Ny Rambo-film starter optagelser: Her er de nye skuespillere og første plakat

Der er en ny film om Rambo på vej. Det er dog første gang i den ikoniske franchises historie ikke Sylvester Stallone, der indtager titelrollen.
Filmen er nemlig en prequel, der lyder titlen John Rambo, hvor man finder den 29-årige Noah Centineo i hovedrollen.
Noah Centineo har bl.a. kunnet ses i den intense krigsfilm Warfare og som superhelten Atom Smasher i Black Adam, mens han også har kunnet opleves i den sortkomiske Dream Scenario overfor Nicolas Cage.

'John Rambo' tager os med tilbage til, hvor det hele begyndte. Vi kommer således til at følge soldaten Rambo i årene før begivenhederne i First Blood fra 1982.
På den måde får vi et indblik i den legendariske karakter og de oplevelser, der formede ham i denne oprindelseshistorie.
Nu er optagelserne officielt i gang. De finder sted flere steder i Thailand, herunder bl.a. i Bangkok samt i Krabi, Phang Nga og Kanchanaburi.
Se filmens første teaser-plakat nederst i artiklen.

Der er ligeledes blevet annonceret og tilføjet fem nye skuespillere til rollelisten.
Udover Noah Centineo, finder man også Yao (Sinners), Jason Tobin (Fast & Furious-filmene), Quincy Isaiah ('Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty'), Jefferson White ('Yellowstone') og Tayme Thapthimthong ('The White Lotus').
Filmen instrueres af finske Jalmari Helander, som i den grad har leveret både hæsblæsende, blodig og brutal action med sine to voldsomme og vildt underholdende Sisu og Sisu 2: Road to Revenge.

Selv udtaler Jalmari Helander om filmen:
- Da jeg som 11-årig så 'First Blood' for første gang, ændrede det mit liv. Rambo var ikke bare en film for mig. Den efterlod et varigt indtryk og havde en afgørende betydning for, hvorfor jeg valgte at blive filminstruktør. Den finske instruktør fortsætter:
- 'John Rambo' tager os tilbage til begyndelsen. Det er Rambo i sin reneste form, rå og ægte. En overlevelsesfortælling om udholdenhed, vedholdenhed og en tabt uskyld.

Filmen skrives af Rory Haines og Sohrab Noshirvani, hvis CV bl.a. tæller ovenstående superheltefilm Black Adam og thriller-dramaet The Mauritanian.
Rækken af filmens producere har bl.a. været involveret i Expendables-franchisen samt brutale titler som Rambo: Last Blood, The Gray Man og Bone Tomahawk m.fl.
Første gang verden stiftede bekendtskab med Sylvester Stallone som Rambo var med netop 'First Blood', der er baseret på David Morrells roman af samme navn fra 1972.
Filmen fik fortsættelserne Rambo: First Blood Part II i 1985 og Rambo III i 1988, mens vi fik efternølerne Rambo i 2008 og 'Rambo: Last Blood' i 2019.
'John Rambo' har endnu ikke fået en premieredato.

(Mis.Label / John Rambo)








