Twilight-stjerne får hovedrolle i ny serie om varulve - med et skørt twist

Den 33-årige amerikanske skuespiller Taylor Lautner vil altid være forbundet til sin rolle som varulven Jacob Black i Twilight-serien. Og modsat sine medstjerner fra teenagefænomenet, Kristen Stewart og Robert Pattinson, har Lautner aldrig formået at skabe en nævneværdig skuespillerkarriere post-Twilight.
'Twilight' er også udgangspunktet for en ny serie med titlen Taylor Lautner: Werewolf Hunter. Amazon MGM Studios og studiet bag tv-serierne 'BoJack Horseman' og 'Undone', Tornante, producerer serien, der forventes at lande på Prime Video.
Som titlen indikerer spiller Lautner en fiktiv version af sig selv. Den officielle synopsis lyder:
"Efter at have indspillet den sidste Twilight-film forsvandt Taylor Lautner fra rampelyset. Fans spekulerede, tabloids teoretiserede - men sandheden er vildere end fiktion. Taylor holdt ikke bare en pause i mental sundhed. Han forberedte sig på sit rigtige kald… 'Taylor Lautner: Werewolf Hunter'."
"Taylor, som spiller sig selv, drages ind i et hemmeligt selskab af varulvesporere, der har brug for hans unikke ekspertise. Mens han navigerer i sit dobbeltliv – Hollywood-skuespiller om dagen, overnaturlig kriger om natten – må Taylor kæmpe med den ultimative ironi: at kæmpe mod de væsner, der gjorde ham berømt. Mellem at redde verden, genoplive sin karriere og forelske sig, står han over for det ultimative spørgsmål – hvad sker der, når din største rolle bliver din største fjende? "
Det lyder ret underholdende og selvironisk, ligesom man har kunnet se i film som JCVD, hvor action-stjernen Jean-Claude Van Damme spillede en reflekterende version af sig selv, eller i undergangskomedien This Is the End med Seth Rogen og James Franco. På de hjemlige breddegrader har vi 'Klovn', hvor Casper Christensen og Frank Hvam spiller... ja, Casper og Frank.
Virkelighedens Taylor Lautner har siden Twilight-afslutningen i 2012 med Breaking Dawn – Del 2 medvirket i en række mindre vellykkede film som bl.a. 'Tracers', 'Run the Tide' og senest 'Home Team' for Netflix.
'Taylor Lautner: Werewolf Hunter' har endnu ingen udgivelsesdato.