Rygte: Her er den nye James Bond-instruktør

Licens til at instruere
Billede
(© MGM)

Rygtemøllen står aldrig stille, når det drejer sig om James Bond: Hvem bliver den nye skuespiller, hvornår starter optagelserne, og hvem skal instruere?

Der har efterhånden været mange navne oppe at vende, men nu rapporterer The Sun, at den nye instruktør måske er fundet. Ifølge det britiske medie er den Oscar-vindende instruktør Steve McQueen nemlig blevet tilbudt stillingen.

Den britiske tabloidavis rapporterer, at McQueen er blevet kontaktet af EON Productions – produktionsselskabet bag Bond-filmene – som potentiel instruktør til den næste James Bond-film. 

Ifølge The Sun modtog producenterne et positivt svar fra McQueen, og selvom hans repræsentanter ikke har bekræftet rygtet, blev det angiveligt mødt med et kækt "ingen kommentar."

Fans verden over kan dog stadig se positivt på rygtet, da Steve McQueen er instruktøren bag hitfilmene Shame og 12 Years a Slave – hvoraf sidstnævnte vandt prisen for Bedste Film ved Oscar-uddelingen.

Og rygterne stopper ikke her. The Sun melder også, at jagten på, hvem der skal spille den skørtejægende superspion, intensiveres i disse dage.

Blandt favoritterne til rollen nævnes den britiske skuespiller Aaron Taylor-Johnson, der tidligere har imponeret i både Tenet og Marvel-universet. Men hvornår han potentielt kan hoppe i smokingen, står stadig hen i det uvisse.

Om man kan stole på rygterne, er dog usikkert. Tidligere i år nævnte en artikel fra The Telegraph, at Edward Berger, kendt for All Quiet on the Western Front, og Kelly Marcel, instruktør på Venom: The Last Dance, var de to mest sandsynlige instruktører.

Også fan-favoritten Christopher Nolan er blevet bragt op flere gange, men ifølge The Telegraph meldes han ude af spillet – i hvert fald for denne film. Hvilket han også tidlidgere selv bekræftede

Desværre for fans verden over må man væbne sig med tålmodighed, for lige nu er det hele bare rygter, og hvor troværdige de er, vides ikke.