Vi kårer de allerbedste film i dette årtusinde

Daniel Bentien, chefredaktør

Ringenes Herre: Eventyret om Ringen (2001)

Hvis jeg måtte, ville jeg have taget hele Peter Jacksons mesterlige Ringenes Herre-trilogi med, men skal jeg vælge mellem filmene (mine børn), bliver det med et mulehår den første film 'Eventyret om Ringen'.

Jeg husker stadig suset i maven, da jeg så introen, hvor elvere og orker udkæmper et drabeligt slag foran Dommedagsbjerget til premieren i Imperial. Og herfra var det én lang rejse i Midgårds fantastiske verden, som jeg aldrig bliver træt af at genbesøge.

Det er svært at fremhæve enkelte elementer, men violinerne i det hyggelige Herred, det vidunderlige Kløvedal med "One does not simply walk into Mordor"-diskussionen, de uhyggelige Nazgûl-ryttere med knoglegennemtrængende skrig, Gandalfs kamp mod balroggen (og efterfølgende tårevædede reaktion fra følgeskabet) og Boromirs endeligt står som højdepunkter for mig i en film, som altid vil være blandt mine favoritter nogensinde.

Pans labyrint (2006)

'Alice i eventyrland' placeret i tiden omkring den spanske borgerkrig. Sådan kunne 'Pans labyrint' kortfattet beskrives, men det ville være en stor simplificering.

For det første fylder de eventyrlige elementer mindre end i Lewis Carrolls fortælling og bliver af instruktøren Guillermo del Toro brugt med stor omhu til at projicere den brutale virkelighed, som pige Ofelia (Ivana Baquero) befinder sig i, ind i en mørk fantasy-verden med nogle af de mest huskværdige figurdesign i filmhistorien - med faunen Pan og den blinde mand med øjnene i hænderne som mest ikoniske.

Mens det eventyrlige rige kan fortolkes som en flugt fra den virkelige verden, især personificeret af den hensynsløse stedfar Vidal (Sergi López), bliver det aldrig afsløret, om der er tale om Ofelias tankespind, eller om Pans labyrint virkelig findes. Det er blandt andet det, er gør filmen til en af de bedste ikke bare i sin genre, men i det 21. århundrede.

Den store skønhed (2013)

Paolo Sorrentinos mesterværk viser Rom fra sin smukkeste side, som ikke er set siden Federico Fellinis klassikere.

Toni Servillo er perfekt castet i hovedrollen som Jep Gambardella, en forfatter og mangeårig festabe, der har begivet sig i de højere, sociale luftlag. Efter sin 65-års fødselsdag, og et uventet dødsfald, begynder han dog at sætte spørgsmålstegn ved sine livsvalg.

Filmens lydbillede er et mix af smuk, klassisk kormusik og sydeuropæisk techno, hvilket er med til at bidrage til følelsen af modstridende forvirring i Gambardellas sind. 

Sorrentino spidder også religion, kultursnobber og overfladiske dyder. Og hvad bliver tilbage, når alt er hevet fra hinanden? Roms evige skønhed og filmen, der foreviger den på mesterlig vis.

Christine Dyrskjøt Elmstrøm, redaktør

There Will Be Blood (2007)

Quentin Tarantino er en fremragende filmskaber, men han har for nyligt tabt sutten, da han kaldte Paul Danos præstation i 'There Will Be Blood' for "svag". Undskyld mig Mr. Tarantino, men der er ikke én eneste svag detalje ved denne her film.

Jo jo, Daniel Day-Lewis som ambitiøs og målrettet oliemand er en af de bedste skuespillerpræstationer nogensinde, men Danos mere skrøbelige præstation i to forskellige roller er ligeledes fra højeste skuffe.

Med 'There Will Be Blood' viser Paul Thomas Anderson sig som en af vor tids bedste filmskabere, der mestrer både det subtile og det bombastiske, og som med ild, olie og bowlingbaner skaber rammerne for absolut uforglemmelige øjeblikke.

Portræt af en kvinde i flammer (2019)

Lige inden verden lukkede ned, pandemien ramte og alting ændrede sig, havde jeg den mest magiske biografoplevelse, hvor jeg smeltede sammen med klipper, havbølger og længselsfulde blikke i Céline Sciammas franske mesterværk 'Portræt af en kvinde i flammer'.

Nyere gensyn har bekræftet, at filmen som få formår at portrættere begær og passion med sin historie om portrætmaleren Marianne, der i 1770'ernes Frankrig skal male et portræt af den smukke Heloise – uden at hun opdager det.

Kunsten er et kærlighedssprog både for instruktøren og Marianne, der indleder en forbudt romance med sin muse. Og mens vi har set begærligt på kvinder gennem mænds øjne ubeskriveligt mange gange gennem filmhistorien, dominerer den feminine blik 'Portræt af en kvinde i flammer' på poetisk vis.

Verdens værste menneske (2021)

Jeg er nok blevet lidt besat af denne her film, men hvem kan bebrejde mig? Joachim Trier er en af de mest interessante filmskabere i Norden lige nu, og med 'Verdens værste menneske' har han skabt en af de film, som har ramt mig allerdybest - nogensinde.

