Ny Ringenes Herre-film tog tre år at indspille: Skuespiller afslører hvorfor

Kino.dk har mødt Gaia Wise og Laurence Ubong Williams
Ringenes Herre: Krigen om Rohan
(© Warner Bros.)

Det er ikke hver dag, der kommer en ny Ringenes Herre-film i biografen. Men i denne uge er det imidlertid præcis, hvad der sker.

Ringenes Herre: Krigen om Rohan er ikke - som Peter Jacksons film fra 2001-2003 - live-action, men derimod animation i den japanske anime-stil.

Filmen finder sted over 200 år før hændelserne i Ringenes Herre-trilogien og foregår i hestefolket Rohirrims rige Rohan. 

Vi følger her den unge skjoldmø Héra og hendes far Kong Helm samt den konflikt, der opstår på baggrund af en pludselig død. Blandt de mange karakterer i filmen finder vi også Fréaláf, der er Héras fætter. 

I forbindelse med filmens premiere blev kino.dk som eneste danske medie inviteret til London af filmselskabet Warner Bros. for at interviewe to af skuespillerne, der lægger stemme til netop Héra og Fréaláf, nemlig Gaia Wise og Laurence Ubong Williams.

Se vores interview med skuespillerne fra 'Ringenes Herre: Krigen om Rohan' nederst i artiklen.

The Lord of the Rings: The War of the Rohirrim
Héra (Gaia Wise) er en forfader til Éowyn fra 'Ringenes Herre' (© Warner Bros.)

Gaia Wise, der er datter af skuespilleren Emma Thompson, havde tidligere udtalt sig om, at filmen tog hele tre år at indspille. Den kommentar bad vi hende om at uddybe - og her fandt vi ud af, hvordan filmens stemmepræstationer overhovedet blev til:

- Først skulle vi indspille stemmesporet, vokalsporet. Der var ingen animation. Og det gav vi til Kenji [Kamiyama, instruktøren, red.] og hans fantastiske animatorhold. De brugte et år på noget af animationen. Så kom vi tilbage og tilføjede flere nuancer til vores karakterer.

- Derefter indspillede vi igen og justerede vores præstationer, fordi vi kunne se, hvad vi faktisk spillede sammen med. Så gik de tilbage igen et år. Og den sidste omgang var næsten færdig.

Som titlen antyder er der flere krigsscener i 'Ringenes Herre: Krigen om Rohan'. Bl.a. genbesøger vi Helms Kløft, som vi kender fra Ringenes Herre: De to tårne.

I interviewet afslører Wise og Williams også, hvor svært det er at indspille kampscener, fordi de som skuespillere er vant til at bruge deres kroppe til at udtrykke sig. Det kunne de ikke under dubbingen af kampene, fordi mikrofonerne ville opfange lyden af knitrende tøj.

Ringenes Herre: Krigen om Rohan
Karaktererne Fréaláf og Héra i 'Ringenes Herre: Krigen om Rohan' (© Warner Bros.)

Gaia Wise fortæller:

- Man skulle stå som en klippe. Lyden skulle komme dybt fra mellemgulvet. Det var som træning.

Laurence Ubong Williams deler også sine oplevelser om, hvor hårdt det var for ham at indspille scenerne:

- Nogle gange brugte vi timer på det, og min stemme var fuldstændig brugt bagefter. Jeg kunne ikke tale i to dage.

- Jamen, du og Luke er svage. Jeg klarede det fint, joker Gaia Wise.

Gaia Wise lægger stemme til Héra, der er en ny karakter i Tolkiens verden. Så hvad er det lige, hun tilfører Midgård?

- Hun bringer en umodenhed, på en vidunderlig måde. Hun viser en ny side af kvinderne, vi alle kender. Hun er en forfader til Éowyn [spillet af Miranda Otto i Ringenes Herre-trilogien, red.], en skjoldmø, men ikke helt formet som karakter endnu.

- Jeg elsker, at hun i filmen kan være bange og sårbar, men stadig tro mod sine værdier.

Ringenes Herre: Krigen om Rohan
Fréaláf (Laurence Ubong Williams) og Helm (Brian Cox) (© Warner Bros.)

Laurence Ubong Williams lægger stemme til en karakter, der kortvarigt bliver nævnt i appendikset til J.R.R. Tolkiens 'Ringenes Herre', nemlig Fréaláf. Så hvordan forbereder man sig til en så ubeskrevet rolle, der trods alt er en del af Tolkiens værk?

- Vi begyndte at grave i, hvem Frealáf var og hentede hjælp fra Philippa, Phoebe og Arty [forfatterne Philippa Boyens, Phoebe Gittins og Arty Papageorgiou, red.]. Han er nævnt mere end Héra, men stadig begrænset. Han er nevø til Kong Helm og kommer fra Dol-Amroth-området på sydkysten. Jeg undersøgte geografien og hans rejse. 

- Han spiller en vigtig rolle, men jeg kan ikke afsløre mere. I må se filmen, afslutter Ubong Williams.

Det kan man også roligt gøre, når 'Ringenes Herre: Krigen om Rohan' har biografpremiere den 12. december. Find dine billetter her på kino.dk:

Køb billetter

 

Se interviewet med Gaia Wise og Laurence Ubong Williams herunder:

Film baseret på Tolkiens verden