Elijah Wood om ikonisk rolle: Ingen andre skal spille Frodo

En ny Ringenes Herre-film er på vej
Billede

Elijah Wood vil ikke have andre end ham selv til at spille hobbitten Frodo Baggins – i hvert fald ikke imens han stadig selv er i stand til det. Det siger den amerikanske skuespiller i et nyt interview med The Times.

Karakteren gjorde Wood til et husholdt navn, da Peter Jacksons legendariske Ringenes Herre-trilogi havde premiere i starten af 00'erne.

I interviewet blev skuespilleren blandt andet spurgt ind til, om han ville vende tilbage i den kommende Ringenes Herre-film The Hunt for Gollum  – som det i sommer netop blev indikeret af Ian McKellen, der spillede over for ham som troldmanden Gandalf i de første tre film om de magtfulde ringe.

- Jeg skal fortælle jer to hemmeligheder om castingen: Der er en karakter i filmen, der hedder Frodo, og der er en karakter i filmen, der hedder Gandalf. Derudover er min mund lukket, sagde McKellen dengang ved et fantasy-event i London.

Det er før set, at den 86-årige skuespiller har hintet om castingen til den kommende film. Da Ian McKellen i 2024 gæstede det britiske tv-show This Morning, udtalte han blandt andet, at han ikke brød sig om idéen om, at andre end ham selv skulle spille Gandalf.

Og selvom Elijah Wood stadig ikke officielt kan bekræfte sin egen tilbagevenden til franchisen, indrømmer han over for The Times, at han sagtens kan både forstå og spejle sig i McKellens nidkærhed i forhold til sin tidligere rolle.

- Jeg kunne bestemt heller ikke tænke mig, at nogen andre skulle spille Frodo, så længe jeg er i live og i stand til det, siger skuespilleren i sit interview med det britiske medie.

- Jeg kunne forestille mig, at det bliver sjovt at se – når man er i biografen og ser hatten dreje rundt, og det er Gandalf. For jeg er også fan og spændt på at se, hvordan det hele kommer til at udmønte sig.

 'Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' får premiere i julen 2027. Filmen, der er instrueret af Gollum-skuespilleren Andy Serkis selv, foregår umiddelbart før Gollum møder Frodo i den første Ringenes Herre-film, hvor Aragorn er på jagt efter det plagede, ringbesatte væsen.

Mens 67-årige Viggo Mortensen ikke står til at få genvalg som Strider i den nye film, forlyder nu et løst rygte om, at britiske Leo Woodall, som vi senest har set som tysktalende tolk i sidste års historiske drama 'Nürnberg', skulle være i casternes søgelys til rollen.

I modsætning til sin ældre dansk-amerikanske kollega, ser 45-årige Elijah Wood ikke en dag ældre ud end i 2001, hvor vi første gang så ham på det store lærred i Peter Jacksons Tolkien-trilogi – hvorfor et gensyn med netop ham måske ikke er så urealistisk endda.

Men selvom meget også peger i den retning, må vi altså betragte det som rygter, indtil der kommer en officiel udmelding fra producer Peter Jackson eller andre på produktionen. Wood selv vil som sagt ikke bekræfte rygtet omvendt vil han dog heller ikke udelukke det.

- Jeg kan hverken bekræfte eller afvise noget, men hør engang; en troldmand er til at stole på, lød det spøgefuldt fra skuespilleren i januar, da mediet Screen Rant bad ham kommentere på Ian McKellens udtalelser fra i sommer (se klippet herunder).

Om det er sandt, må tiden vise.

Nyeste film i biografen