Filmen følger den snart 30-årige Julie, der ikke har fundet ud af, hvem hun er, eller hvad hun vil. Med Oslo som baggrund portrætterer Trier med enorm præcision følelsen af rastløshed, identitetskrise og ståstedet mellem ungdommen og hvad end, det betyder at være "voksen".

Tid og sted står stille i en af mesterværkets mest ikoniske og uforglemmelige sekvenser, der emmer af frihed og oprigtighed, og som resten af 'Verdens værste menneske' bør gå ned i filmhistorien.

Daniel Hartvig, nyhedsredaktør

Blinkende lygter (2000)

Anders Thomas Jensens sorthumoristiske krimi-drama varslede en ny tid i dansk film, hvor humor og vold gik hånd i hånd med en brutal alvor. 

Båndet mellem de fire kriminelle venner, der må tage på flugt, er rørende, mens der ikoniske replik-pingpong ikke er overgået på dansk film. Få film har så mange mindeværdige citater. Mens de allegoriske flashback er fænomenale kortfilm i sig selv.

Jeg bliver aldrig træt af at føle og grine med (og af) Torkild, Arne, Steffan og Peter. 

Blade Runner 2049 (2017)

Dette er muligvis blasfemi for nogen, men jeg synes, at 'Blade Runner 2049' er den bedste Blade Runner-film. Denis Villenueve har markeret sig som et af dette århundredes mest centrale instruktører - og flere af hans andre film kunne egentlig have skiftet plads med denne.

'Blade Runner 2049' er en af mine mest sanselige oplevelser i biografen. Det er et visuelt mesterværk, der veksler mellem sine kulørte neonfarver og den korngule, støvede ørken. Den episke skala giver universet det format, som det fortjener.

Vores rejse med Ryan Goslings replikant K føles nærmest terapeutisk, mens Harrison Ford faktisk virker glad for at være tilbage i rollen som Rick Deckard.

Once Upon a Time... in Hollywood (2019)

Få instruktører har betydet så meget for min filminteresse som Quentin Tarantino - og med 'Once Upon a Time in... Hollywood' leverer mesterinstruktøren den perfekte cocktail af alt, jeg elsker ved hans værker; Humor, hævn, spænding, mindeværdige replikker, filmnørderi, genrebevisthed, stærke skuespillerpræstationer og en finale, som få film kan overgå.

Med Cliff Booth (Brad Pitt) får vi ikke kun Tarantinos bedste karakter, men også en af dette århundredes fedeste figurer på tværs af alle film.

Universet er ramt til perfektion, og når Tarantino præsenterer os for Los Angeles anno 1969 og sender os i biografen med Sharon Tate (Margot Robbie), så har jeg lyst til at rejse tilbage i tiden og være med.

Bjarke Friis Kristensen, skribent

Memories of Murder (2003)

Jeg knuselsker en god seriemorderjagt på film. Det er præcis, hvad Bong Joon Ho mesterligt og dragende leverer med sin underspillede 'Memories of Murder'.

Det var ved første møde en kæmpe fornøjelse at blive viklet ind i denne urovækkende seriemorderjagt i 80'ernes Sydkorea, der er inspireret af en sand historie.

Det er en drønspændende, konstant dirrende og intenst gribende thriller, der opsluger mig ved hvert gensyn med sin engagerende sans for detaljen og en drilsk legen kispus med sine plotdrejninger og karaktermæssige spidsfindigheder.

There Will Be Blood (2007)

Filmskaberen Paul Thomas Andersens monumentale mesterværk står som en kæmpe stenstøtte i mit hjerte, når jeg ser tilbage på de seneste 25 år i biografen.

Ikke alene giver Daniel Day-Lewis som den kyniske Daniel Plainview et udødeligt portræt, men også filmens smukke og konstant levende billedside af fotograf Robert Elswit er mejslet ind i filmhistorien akkompagneret af Jonny Greenwoods insisterende score.

Denne prægtige film ramte mig som en forhammer lige i maven og hjertet fra første gang, den foldede sig for evigt fascinerende ud på det store lærred med sin blanding af grådighed, religion, magtkampe, familie, had samt storhed og fald.

Mission: Impossible - Fallout (2018)

Tom Cruise leder an i dette pokkers medrivende kapitel i Mission: Impossible-franchisen, der leverer varen på så mange vilde parametre, at jeg får pulsen godt op at køre, mens agent Ethan Hunt forsøger at overleve missionens halsbrækkende strabadser.

Historien bølger sig action-virilt gennem sit driftige plot, hvor jeg mærker, at der virkelig er noget på spil - både personligt for Hunt og hans team. Nå ja, og naturligvis også for verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes gribende i live filmen igennem, mens den ene svimlende, nervepirrende og forrygende actionscene gives pondus og engagerende liv.

Benjamin Blaakilde, skribent

Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (2003)

Har det 21. århundrede skabt en mere ikonisk karakter end Jack Sparrow (undskyld, Captain Jack Sparrow)?

