Se traileren: Ny dansk dokumentarfilm vil give svar på urgammelt spørgsmål

Den danske dokumentarist Simon Lec er dybt interesseret i det at være menneske. Det beviste han med sin spillefilmsdebut 'Being Human' i 2023, og den passion gentager han nu i Human Race, der får biografpremiere i slutningen af oktober.
Filmens trailer er netop udkommet og kan ses nederst i artiklen.
'Human Race' følger professoren Eske Willerslev over fem år, mens han leder et internationalt hold af forskere på en hidtil uset mission: At kortlægge DNA'et fra 5.000 forhistoriske mennesker.
Efterhånden som deres banebrydende genetiske arkiv vokser, begynder det at afsløre uventede hemmeligheder – og omforme vores forståelse af menneskets historie og evolution.
Kan tilstande som depression, bipolar lidelse og autisme have været en del af vores genetiske arv gennem hele historien? Og kan disse såkaldte forstyrrelser måske være en grundlæggende del af det at være menneske?

Simon Lec og hans filmhold har fulgt Willerslev og indfanget både højdepunkterne og de svære øjeblikke hos en mand, drevet af ambition og hjemsøgt af spørgsmål om identitet.
I forbindelse med lanceringen af traileren udtaler Lec:
- 'Human Race' handler i bund og grund om, hvordan vi som mennesker forsøger at finde vores plads i verden - og det har været rørende at mærke, hvor mange der genkender sig selv i det tema. For mig viser filmen, at videnskab i sin inderste kerne handler om menneskets grundlæggende trang til at forstå sin egen eksistens.
Dokumentaren er ikke blot et portræt af en forsker, der stræber efter at sætte sit aftryk på verden, men også en dybt personlig rejse - en rejse, der udfordrer vores forståelse af, hvad det vil sige at være anderledes, og antyder, at svarene måske ligger skjult dybt i vores urgamle gener. Den rejse fortæller producer Jacob Levin Krogh både er sket foran og bag kameraet:
- Det har taget fem år at producere 'Human Race'. Det føles derfor som en stor forløsning, at filmen nu omsider skal møde publikum i biografer over hele landet. 'Human Race' har været en lang rejse - ikke kun for os som filmhold, men også for de mennesker, hvis historier filmen fortæller.
'Human Race' får biografpremiere den 30. oktober.








