400.000 svenskere var med på rejsen: Snart kommer succes-dokumentar til Danmark
Svenske dokumentarfilm er ikke hverdagskost i de danske biografer, men Den sidste rejse er også noget helt særligt.
Filmen er nemlig den største dokumentar i Sverige nogensinde! Den har solgt 400.000 billetter i biografen, mens anmeldelserne var gode. Fx gav Sveriges største filmmedie MovieZine den 5/5 stjerner og skrev:
- 'Den sidste rejse' er en gribende skildring af kærligheden mellem en far og hans søn, men det er også en underholdende og opløftende hyldest til livet.
Fra den 3. oktober kan filmen så opleves i de danske biografer. Du kan se filmens trailer nederst i artiklen.
Efter 40 år som fransklærer i Köping går Lars Hammer på pension. Han drømmer om en skøn tredje alder med rejser, vin og oplevelser med hustruen Tiina. Men i stedet for at nyde livets glæder, bliver Lars mere og mere passiv.
Tiina og sønnen Filip genkender ikke længere den livsglade mand og far, de altid har kendt.
Sammen med sin bedste ven og kollega Fredrik beslutter Filip sig derfor for at tage sin far med på en sidste rejse gennem Lars' elskede Frankrig i håbet om at genoplive hans livsglæde.
Fredrik Wikingsson og Filip Hammar er kendt i Sverige som et prominent tv-makkerpar og har adskillige shows, serier og film bag sig.
Op til premieren i oktober kan du læse vores interview med de to instruktører og medvirkende her på kino.dk.
'Den sidste rejse' har biografpremiere den 3. oktober.
Se traileren til 'Den sidste rejse' herunder: