Dansk instruktør har opfundet en ny metode til biografaktuel film
Dansk instruktør har opfundet en ny metode til biografaktuel film
'Afterwar' har premiere denne uge
Eftervirkningerne af krig bliver fortalt af dem, der selv har prøvet det, i den nyeste film fra den danske instruktør Birgitte Stærmose, Afterwar, der netop har fået biografpremiere.
Se traileren til 'Afterwar' nederst, hvor du også kan købe billetter.
Her følger vi en gruppe børn i Kosovo gennem 15 år fra 1999, hvor de står tilbage med det krigshærgede land og konsekvenserne fra et mørkt kapitel i Europas historie.
Genren på 'Afterwar' er svær at definere, da de medvirkende udfører nøje formulerede monologer, som er kommet til gennem en cirkulær kreativ proces i et samarbejde mellem instruktøren og de medvirkende.
Det fortæller instruktøren, da vi mødte hende tilbage i februar til filmens verdenspremiere på filmfestivalen i Berlin.
- Den metode, jeg har benyttet mig af, er en, jeg har opfundet lidt undervejs selv. Så jeg tror ikke, at der er andre film, der har brugt den metode, som jeg har brugt.
- Den er jo faktisk inspireret af en metode, jeg har været med til at bruge til teater. Så metoden er, at jeg har interviewet dem. Sådan nogle lange interviews. Og ikke nogen interviews, der har interesseret sig for særlige specifikke ting. Men mere interesseret sig for deres sjæleliv. Og hvad de tænker, og hvad de føler.
'Afterwar' bygger videre på instruktørens kortfilm ’Ønskebørn’ fra 2009, der også havde premiere på Berlinalen. Hertil fandt hun de medvirkende, som efter mange år nu er tilbage for at viderefortælle deres historie.
Der er altså tale om helt almindelige mennesker i Kosovo, som ikke er professionelle skuespillere til dagligt. Og Stærmose har byttet rundt på de medvirkendes fortællinger, så de ikke hver især skal stå til ansvar for deres ageren i filmen.
Instruktøren fortæller også, at hun håber at kunne sætte fokus på en menneskelighed, som i dag går tabt i vores mediebillede:
- Jeg håber, at publikum bliver berørt af de medvirkende i filmen på en måde, hvor de kan se deres menneskelighed.
- Jeg har gjort mig meget umage med, at deres menneskelighed blev forstørret. At det blev meget synligt, fortæller Stærmose og uddyber:
- Fordi jeg synes i virkeligheden, at deres problem er, at man ikke tænker på dem helt som mennesker. Og jeg synes i virkeligheden, at vi kan have et problem i vores medier med, at når vi ser på folk, der lider, så tænker vi ikke på dem, som om det var os selv, der lider.
