Ny svensk succesfilm fik kronprinsesse til at græde

Vi har interviewet folkene bag 'Den sidste rejse'

Filip Hammar og Fredrik Wikingsson er et af Sveriges største tv-makkerpar, men i Danmark er Filip og Fredrik relativt ukendte. Nu er der dog en ret god chance for, at det ændrer sig. I hvert fald kommer de to med deres fælles filmprojekt, Den sidste rejse, der er en dokumentarfilm om Filips far, Lars Hammar, som får dansk biografpremiere den 3. oktober.

Og det er ikke bare hvilken som helst film. Der er faktisk tale om den største svenske dokumentarfilm nogensinde med over 400.000 solgte biografbilletter. For nyligt blev den valgt som Sveriges bud på en Oscar-nominering, hvor den bl.a. skal slås mod den danske film Pigen med nålen om én af de fem pladser i kategorien Bedste Internationale Film.

Filip og Frederik kommer således med en masse succes i bagagen, da kino.dk møder dem på Scandic Hotel i København, hvor de er på besøg for at promovere 'Den sidste rejse'. Det interessante er dog, at filmen slet ikke var tiltænkt det store, internationale publikum. Og det kan man på en måde godt forstå ved første øjekast.

Filmen handler om Filip, der er godt frustreret over, at hans far, Lars, er sunket helt ned i pensioniststolen i stedet for – efter 40 år som lærer – at nyde sit otium. Sammen med vennen Fredrik tager han Lars med på en rejse til Sydfrankrig, hvor familiens bedste ferieminder stammer fra.

Fredrik Wikingsson fortæller kino.dk, at hvor makkerparret ofte tænker tv-koncepter og projekter ind i en større international sammenhæng, har de med 'Den sidste rejse' tænkt det helt anderledes:

- Vi har før skabt tv-formater, som vi har solgt til forskellige lande, hvor vi altid har haft øje for det internationale publikum. Dette er det eneste projekt, hvor vi aldrig har tænkt over det overhovedet, ironisk nok. Vi tænkte bare, at det her bliver en lille film. Næsten som et lille familieprojekt.

- Vi elsker Philips far, og måske er det det her med, at han har været lærer hele sit liv, og nu går han på pension. Så skal de gyldne år starte, men måske gør de det ikke. Muligvis er det det, folk reagerer på, og så det universelle i fortællingen.

I første omgang var der slet ikke tale om en film. Filip havde talt med Fredrik om, at han var bekymret over, at hans far bare sad derhjemme og var deprimeret. Og at han ville købe en gammel bil, samme orange Renault 4 som i farens ungdom, for at køre turen sydpå.

- Jeg begyndte bare at få billeder af denne tur, som sønnen og faderen, der håbede på forløsning på en roadtrip, der føltes filmisk for mig. Så begyndte vi at tale om, om vi måske kunne filme det med et meget, meget lille filmhold uden at komme i vejen for turen, for det vigtigste var, at Lars skulle på denne tur, og vi ville have ham til at opleve det, fortæller Fredrik og fortsætter:

- Jeg troede, det ville handle om Filips far. Men så begyndte jeg at tænke, at Dustin Hoffman i Rain Man ikke ændrer sig overhovedet. Det er Tom Cruise, der ændrer sig. Og det er parallellen. Lars har en fantastisk og smuk tur, men han er stadig den samme, når han kommer tilbage. Men Filip vokser i løbet af denne tur.

- Ja, måske starter det med at handle om min far, men jeg tror, at det i sidste ende nok handler om mig, tilføjer Filip Hammar.

Drak sig fulde i København

Projektet kunne nærmest være gået i vasken, inden det var startet. Under et ophold på et hotel i Malmø falder Lars, og han må en tur på hospitalet. Scenen, der optræder tidligt i filmen, og derfor ikke er nogen spoiler, medfører en masse frustration hos Filip, men han nægter at give op. Og mens faren kommer sig, drager han sammen med Fredrik mod Frankrig med et kort ophold undervejs på selvsamme hotel, som interviewet, du læser nu, er optaget: Hotel Scandic ved søerne i København.

