Populær gyserserie fortsætter: Ny film får titel og premieredato

Sidste efterår landede The Conjuring 4: De sidste ritualer i biografen.
På forhånd forlød det, at filmen ville være den sidste film i franchisen, der udover de fire værker i hovedserien også tæller Annabelle- og The Nun-gysene. Ni film i alt.
'The Conjuring: De sidste ritualer' blev en kæmpesucces i biografen, hvor den allerede i sin åbningsweekend slog rekord.
Den endte endda som franchisens mest indbringende film og som den sjette bedst sælgende gyser nogensinde med en omsætning på næsten 500 millioner dollars. Ikke medregnet inflation.
Rygterne spredte sig dog hurtigt om, at 'The Conjuring: De sidste ritualer' alligevel ikke var gyserseriens endelige punktum - og nu er de rygter altså blevet bekræftet. En ny The Conjuring-film har nemlig fået både titel og premieredato.

Ifølge Deadline har Warner Bros. planlagt, at The Conjuring: First Communion får biografpremiere den 10. september 2027 i USA.
Med titlen "First Communion" - den første kommunion - der dækker over den katolske kirkes nadver, kan vi nok godt antage, at titlen afslører, at vi har at gøre med en prequel.
Altså en historie, der foregår før den første 'The Conjuring' fra 2013. Således vil 'The Conjuring: The Last Rites' i så fald stadig stå som punktummet for karaktererne Ed og Lorraine Warren.
I den kommende gyserfilm kan det altså måske være to unge udgaver af det paranormale efterforskerpar, som vi skal stifte bekendtskab med.
I den seneste film optrådte skuespillere Orion Smith og Madison Lawlor nemlig som yngre versioner af henholdsvis Ed og Lorraine Warren i en flashback-scene.
Det kan dog ikke afvises, at både Patrick Wilson og Vera Farmiga dukker op igen i en eller anden form.
Den fremadstormende kortfilmsinstruktør Rodrigue Huart er udset til at stå bag kameraet, mens manuskriptet er skrevet af to af franchisens veteraner.
Her finder man nemlig Richard Naing og Ian Goldberg, som var medforfattere på de to første The Conjuring-film samt The Nun 2 og 'The Conjuring: De sidste ritualer'.
Warner Bros. har ikke offentliggjort yderligere informationer om projektet.
En tv-serie sat i universet har tidligere været annonceret
'The Conjuring: First Communion' har amerikansk biografpremiere den 10. september i 2027. Vi afventer pt. en dansk premieredato.








