Premiere i biografen: Ny dansk film bygger på instruktørs egne "smertelige" erfaringer
I denne uge er der premiere på det danske familiedrama Fuld af kærlighed.
Se traileren til filmen nederst i artiklen.
Traileren starter idyllisk, men skifter hurtigt gear og viser den alvorlige ulykke i hjemmet, der sætter handlingen i gang.
Vi følger os i en helt almindelig familie, hvor faren efter ulykken bliver mødt med et ultimativt krav fra sin kone og deres tre børn: Stop med at drikke og gå i behandling, ellers vil vi ikke se dig igen. Og pludselig står den bare 20-årige Sofia midt i en dyb livskrise, der ikke engang er hendes egen.
Hun påtager sig ufrivilligt ansvaret for at holde sammen på sin familie, netop som hun ellers var på vej ud i et selvstændigt liv som ung voksen med veninder, kæreste og rejseplaner.
For selvom hendes far vender ædru hjem efter fem ugers afvænning som et sundere og mere taknemmeligt menneske, er han måske ikke længere så livlig og farverig, som da han drak. Det synes Sofias mor i hvert fald ikke.
De mentale tømmermænd, som de begge to har sparet op over mange år, får nu deres forhold til at knage og brage - og igen er Sofia nødt til at være den voksne i familien. Men før Sofia kan hjælpe andre, må hun lære sine egne grænser at kende.
Instruktør Christina Rosendahl (Idealisten og Vores mand i Amerika) har ifølge pressematerialet fra filmselskabet Scandinavian Film Distribution taget personligt afsæt i sin egen smertelige erfaring med misbrug i familien om at genfinde tilliden og kærligheden til hinanden efter det svære opgør.
Lars Ranthe har rollen som faren, der indvilliger i at gå i behandling for sit alkoholproblem. Han har tidligere kunnet opleves i adskillige film og serier, bl.a. Druk, Bytte bytte baby og 'Anker'.
Stine Stengade fra bl.a. En kærlighedshistorie og Prag spiller hans hustru, der forsøger at tackle den svære situation.
I rollen som Sofia ses stjerneskuddet Viilbjørk Malling Agger, der her har sin hovedrolledebut. Skuespilleren har tidligere medvirket i bl.a. Asfalt.