Thomas Vinterberg laver Netflix-serie med Hollywood-stjerne

Om Kennedy-familien
Billede
(© TODD WAWRYCHUK / A.M.P.A.S.)

Den danske instruktør Thomas Vinterberg har fundet sit næste projekt. Denne gang i international skala.

Oscar-vinderen kaster sig nemlig over en stort anlagt amerikansk Netflix-serie om den kendte Kennedy-familie.

Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse.

Serien får titlen 'Kennedy' og vil tage sit udgangspunkt i Fredrik Logevalls bog om det amerikanske familiedynasti 'JFK: Coming of Age in the American Century, 1917-1956'.

Vinterberg var senest aktuel med TV 2-serien 'Familier som vores', og han bliver altså i serieland. 

Thomas Vinterberg er executive producer og vil instruere det første og sidste afsnit af serien, mens Sam Shaw (Castle Rock) vil fungere showrunner.

Netflix beskriver selv den nye Kennedy-serie som omhandlende "de intime liv, kærligheder, rivaliseringer og tragedier, der formede det mest ikoniske dynasti i moderne historie - og som var med til at skabe den verden, vi lever i i dag".

Serien vil starte i 1930'erne og følge Joe Kennedy Sr., hustruen Rose og deres ni børn, herunder den senere amerikanske præsident John F. Kennedy, der blev skudt og dræbt i 1963.

Rollen som Joe Kennedy Sr. skal spilles af Hollywood-stjernen Michael Fassbender, som man vil kende fra bl.a. X-Men-filmene eller Steve Jobs.

Rollen som John F. Kennedy har de senere år været beslaglagt af en dansker, nemlig Caspar Phillipson, der har spillet præsidenten hele seks gange nu. Senest i starten af i år i dramaet Maria. Læs mere om hans oplevelser som JFK her.

Hvorvidt Phillipson vil gentage rollen som JFK i denne serie vides ikke. Men da der er tale om en betydeligt yngre udgave af karakteren, vil vi formentlig se et frisk ansigt i rollen.

Tidligere har den danske instruktør Nikolaj Arcel arbejdet på en Kennedy-film med Matt Damon. Læs mere om den her.

Netflix-serien 'Kennedy' afventer en premieredato.

Nyeste film i biografen