'Skam' på dansk? Gymnasiepige mødes af nådesløs virkelighed i første klip fra ny film

Jonas Risvig skildrer ungdommen anno 2024 i 'Kontra'
Kontra
(© Jesper Christensen / Scanbox Entertainment)

Jonas Risvig er kendt for at skabe tv-serier med unge, for unge og med lige præcis de temaer, der optager unge. Det perspektiv tager han med til sin første spillefilm, der har titlen Kontra.

Nu er første klip fra filmen udkommet, og du kan se det nederst i artiklen.

'Kontra', der får premiere i biografen til september, handler om pigen Fanny, der lige er flyttet fra Lolland og startet på et nyt gymnasium i Nordsjælland. 

Hun forsøger ivrigt at passe ind, men skolen domineres med hård hånd af pigegruppen i hendes klasse.

Klippet viser en pigemiddag, der tydeligt udpensler hierarkiet i klassen, hvor en gruppe piger styrer sagerne med hård hånd. Fanny konfronteres med den nådesløse virkelighed, når popularitetskulturen i pigeflokken viser sine mindre flatterende sider.

I filmen bliver Fanny senere ven med den tidligere dronning af flokken, Lilja, og sammen går de kontra på popularitetskulturen og gør præcis, hvad der passer dem for at opnå de samme muligheder og blive inviteret med der, hvor det sker. 

Men magtkampen har en pris, og hvad betyder det egentlig at være populær, hvis du ikke engang har en ven, som du kan stole på?

Jonas Risvig debuterede som 22-årig som tv-serie-instruktør på populære værker som 'Salsa', 'Drenge' og 'Centrum'. På den måde har Risvig etableret sig som den fremmeste formidler af unges virkelighed, der pt. føles som det tætteste vi kommer på den ultra-populære norske tv-serie 'Skam'.

Som forberedelse til 'Kontra' har han haft samtaler med over 100 unge, der har fortalt om deres liv og virkelighed. Derfor har filmen været nogle år undervejs.

I de to hovedroller som Fanny og Lilja ses de to unge debutanter Andrea Ølbye Hjejle og Anna Lehrmann. 

Rollelisten rundt om hovedrollerne består af et mix af debutanter og tidligere medvirkende fra Jonas Risvigs serier, som tæller bl.a. Safina Coster-Waldau og Ingrid Bjerg-Raft fra Salsa og den erfarne skuespiller Kasper Leisner.

'Kontra' får biografpremiere den 19. september.