'Curse of the Black Pearl' er den perfekte action-adventure-film: stramt fortalt, uden overflødigt fedt og helt ubesværet at nyde for enhver, der sætter den på. Det er eskapisme i sin reneste form, og det er ikke nødvendigvis helt nemt at ramme, som de mange efterlignere i løbet af århundredet kan testamentere.

Vi får romantik mellem de to flotteste mennesker nogensinde projekteret på det store lærred i Keira Knightly og Orlando Bloom, vi får åndsvagt underholdende action, som må siges at være Gore Verbinskis absolutte spidskompetence, og vi får en konstant strøm af komiske replikker fra de skarpt skårede karakterer. 

Vi ved slet ikke, hvor forkælede vi var med den her film og dens to efterfølgere i nullerne, og der bliver simpelthen bare ikke lavet film som disse i samme kvalitet mere.

Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004)

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at 'Prisoner of Azakaban' var filmen, der gjorde mig håbløst forelsket i mediet. 

Hvor Chris Columbus i de to første film lagde det trygge, eventyrlige fundament for Hogwarts og troldmandsverdenen, river instruktør Alfonso Cuarón det her op ved roden og skaber noget langt mere kinetisk og mørkt. Billederne føles levende, og stemningen skifter elegant fra let og eventyrlig til så tæt, at man kan mærke kulden fra dementorerne i kroppen.

Hele Time-Turner-sekvensen er genialt løftet ud af og udvidet fra bogforlæget, og leger frydefuldt med paradokset om, at alt allerede er sket, mens der elegant foldes adskillige plot twists ud. 

Det var her, jeg forstod, hvad effektivt filmsprog kan - også i storladen fantasy - og den fornemmelse slipper aldrig helt igen.

The Social Network (2010)

Findes der perfekte film? Måske ikke, men filmen om Facebooks tilblivelse og de fordærvede hjerner bag kommer fandens tæt på for mig.

'The Social Network' er resultatet af et uhyggeligt kompetent hold, der konsekvent træffer de helt rigtige beslutninger.

Bag kameraet står selvfølgelig David Fincher, som aldrig gør noget halvt, og hvis totale kontrol over detaljer gennemsyrer hver eneste scene. Aaron Sorkins manuskript forvandler selv casual samtaler til tenniskamp-agtig dialog, der får én til at hænge fast ved hvert eneste ord.

Soundtracket fra Trent Reznor og Atticus Ross, som på det tidspunkt ikke havde lavet meget filmmusik, skaber en helt unik lyd til filmen. Og så er der skuespillerne, der består af et sandt gennembrudsgalleri. Alt spiller bare.

Victoria Dikov, skribent

Pulse (2001)

Kiyoshi Kurosawa er en af Japans (og verdens) største gysermestre, men det er med 'Pulse' fra 2001, at han skaber sit magnum opus, med det langsommeste slow burn, som man længe har set i gysergenren.

'Pulse' er en film, hvor den stigende brug af teknologi og sociale medier har gjort mennesker mere ensomme end nogensinde før, og hvor ensomheden kun får de ånder, der lever i krogene til at blive stærkere, hvor de suger ensomheden til sig, indtil der intet menneske er tilbage.

I filmen svæver vi i slow motion over en by fordærvet af ensomhed, hvor den eneste omfavnelse vi får er fra fortabte sjæle, der rådner os op indefra. Instruktøren omfavner den paranoia, der kommer med at konstant være online, og altid at føle sig tre skridt bagude i et samfund, hvor isolationen river os væk fra hinanden.

The Fall (2006)

'The Fall' er den bedste film, ingen har hørt om.

Tarsem Singhs selvfinansierede passionsprojekt er taget ud af barnlig fantasi og overdådige eventyrfortællinger - bogstaveligt talt.

Filmen er et virvar af episke fantasy sekvenser, men det er også et vidnesbyrd til det menneskelige sammenhold, og også kunsten, som begge er livsvigtige og uundværlige for vores overlevelse. Alt dette udfoldes i et venskab mellem en livsfarligt skadet stuntmand og en stædig lille pige, som skaber deres egen verden indenfor hospitalets vægge.

Lee Pace begår sig i hovedrollen med alle facetter af sine skuespilevner - som actionhelt, som manipulerende skurk, og med en tårepersende præstation, man sent vil glemme.

Popstar: Never Stop Never Stopping (2016)

The Lonely Islands mockumentary blev promoveret som en Justin Bieber-parodi, og det er det skam også, men Andy Samberg gør noget meget mere alsidigt og vidundeligt i sin rolle som superstjernen Conner4Real.

Mere end det er det et kærlighedsbrev til venskab. Det er en film om at finde sig selv og kende sig selv, om kendiskultur og fankultur, og en coming-of-age fortælling om voksne mænd, der virkelig bare har brug for at sige deres følelser højt.

Et mere ikonisk soundtrack findes dog heller ikke, hvor både albummet og filmen bugner med gæsteoptrædener fra stjerner som Ringo Starr, Mariah Carey, Seal og Linkin Park, der konstant tager pis på sig selv, med kompetente tekster fra trioen, hvis musikalske talent kun overgåes af det komiske.