Top 5: Ryan Reynolds' bedste filmroller
Ryan Reynolds er helt og aldeles på toppen i år.
Først med en dejlig rolle i familiefilmen If - Fantasivenner og siden med den længe ventede Deadpool & Wolverine. I den forbindelse har vi kigget på skuespillerens mange og alsidige filmroller for at udpege fem af de absolut bedste.
Den canadiske skuespiller har mere end 120 skuespillerkrediteringer listet på filmdatabasen IMDb, så der er bestemt nok at vælge imellem. Det har ikke været en nem opgave.
Vi er dog lykkedes med det, hvor nedenstående udvalgte roller spænder fra både komik og action til gys og romantik.
Artiklen blev første gang bragt i forbindelse med premieren på Hitman's Wife's Bodyguard.
Du finder Ryan Reynolds’ fem bedste filmroller herunder:
Paul Conroy i 'Buried'
Det er en imponerende præstation, som Ryan Reynolds leverer i den yderst klaustrofobiske og intense thriller Buried. For han er ene mand om at løfte filmen i rollen som den hårdt pressede Paul Conroy, der vågner op levende begravet i en kasse dybt under jorden. Han må nu mod alle odds forsøge at blive reddet, inden ilten slipper op. Det bevæbnet alene med en lighter og en mobiltelefon.
Ikke alene viser Reynolds her, hvordan man kropsliggør ren desperation på meget lidt plads, men løfter også filmen på engagerende vis. Det sammen med den originalt fortalte og spændende filmede fortælling.
Andrew Paxton i 'The Proposal'
Der er op til flere romantiske komedier på Ryan Reynolds CV. En af de bedste er The Proposal, hvor han spiller overfor Sandra Bullock i rollerne som cool forlagsredaktør og magtfuld isdronning. Men da hun befinder sig ulovligt i USA og snart vil blive deporteret til sit hjemland, Canada, får hun den plan at blive lyn-forlovet. Ind på scenen træder hendes underkuede assistent i skikkelse af en charmerende Reynolds.
De to sammen er et virkeligt morsomt bekendtskab, hvor netop deres forskelligheder afføder både gode grin og sød romantik. Reynolds viser således her ikke alene, at han kan spille komisk op til Bullock, men også, at han bestemt kan indtage romantiske roller.
Wade Wilson aka Deadpool i 'Deadpool', 'Deadpool 2' og 'Deadpool & Wolverine'
Det er ikke til at komme udenom Ryan Reynolds glansrolle som den utraditionelle og groft bandende superhelt Deadpool. En kulørt en af slagsen, hvis sår og skader heler sig selv lige så hurtigt som Wolverines, mens hans kampfærdigheder matcher Batmans.
Hvor helte normalt forsøger at hjælpe de svage og fange forbryderne, er Deadpool mest af alt ude på at hævne sig på sin skaber og samtidig irriterer flest mulige med grove kommentarer og kvikke bemærkninger.
Marvel-karakteren får i den grad sprudlende morsom og veloplagt energi af en komisk Reynolds i sit es. Ja, Rynolds har her absolut fået genrejsning efter portrættet af karakteren i X-Men Origins: Wolverine. Det samme kan siges om Hugh Jackmans Wolverine, som også dukkede op overfor Wade Wilson i 'Deadpool & Wolverine', der endda er blevet den største kommercielle succes for en film med den høje R-rating-censur.
Michael Bryce i 'The Hitman's Bodyguard'
Ryan Reynolds forener på forbilledlig vis sine meritter indenfor hårdtslående action og kvik komik som livvagten Michael Bryce, der efter at have mistet en vigtig kunde er degraderet til lavbetalte småjobs. Så da han får til opgave at beskytte verdens bedste lejemorder, kommer han på sin hidtil vanskeligste opgave.
The Hitman's Bodyguard er nemlig en både grovkornet og voldelig action-komedie, der er som skabt til fans af Reynolds skarpe replikker og skydefærdigheder. Det er da også ren dynamisk dynamik, man her finder i samspillet mellem ham og selveste Samuel L. Jackson.
Jerry, hunden Bosco og katten Mr. Whiskers i 'The Voices'
Med en god portion sort humor tager The Voices publikum med ind i hovedet på en sindssyg morder. Filmen handler nemlig om Jerry, der udadtil måske virker helt normal. Derhjemme ser verden dog anderledes ud. Jerry fører nemlig længere samtaler med sin hund Bosco og katten Mr. Whiskers.
Jerry har på sit arbejde et godt øje til Fiona, men da hun brænder ham af på en date, eskalerer samtalerne med kæledyrene - og katten får ham ud på et drabeligt sidespor. Reynolds er sød, skræmmende og virkelig morsom som både morder, hund og kat i en fortælling, der formår at blande horror, thriller og komedie.