Se den første trailer: Ny DR-serie skildrer den brutale historie om Ungdomshuset
Den nye DR-satsning UNGEREN - overgi´r sig aldrig fortæller historien om det famøse ungdomshus på Jagtvej 69 fortalt gennem øjnene af husets ledende figurer.
Fiktionsserien er inspireret af de virkelige hændelser der fandt sted før, under og efter huset blev ryddet af politiet den 1. marts 2007. En sag der fik markant medieomtale grundet de mange optøjer der fulgte.
For dem, der måske var for unge til at huske det, eller som har glemt det, kommer her en kort forklaring af, hvad der skete:
I 1982 gav Københavns kommune ”ungdommen” et hus hvor de kunne være herre i eget hus og styre den daglige drift. Dog stadig med kommunen som ejer.
Jagtvej 69 på Nørrebro blev et kulturelt og politisk fristed for unge og et samlingspunkt for dem, der søgte frihed fra det, de anså som et undertrykkende og autoritært samfund.
14 år efter at den socialdemokratiske kommune havde givet de unge mennesker huset, valgte de dog, at det var tid til at huset blev solgt. Kommunen, og de omkringliggende beboere, var blevet utryg ved huset, og de ting der foregik.
I 2001 blev huset solgt til det berygtede Menigheden Faderhuset. Noget de unge mennesker ikke valgte at respektere. Det resulterede i en længere retssag. En retssag, som de unge mennesker på Jagtvej 69 tabte.
Tidligt om morgenen den 1. marts 2007, i en overraskelsesaktion, ryddede politiet bygningen, hvilket førte til voldsomme kampe mellem politi og demonstranter. I gadekampene som varede til sent ud på natten, blev over 800 demonstranter anholdt.
Jagtvej 69 blev senere jævnet med jorden.
Se den nye trailer til ’UNGEREN - overgi´r sig aldrig’ nederst i artiklen.
I serien, som vises i fem afsnit, følger man den kun 22-årige Iben og hendes 20-årige kæreste Alex, som begge spiller centrale roller i ungdomshusets hierarki. Huset fungerer som et fristed for mange af byens unge, der ikke føler, de passer ind andre steder.
På Jagtvej 69 kan de unge flygte fra hverdagens stress og jag samt fra et samfund, de ikke ønsker at være en del af. Men da Københavns Kommune beslutter at sælge huset i 2001, efter det har fungeret som fristed i 19 år, kommer de unge under et alvorligt pres.
Kæresteparret kæmper efterfølgende hver deres kamp. Iben vælger den politiske vej og forsøger at presse politikerne til at ændre mening, mens Alex vælger en markant anderledes vej.
I al hemmelighed tilslutter Alex sig en militant fraktion af huset, en gruppe, der ikke tror på fredelige løsninger og derfor begynder at forberede sig på en konfrontation med politiet.
Traileren til serien viser både fiktive scener og arkivmateriale fra de faktiske optøjer.
Vi ser unge iført gasmasker, bevæbnet med håndvåben, og maskerede demonstranter i kamp med politiet - og et kort glimt af Ruth Evensen fra det berygtede Faderhus, som købte grunden af Københavns kommune. Det er tydeligt fra den korte trailer, at konfrontationerne med politiet er intense.
I 'UNGEREN – Overgi'r sig aldrig' optræder nogle af dansk film og tv’s største unge talenter.
kæresteparret Iben og Alex skildres af Thit Åberg (Sommerdahl, Højest besynderlige typer) og Elias Budde Christensen (Krysantemum).
Derudover finder vi Esben Dalsgaard, Sandra Kampp, Mohamed Djeziri og Vilmer Trier Brøgger på rollelisten i serien, som er skrevet til DR i et samarbejde mellem Mads Matthiesen (10 timer til paradis, Mr. Freeman) og Jesper Fink (Margrete den Første, Birthday Girl).
Serien er produceret af Helle Faber og Made in Copenhagen.
UNGEREN – Overgi'r sig aldrig har premiere på DR1 og DRTV den 4. oktober.