Provokerende ny film om tro og tabuer vil gøre op med dansk instruktørs egen skam

Se første dramatiske trailer
Kærlighedens gerninger
(© Filmbazar)

Den prisvindende instruktør Jeppe Rønde har besluttet sig for at gøre op med sin egen skam og fortid i nyt dansk drama baseret på sine egne minder.

Det gør han med filmen Kærlighedens gerninger, hvis handling finder sted i en kristen sekt. Rønde er ikke selv vokset op i en sekt, men hans halv-storesøster lever i dag i et kristent fællesskab, og han har derfor ikke set hende i 28 år.

Filmen følger det voksne søskendepar Hanna og Jakob. Hanna har isoleret sig fra omverdenen i en sekt på den jyske vestkyst, hvor hun nærer et inderligt ønske om at få et barn. Men den overfladiske harmoni i det manipulerende New Age-miljø bliver vendt op og ned, da hendes bror Jakob pludselig banker på døren. 

Jakob påstår, at han er en søgende sjæl på jagt efter en højere mening. Sandheden er dog en helt anden og langt mere dyster. Hanna og Jakob deler nemlig en rystende hemmelighed, der er dybt begravet i deres fælles fortid, og nu truer den med at rive alt med sig i et stormfuldt syndefald. 

Der er netop blevet udgivet en trailer til filmen, og den lover en både barsk, sanselig og provokerende fortælling om tro og tabuer, og om blodets bånd og kærlighedens grænser. Se traileren i bunden af artiklen.

De to hovedroller spilles af Cecilie Lassen og Jonas Holst Schmidt, hvoraf sidstnævnte ud over at være skuespiller også er forsanger i det anmelderroste band Blaue Blume. Sektlederen i filmen spilles af Ann Eleonora Jørgensen.

Det er ti år siden Rønde gjorde sin debut som fiktionsinstruktør med filmen 'Bridgend', der havde Challengers-stjernen Josh O’Connor i sin første hovedrolle. Filmen havde premiere i Tiger-konkurrencen på International Film Festival Rotterdam og vandt senere priser på bl.a. Tribeca og Göteborg Film Festival. 

'Kærlighedens gerninger' havde ligeledes premiere ved Rotterdam International Film Festival, hvor den fik fremragende internationale anmeldelser.

Filmen får dansk biografpremiere den 11. september. 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen