Nyt animationseventyr stiller spørgsmålet: Hvad hvis du glemte alt om din bedste ven?

Bag animerede publikumsfavoritter som Shrek, Sådan træner du din drage, Kung Fu Panda og Madagascar står produktionshuset DreamWorks Animation, som nu kan afsløre første kig på deres nyeste skud på stammen, Den glemte ø.
Filmen følger to venner, Jo og Raissa, som strandes i en mystisk verden på den glemte ø Nakali. Vennerne opdager, at deres eneste vej hjem måske kræver, at de opgiver et helt livs minder og følelser.
Se den første trailer til filmen nederst.
Med rødder i filippinsk mytologi er 'Den glemte ø' et animationseventyr om to bedstevenner med mange magiske minder og oplevelser bag sig, der bliver stillet over for spørgsmålet: Hvad sker der, hvis din bedste ven glemmer alt om dig?
Animationsfilmen er skrevet og instrueret af Joel Crawford og Januel Mercado, der tidligere har co-instrueret opfølgeren om Den bestøvlede kat, Den bestøvlede kat og ønskestjernen.
De amerikanske stemmer bag Jo og Raissa er den Oscar-vindende musiker H.E.R. og Lisa Frankenstein-skuespilleren Liza Soberano. Stemmecastet byder herudover på Dave Franco, Jenny Slate og Manny Jacinto.
Traileren byder på den eventyrlige stemning, vi kender fra DreamWorks tidligere film, med en knivspids af både 'Eternal Sunshine of the Spotless Mind' om slettede minder og animationshittet 'KPop Demon Hunters'.
'Den glemte ø' får dansk biografpremiere den 8. oktober.








