Ny film imponerer: "En af de mest ekstraordinære skuespillerpræstationer"
Filmskaberen Erik Poppe er biografaktuel med sin seneste film, Quislings sidste dage, og vi talte med nordmanden på den røde løber ved den danske gallapremiere i Grand Teatret i København.
I interviewet faldt snakken bl.a. på Gard B. Eidsvold, som spiller hovedrollen som den berygtede norske statsminister Vidkun Quisling. Skuespilleren, der er mere eller mindre ukendt i USA, har nemlig imponeret de amerikanske anmeldere.
Erik Poppe fremhævede netop hans præstation i interviewet og hvordan de amerikanske medier blev blæst bagover.
Se videoen fra den røde løber nederst i artiklen.
'Quislings sidste dage' er et psykologisk drama om den berygtede norske statsminister Vidkun Quisling efter 2. Verdenskrig. Filmen handler om en statsminister, hvis navn blev synonymt med forræderi, da han bad Hitler om at besætte Norge og fungerede som statsminister under besættelsen.
Da filmen blev vist i Canada, kunne Erik Poppe fortælle, hvordan nogle af de mest anerkendte, amerikanske filmmedier blev blæst bagover af Gard B. Eidsvolds præstation:
- Han er fænomenal. Da vi viste filmen i Canada, sagde The Hollywood Reporter og Variety: "Hvad i alverden? Sikke en skuespiller. Hvor har han været?" Det var en af de mest ekstraordinære skuespillerpræstationer, de havde set.
Og det er ikke kun de amerikanske medier, der er glade for Eidsvold.
Ifølge Erik Poppe er den 58-årige skuespiller nemlig den svenske superstjerne Stellan Skarsgårds yndlingsskuespiller. Præcis hvilke roller der har imponeret svenskenen, ved vi ikke, men de to herrer har tidligere haft muligheden for at arbejde sammen.
Hele fire gange før har de delt lærredet i filmene 'Kærlighedens køtere' (1995), 'Aberdeen' (2000), 'En ganske rar mand' (2010) og 'Ud og stjæle heste' (2019). Det er måske i disse film, at Gard B. Eidsvold imponerede Skarsgård.
Og nu kan du selv få syn for sagen og se skuespilleren i rollen, der virkelig har gjort internationale medier opmærksomme på nordmanden.
'Quislings sidste dage' har biografpremiere den 14. november. Køb dine billetter her på Kino.dk.
Se videoen med Erik Poppe her:
Se traileren til 'Quislings sidste dage' herunder: