mor i sådan en slags miljø? Hvilke valg er det, man skal tage? Hvad kan man gøre? De spørgsmål stiller Arian Kashef retorisk til kino.dk, da vi møder ham i forbindelse med premieren.

 

Man skal kunne mærke følelserne

Skuespilleren uddyber, hvad skaberens høje fokus på autenticitet har betydet for ham. Og at serien for ham faktisk kan trække tråde til den ikoniske 'The Sopranos'. 

- Jeg synes, det var interessant at komme bag gardinerne på et miljø, som vi tit enten glorificerer på en action-agtig måde, eller så skal det være meget unuanceret. Og jeg synes, denne her serie... Vi har i hvert fald prøvet på at gøre den så nuanceret som muligt, så man også mærker følelserne og mærker de valg, der bliver taget.

- Ikke at vi overhovedet kan sammenligne dem. Men det er også derfor, jeg elsker 'The Sopranos'. Det er ikke bare en gangster-mafia-serie. Du møder en familiefar, der er blevet sat i det her miljø. Det prøver vi lidt på her. Der står baseret på virkeligheden. 

Familier i Norden
(© Forty Five Films)

Børn med dårlige kort

'Familier i Norden' er optaget on location i den aarhusianske boligblok Norden og handler om Sami, der efter en genopdragelsesrejse vender hjem for at starte på en frisk. Men da hans lillebror Idriss bliver trukket ind i et farligt miljø, tvinges Sami til at konfrontere den kriminalitet, han troede, han havde lagt bag sig. 

Arian Kashef håber, at serien vil hjælpe publikum med at føle sig genkendt og forstået.

- På den ene side håber jeg, at vi portrætterer miljøet og de mennesker på en retfærdig måde, som ikke er en kliché for dem.

- Og så håber jeg også, at folk, som slet ikke kender til det her, og som kun læser overskrifter og bare tænker, at de her mennesker er nogle psykopater, de skal bare i fængsel, og de har ikke nogen følelser. Jeg håber, at de får lov til at se ind i, at det faktisk kunne have været deres søn, det kunne have været deres datter. Det er nogle børn, der desværre har fået delt nogle kort, som ikke er så stærke. 

 

Vil skabe forståelse

Serien er skabt i tæt samarbejde med mennesker fra blokken, så både manuskript, karakterer og miljøet er skabt med autenticitet for øje. Flere nye talenter kan desuden findes både foran og bag kameraet.

- Jeg håber, at folk der ser den her serie, som ikke kender til miljøet, får et indblik i, at det også bare er mennesker, som både elsker, ligesom de gør, som græder, ligesom de gør, som også ønsker at sove trygt, som vi alle sammen gør. At serien måske får lov til at komme hinanden lidt tættere og bedre ved, så man forstår hinanden, fortæller Kashef.

- I stedet for at skubbe hinanden væk og kun kigge på overskrifter og tage afstand til hinanden, så tror jeg, det er vigtigt, at film og tv skaber forståelse. For det er den eneste måde, vi kan respektere hinanden på.

Arian Kashef er igen streamingaktuel senere på måneden med Netflix-serien 'Legenden'.

Alle fire afsnit af 'Familier i Norden' kan ses på TV 2 Play nu.

Nyeste film i biografen