6 nye danske film du kan se i hjemmebiografen i februar

Fra biografen til stuen
Herkules falder
(© Scanbox)

Isvinteren vil ikke slippe sit tag, og det føles efterhånden som ren chikane. Heldigvis byder februar på en række danske film på streaming - og nogle af dem kan du allerede se i dag.

Kom med til en kaotisk nytårsaften med Anders W. Berthelsen og Lars Brygmann, oplev et rørende portræt af tre generationer og usagte følelser, Dar Salim som hjemvendt soldat,- eller bliv suget ind i en satirisk fortælling om mænd, der tager kampen op mod sædbanker, feminister og kønsforrædere. 

Det nye år
(© Nordisk Film)

Det nye år

Nytårsaften er for mange en fest, der kan skuffe, hvis forventningerne sættes for højt. I Paprika Steens højtidskomedie skildres en festlig, men også dramatisk aften, hvor intet går som planlagt.

Vi møder således en vennegruppe, der traditionen tro fejrer nytåret sammen. Det hele skal være som det plejer! Det er dog nemmere sagt end gjort. Ikke mindst, da en ny gæst i gruppen gør sin entré, hvilket sætter de vennernes traditioner på prøve.

På rollelisten finder man bl.a. Tuva NovotnyChristian Tafdrup og Birgitte Hjort Sørensen samt Anders W. Berthelsen og Lars Brygmann. 'Det nye år' kan ses på Blockbuster

'Det nye år' kan ses på Blockbuster

Herkules falder
(© Scanbox)

Herkules falder

Veteranen Youssef er vendt hjem fra krig og kæmper nu med at genfinde sig selv, bl.a. i rollen som ægtefælle og familiefar. Men han hjemsøges af traumer, som krigen har efterladt ham med.

Youssef flytter derfor fra sin hustru og søn til et rehabiliteringshjem på den afsides ø Strynø i det sydfynske øhav, hvor han sammen med andre veteraner må prøve at komme på rette fode igen.

Dar Salim indtager hovedrollen som Youssef, Christine Gjerulff spiller hans hustru Lærke kone, mens Hector Banissi debuterer i rollen som deres søn.

'Herkules falder' kan ses på Blockbuster nu - og streames på Prime Video fra 23. februar. 

Ingen kære mor
(© Nordisk Film)

Ingen kære mor

Det danske drama er en både humoristisk og hjertevarm fortælling om tre generationer af kvinder i en familie, som samles for at holde jul sammen.

Det er dog ikke kun den rene juleidyl, da hemmeligheder og usagte følelser snart kommer op til overfladen og tvinger trekløveret til at konfrontere hinanden og deres relationer gennem et uundgåeligt opgør, som måske kan bane vejen for en ny begyndelse?

I rollen som den yngste datter finder man Freja Klint Sandberg, mens rollen som hendes mor indtages af Lene Maria Christensen. Afslutningsvis er det Birthe Neumann, der ses i rollen som mormor og mor.

'Ingen kære mor' kan ses på Blockbuster

Mand op!
(© Martin Dam Kristensen)

Mand op! 

Kvinderne har fået for meget magt – i hvert fald hvis du spørger mændene i den satiriske, danske film 'Mand op'.

Vi følger Rasmus, som starter den hemmelige undergrundsgruppe Mand Op. Om dagen arbejder han i en fagforening, og om natten er han og hans venner "frihedskæmpere". 

De går til kamp mod sædbanker, feminister og kønsforrædere med missionen om at få genetableret de traditionelle kønsroller. Da det hele pludselig løber løbsk, begynder mændene at sætte spørgsmålstegn ved, om de er gået for langt. 

Filmen er inspireret af manuskriptforfatter Lars Husums rejse til Florida i 2019, hvor han deltog i en mandekonference under falsk identitet. Han fulgte mændene i tre dage, hvilket har inspireret til udformningen af filmens karakterer.

Mikkel Boe Følsgaard indtager hovedrollen. Han flankeres af bl.a. Christopher Læssø, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen og Jens Albinus

'Mand op!' kan ses på Blockbuster 

Mors Drenge
(© HELLE MOOS)

Mors drenge 

Den anmelderroste dokumentarfilm 'Mors drenge' tager afsæt i Adrian Hughes' mors afskedsbrev, der rammer som et slag i maven: "Jeg beder til, at I er bedre ægtemænd og fædre, end I har været sønner."

Kender du Hughes fra DR-podcasten 'Mors afskedsbrev' eller bogen 'Mors dreng', ved du, at hans mor både var dramatisk og alkoholiseret. Men hvor historien tidligere primært har været fortalt gennem Adrian Hughes, deles mikrofonen nu af alle fem brødre, der hver især forsøger at forstå, hvad der ligger bag brevet, og hvorfor deres mor endte med at skrive det.

Dokumentaren blander privatoptagelser, tv-klip, interviews og rekonstruktioner til en helstøbt fortælling. I en konstrueret 70'er-kulisse genopfører professionelle skuespillere scener fra brødrenes opvækst, og grebet trækker fortiden helt tæt på. Minder, stemninger og sårbare øjeblikke får plads - og giver et mere sanseligt indblik i deres barndom og ungdom.

Birthe Neumann og Asta Kamma August portrætterer moren i sønnernes barndom og voksenliv og Jakob Cedergren spiller deres far, Hywel. 

'Mors drenge' kan ses på Blockbuster 

Mira
(© Scanbox)

Mira 

En familiefilm om de store, svære følelser, der kan ramme lige i skiftet mellem barn og teenager. 'Mira' bygger på Sabine Lemires danske bestseller-bogserie om Mira og hendes venner Naja og Luis.

12-årige Mira elsker at lave skraldefigurer og kan bruge timevis i klubbens krea-rum sammen med sine bedste venner, Naja og Luis. Men da Naja pludselig bliver venner med den nye, smarte pige i klassen, Beate, ændrer alt sig – og Mira står tilbage med følelsen af at være udenfor. Hun savner det, der var engang. Det trygge. Det faste.

Skal hun pakke sin passion for kreaprojekter væk og forsøge at blive mere som de andre piger, der snakker om kærlighed og forelskelser?

'Mira' er baseret på den populære bogserie af samme navn.

'Mira' kan ses på Blockbuster fra den 24. februar

Nyeste film i biografen