- Vi sov her. Vi følte, at vi bare skulle flygte fra situationen i Malmø. Så ved en tilfældighed sov vi bare på dette hotel, fortæller Filip Hammar.

- Så lige da vi steg ud af taxaen, tænkte jeg: Har vi ikke været her før? Jo, under optagelserne af filmen. Så det er et kæmpe sammentræf.

- Jeg tror, vi alle tænkte, hvad kommer der til at ske med denne film, forstår du? Så som jeg husker det, blev vi ret fulde den aften. For vi tænkte: Okay, skulle vi bare aflyse alt?

Heldigvis aflyste Filip og Fredrik ikke, og i sidste ende kom alle tre frem til Frankrig. Her var planen, at Lars skulle genopleve de bedste elementer fra sine yngre år, hvor familien var på ferie. Det fører bl.a. trekløveren til en kirke, hvor Lars ønskede at skrifte. Men der var bare ét problem, som Filip indrømmer:

- Det var interessant, fordi jeg ikke taler fransk. Og da vi for eksempel lavede skriftemålsscenen i kirken, anede vi ikke, hvad han talte med præsten om, så vi filmede det bare, gik vores vej, og så gik vi tilbage til klipperummet.

Efter en fransk oversætter havde set materialet igennem, kunne han konstatere, at skriftemålet handlede om syndsforladelse for, at Lars engang adskillige år tidligere havde talt grimt til en taxachauffør.

- For mig er det ligesom en nøglescene på en måde, fordi den er både sjov og bevægende på samme tid. Han taler til præsten om at føle, at han måske snart dør. Det er seriøst emne, men vi behøver ikke nødvendigvis være seriøse omkring det hele tiden. Vi kan blande sjove, skøre scener, som tilståelsesscenen, hvor man griner og bliver bevæget i den samme scene.

Filmens tone er, som Filip beskriver det, en blanding af det morsomme og det rørende. Og netop at have denne tilgang til det dokumentariske format er noget, som han drager paralleller til en anden instruktør: Joshua Oppenheimer. Den amerikanske filmskaber, der er bosat i København, er kendt for at skildre brutale virkeligheder på en dybt original og nogle gange nærmest komisk måde. Se bare filmene The Act of Killing og The Look of Silence.

- Et af de kreative mennesker, jeg beundrer mest i verden, er Joshua Oppenheimer. Han tager sit emne superseriøst og gør nogle vilde ting, hvor mange mennesker må have sagt: ”Er du sikker på dette?” Jeg sammenligner ikke vores film med hans, men på samme måde kan du tage et seriøst emne og lave noget lidt anderledes.

Rørt kronprinsesse

I hjemlandet Sverige er der aldrig blevet vist en dokumentarfilm i biografen, som har solgt så mange billetter. 403.809 svenskere har set filmen i bio, og dertil kommer, at filmen har solgt 50.000 digitale kopier, hvilket også gør den til den mest sælgende svenske film digitalt nogensinde.

Selvom succesen er kommet bag på mændene bag, har de en forklaring på, hvorfor den virker så godt, og svaret ligger i dens hovedperson:

- Mange pæne mænd er bare ikke filmiske, men han [Lars, red] er både excentrisk, original, sjov og også vidunderlig. Filmens succes i Sverige skyldes som minimum ham, og også at han tog en chance og gjorde en indsats for at gøre det.

At emnet om en far, der langsomt genoplever de ting, der gjorde ham glad i sine yngre dage, og som endda finder ud af, hvad han har betydet for en lang række mennesker, er universelt for alle nationaliteter, køn og klasser. Det kom til udtryk i en helt særlig situation, som Filip fortæller om:

- Den største overraskelse for mig er, at det gav så god genklang. Vi viste engang filmen for den svenske kronprinsesse [Victoria, red.]. Hun og prinsen [Daniel, red] inviterede os til middag med Fredrik, vores veninder og så mine forældre.

- Vi gik til en privat visning for dem, og hun vender sig om, og hun græder, og hun siger: "Ja, jeg kan relatere." Og så indser du: "Åh ja, din far er kongen af Sverige."

'Den sidste rejse' har biografpremiere den 3. oktober. Køb dine billetter her på kino.dk.