Russell Crowe leverer "sin bedste præstation i 20 år" i ny film

Den 61-årige australske skuespiller Russell Crowe har flere sublime præstationer bag sig, men den seneste årrække har det været småt med de helt store mesterstykker.
Russell Crowe ser dog ud til at være tilbage til fordums tiders styrke, som gjorde ham til en af filmverdenens største navne i titler som The Insider, Gladiator, A Beautiful Mind og Cinderella Man.
I hvert fald hvis man skal tro det anerkendte amerikanske medie Variety, der har anmeldt skuespillerens nyeste film Nürnberg.
Anmelderen Clayton Davis skriver, at rollen i filmen er den bedste præstation fra Crowe siden 'Cinderella Man' i 2005, altså for 20 år siden!
I 'Nürnberg' spiller Crowe den biografiske rolle som Hermann Göring, der bliver forhørt under Nürnberg-processen i 1945-46. Det var første, store internationale retssag mod nazisterne, der gennemgik de forbrydelser mod menneskeheden, der fandt sted under Anden Verdenskrig.
Hermann Göring var Adolf Hitlers højre hånd under Det tredje riges storhedstid, og præstationen beskrives som følger:
- Her indfanger Crowe paradokset i Görings karisma og uhyrlighed og portrætterer en mand, der er i stand til at forføre rummet, selvom hans forbrydelser frastøder verden. Crowes tyske dialog, som han lærte specifikt til rollen, tilføjer et lag af autenticitet, hvor hans katten-efter-musen-udvekslinger med Rami Maleks krigspsykiater Douglas Kelley knitrer af intensitet.
Variety er ikke i tvivl om, at filmen går en god prissæson i møde med en oplagt Oscar-nominering til Crowe, hvilket ville være hans første siden 2002, hvor han var i spil for 'A Beautiful Mind'.
'Nürnberg' er skrevet, produceret og instrueret af James Vanderbilt og er hans blot anden spillefilm som instruktør efter 'Truth' i 2015. Til gengæld har han produceret og skrevet David Finchers Zodiac fra 2007, ligesom han skrev de to The Amazing Spider-Man-film med Andrew Garfield, 'Scream 5' og 'Scream 6' samt 'Murder Mystery 1-2' med Jennifer Aniston og Adam Sandler. En alsidig herre, må man sige.
Udover Crowe og Rami Malek består rollelisten også af stjernefrøet Leo Woodall, der også får store roser fra Variety. Han er bedst kendt for 'The White Lotus', men har også medvirket i succesfilmen Bridget Jones: Vild med ham.
Michael Shannon, Richard E. Grant, Colin Hanks, Lotte Verbeek og John Slattery er også med i filmen.
'Nürnberg' får dansk biografpremiere den 27. november.








