Se alle vinderne: Kino.dk's alternative filmpriser 2023 er uddelt

Hvem vandt bl.a. for bedste brug af et rivejern? Og hvad med årets vildeste comeback?
Billede

Så er vi klar med alle vinderne af vores alternative filmpriser her hos kino.dk anno 2023.

Vi har bl.a. fundet vindere til priserne for årets værste chef, videre til årets bedste underbid og årets klammeste lemlæstelse med mange flere.

Filmene, der har været i spil til kino.dk's alternative filmpriser, er kun biograffilm med dansk premieredato i 2023.

…OG VINDERNE ER:

Billede

Årets mest meme-venlige dans

M3GAN i M3GAN: Beyoncé mover over. Årets bedste og heraf også mest meme-venlige dans går til dræberdukken M3GAN. For med sejt schwung dansede hun sig ind i vores hjerter og ud på de sociale medier, hvor dansen blev forsøgt eftergjort.

Årets bedste åbningsscene med mest afføring i 

Babylon: Man kan måske godt synes, at det ikke er det mest behagelige nærmest at blive skidt i hovedet. Det er dog så godt som tilfældet i Damien Chazelles festfyrværkeri af en film, hvor en elefant skider direkte ud på lærredet i en herlig åbningsscene, der således er årets bedste med mest afføring i.

Årets bedste uvenner

Colin Farrell og Brendan Gleeson i The Banshees of Inisherin: Fra den ene dag til den næste beslutter Colm Doherty sig for, at han ikke længere vil være bedste venner med Pádraic Súilleabháin. UDen yderligere forklaring eller rationale. Sortkomisk, absurd og helt vidunderligt fascinerende.

Cocaine Bear
(© Cocaine Bear (UIP))

Årets mest fucked up bjørn

Bjørnen i Cocaine Bear: Ja, den her giver sig selv. For det er bjørnen i Elizabeth Banks' groteske og bizart underholdende bjørnefræser, som er høj på kokain, hvilket afstedkommer sin del af mennesker på røven. En i den grad fucked up bjørn.

Årets mest hjerteskærende far-datter-forhold

Far og datter i Aftersun: Charlotte Wells' 'Aftersun' er en af årets fineste film - ikke mindst takket være det følelsesgribende forhold mellem far og datter. En relation, der former sig mellem nutid og fortid. Hele vejen sart, indsigtsfuld og ikke mindst troværdigt hjerteskærende.

Årets vildeste comeback 

Brendan Fraser i The Whale: Fra gennembruddet med film som George of the Jungle og The Mummy-filmene til ikke at lande de største roller i de største film, bragede Brendan Fraser igennem igen med sit nuancerede og sjælelige portræt af den melankolske Charlie. Et vildt comeback. Intet mindre. 

John Wick 4
(© Nordisk Film)

Årets bedste fald på trapper går til Keanu Reeves

Keanu Reeves i John Wick: Chapter 4: Der er fuld actionknad på det fjerde kapitel om John Wick. En af de vildeste og mest tossede scener er den, hvor Keanu Reeves i titelrollen tumler nærmest i det uendelige ned ad en meeeeget lang trappe. Over the top og årets bedste fald på trapper.  

Årets bedste birolle

David Lynch som John Ford i The Fabelmans: Som et lyn jager David Lynch sig ind i Steven Spielbergs fine 'The Fabelmans' i rollen som den legendariske og ligefremme filmskaber John Ford. En originalt tænkt casting, der i den grad rammer plet og sætter et fuldfedt punktum på filmen. Imponerende.

Årets sejeste læge

Underverden 2: Med opfølgeren til den danske actionhævner Underverden fra 2017, vendte instruktøren Fenar Ahmad tilbage med endnu en omgang brutal vold med 'Underverden 2'. Det betød også, at Dar Salim vendte tilbage som lægen Zaid, der uden tvivl også er årets sejeste læge.  

Nicolas Cage / Renfield
(© UIP)

Årets værste chef

Nicolas Cage som Dracula i Renfield: Nicolas Cage er en af de mest alsidige skuespillere i verden. Han mestrer også det komiske, hvilket han i rollen som Dracula beviser med al tydelighed. Herunder at være den absolut værste, mest manipulerende og kontrollerende chef for sin undersåt Renfield. 

