Dansk ungdomssucces får efterfølger: Skifter hovedperson

Tilbage til Rosenholm Gymnasium
Smuk
(© SF Studios)

Ungdomsfilmen Smuk var ved sin udgivelse i 2022 en stor succes med tæt på 100.000 billetter solgt i Danmark.

Filmen om de grænseoverskridende 1.g-ritualer på Rosenholm Gymnasium bliver nu fulgt op af filmen Smukkere, der nu har begyndt optagelser.

Karoline Hamm vender tilbage til karakteren Selma og bliver nu omgivet af flere nye, unge talenter omkring sig.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Anna Munch ses i rollerne som veninderne Jasmin og Alberte, mens Tue Lunding og Salvador Selaya Steensig spiller rollerne som henholdsvis Johan og Clint. 

Selma skal i den nye film til at starte i 2.G. En sen aften i byen møder hun en sød, ung fyr og en uskyldig flirt opstår. Mindre uskyldigt bliver det, da den søde fyr pludselig tropper op på gymnasiet som Selmas nye musiklærer.

Karoline Hamm fik sit store gennembrud i den første film og har siden medvirket i tv-serien 'Drenge', thrilleren 'Kærlighed for voksne' og DR-serien 'Carmen Curlers', som alle fik premiere i 2022. 

I den kommende efterfølger bliver castet udvidet med Flora Ofelia, der på trods af sin unge alder allerede har opnået flere nomineringer og vundet en række prestigefulde priser bl.a. som den yngste prisvinder nogensinde for Bedste Hovedrolle ved San Sebastian i 2021 for Du som er i himlen. Hun medvirkede senest i Michael Noers Birthday Girl, hvor hun spillede overfor Trine Dyrholm.

Smukkere
(© Camilla Stephan © SF)

Flora Ofelia spiller Selmas veninde Jasmin, mens veninden Alberte bliver spillet af endnu en ung skuespiller, Anna Munch. Anna Munch er et kendt ansigt fra en lang række tv-serier og julekalendere senest DR-serien 'Klassen'.

Tue Lunding kommer med erfaring fra udlandet, hvor han senere på året medvirker i Paul W.S. Andersons amerikanske fantasyfilm 'In the Lost Lands', hvor han bl.a. spiller overfor Marvel-stjernen Dave Bautista. Salvador Selaya kan ligeledes opleves senere på året i en anden ungdomsfilm, nemlig Jonas Risvigs Kontra.

Vi ved endnu ikke om skuespillere som Andrea Heick Gadeberg og Sylvester Byder, der medvirkede i den første film, vil vende tilbage til deres roller.

Filmen bliver instrueret af Mogens Hagedorn, der har høstet stor international succes med Netflix-serien 'Ragnarok'.

'Smukkere' forventes at få biografpremiere i sommeren 2025.