Årets sjoveste overraskelse

Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves: Selvom her er tale om en film baseret på det vildt populære spil, kom det alligevel som årets sjoveste overraskelse, hvor sjov og vellykket komisk filmen er. Bl.a. med et veloplagt cast med charmerende Chris Pine og Michelle Rodriguez i front.

Årets bedste brug af et rivejern 

Evil Dead Rise: Ikke alene er denne splattergyser en af årets mest blodige og mest brutale, så er det også filmen, der gør bedst brug af et rivejern. Mere vil vi ikke afsløre her. Vi vil dog så meget som at sige, at når du ser rivejernsscenen, at du ikke er i tvivl om, at det er årets bedste brug af et … ja, rivejern.

Billede
(© Nordisk Film)

Årets skuespiller, vi gerne vil se meget mere til

Emilie Kroyer Koppel i Ustyrlig: Ikke alene er Malou Reymanns drama både virkelig stærkt og tankevækkende, så finder man i hovedrollen som den unge Maren en helt igennem gribende Emilie Kroyer Koppel. Hende ser vi gerne meget mere til i fremtiden.

Årets mest blodige drab på onde nazister

Sisu: Der er i den grad smæk på volden i denne actionfræser. Det gælder ikke mindst i måden, hvorpå vores ensomme helt nedkæmper onde nazister på stribe. Det på mest opfindsomme, blodige og brutale vis. Underholdende, voldsomt og absurd morsomt.

Årets mest wes andersonske film

Asteroid City: Hvis der er en film i år, der er den mest wes andersonske, så er det - ikke overraskende - Wes Andersons egen 'Asteroid City'. Sirligt sat i scene, hvor der ikke er en eneste kameraindstilling, der ikke minutiøst er planlagt ned til mindste detalje. Hertil kommer vanen tro et imponerende cast.

Spider-Man: Across The Spider-Verse
(© Spider-Man: Across The Spider-Verse / Sony Pictures)

Årets vildeste interdimensionelle farveladetrip

Spider-Man: Across the Spider-Verse: Filmen, der i år leverede det vildeste interdimensionelle farveladetrip var opfølgeren til Spider-Man: Into the Spider-Verse fra 2018. denne fortsættelse pressede endnu mere til, hvad der er muligt at skabe med original animation. Virkelig vildt!

Årets bedste Joker-skurk, der ikke er Jokeren

Jason Momoa som skurken i Fast and Furious 10: Der er ingen tvivl om, at Jason Momoa har kigget i retning af Batmans nemesis Jokeren, inden han tog rollen som den maniske og grinende skurk Dante, der i 'Fast X' gør livet surt for Vin Diesel & co.

Årets dårligst computerskabte babyer 

CGI-babyerne i The Flash: Det var ikke just alle effekter, der stod skarpt i denne superheltefilm. Bl.a. kom computertroldmændene til kort i forsøget på at skabe babyer, der faldt fra en bygning, som styrter i grus. Ikke overbevisende. Virkelig en bundskraber, hvad computerskabte babyer angår.

Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One
(© Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One / UIP)

Årets bedste Tom Cruise

Tom Cruise i Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One: Der er ingen som Tom Cruise. Han er et unikum i filmens verden. Dedikeret ned til mindste detalje i sine film, hvor han med det syvende kapitel i Mission: Impossible-franchisen beviser, at han stadig i den grad er den bedste Tom Cruise.

Årets mest spydige dialog

Toves værelse: Paprika Steen som Tove Ditlevsen og Lars Brygmann som Victor Andreassen gav den i det danske drama virkelig spydigt gas. Med et velskrevet og bidsk manuskript af Jakob Weis blev der i filmen i den grad ping ponget ondskabtfuldt, fornærmende og spydigt. Helt forrygende.

Årets værste selskabsleg

Besættelseslegen i Talk to Me: Selvom det ganske vist er med underholdningen for øje, at en gruppe af unge i denne gyser sætter sig i kontakt med noget på "den anden side" af vores virkelighed, er det virkelig også årets værste selskabsleg at lade vennerne blive blodigt besat af grumme dæmoner.

Barbie
(© Warner Bros. / Barbie)

Årets bedste dobbelt-feature

Barbie og Oppenheimer aka Barbenheimer: Er der to film, som har været på alles læber i filmåret 2023, så er det Barbie og Oppenheimer, der sammen er kendt som 'Barbenheimer'. Et filmisk fænomen, der kommer til at stå helt centralt, når vi fremover ser tilbage på året i filmens tegn.

Årets klammeste lemlæstelse

Benafsavningen i Saw X: Saw-franchisen har fra begyndelsen været garant for alverdens brutale mord og bestialske dødsfælder. I denne 10. film i det sadistiske univers, leveres året klammeste lemlæstelse. Nemlig en kvinde, der må save sit eget ben af med en metalwire. Klamt, blodigt og brutalt.

Årets bedste underbid

Leonardo DiCaprio i Killers of the Flower Moon: Der bliver fra Leonardo DiCaprios side gået all in på underbiddet i hans rolle som den småtumpende Ernest Burkhart i Martin Scorseses storfilm. Her leveres hans underbid med sådan en styrke, at det kun kunne blive årets bedste underbid.

Billede
(© UIP)

Årets mest syrede film, som alt for få så

Beau is Afraid: Med filmskaberen Ari Aster bag kameraet og en vidunderligt plaget Joaquin Phoenix foran, er dette en vinder af en syret filmoplevelse, som alt for få så i biografen. Det er virkelig en skam, da filmen på så mange fronter er en originalt fortalt film fra en af tidens mest originale filmskabere.

Årets bedste kartoffel-western

Bastarden: Fortællingen er sat på den danske hede, hvor det for Mads Mikkelsens karakter gælder om at opdyrke den golde jord. Med westernschwung og kartoffeljagt samt onde skurke, står Nikolaj Arcels medrivende film som årets bedste kartoffel-western.

Årets værste hvervekampagne til at blive folkeskolelærer

Lærerværelset: En af årets bedste film er også en af de mest stressende. Vi kommer nemlig her med ind på livet af en folkeskole - både på lærer- og elevsiden. Der er ikke et stille øjeblik i filmen. Stressende som bare pokker og den absolut værste hvervekampagne til at blive folkeskolelærer. 

Den store stilhed
(© Scanbox)

Årets bedste nonnedrama

Den store stilhed: Katrine Brocks' gribende drama, der udspiller sig på et dansk kloster, er også årets absolut bedste nonnedrama. Med sikker sans for nuancerne i karaktererne og en smuk billedside, drages vi ind i livet på klostret og dets beboere.

Årets vildeste monsterfilm

Godzilla Minus One: Med lige knap 70 år på bagen, kunne man måske foranlediges til at tro, at endnu en Godzilla-film snart ville være en for meget. Det er langt fra tilfældet med den japanske monsterfest 'Godzilla Minus One', som er årets vildeste monsterfilm.

Årets mest liderlige rumvæsen

Rumvæsnet i Jomfruer fra rummet: I den danske ungdomskomedie, møder vi rumvæsnet med navnet Allan, der er sat på Jorden for at formere sig. I skikkelse af Tobias Stelzner ser vi altså således det absolut mest liderlige rumvæsen fra filmåret 2023.

Ulf Pilgaard i 'Nattevagten - Dæmoner går i arv'
(© 'Nattevagten - Dæmoner går i arv' / Nordisk Film)

Årets mest creepy Ulf Pilgaard

Ulf Pilgaard som Wörmer i Nattevagten - Dæmoner går i arv: Ole Bornedal fulgte i år op på sit eget filmiske gennembrud Nattevagten fra 1994. Her fandt man bl.a. tilbage på rollelisten den i dag 83-årige legende Ulf Pilgaard, som tog sin rolle som morderen Wörmer til nye creepy højder. Gisp og gys!

Årets bedste He-Man, der ikke er He-Man

Zac Efron i The Iron Claw: Hvis ikke, man lige vidste det, kunne man godt tro, at det var til rollen som He-Man, at Zac Efron havde trænet sin krop op - og ikke en wrestler i dramaet 'The Iron Claw'. For med svulvende overkrop og en frisure, der er He-Man værdig stod han her knivskarpt og klar til at løfte sværdet mod himlen og udbryde "By the power of Grayskull!".

Se alle kommende film i biografen her.