Danske anmeldere skræmt af ny gyser: "Du vil komme til at skide i bukserne"

'Longlegs' med Nicolas Cage er premiereaktuel i biografen
Longlegs
(© Scanbox Entertainment)

En af årets mest hypede gysere er landet i de danske bigorafer. Longlegs, hvori Nicolas Cage spiller en seriemorder, kommer med gode salgstal fra udlandet og en fornem modtagelse.

I anledning af biografpremieren herhjemme har de danske anmeldere vurderet filmen. Og der er begejstring at spore over størstedelen af linjen, endda med en enkelt 6-stjernet anmeldelse iblandt.

Filmen bliver bl.a. kaldt en "horrorperle i sin egen ret", og "en god tur i et ualmindelig tjekket, tilpas nervepirrende spøgelseshus". Én anmelder går endda så vidt som at skrive, at det er filmen, han vil huske 2024 for!

Gyser-thrilleren 'Longlegs' følger den unge og talentfuld FBI-agent Lee Harker, der bliver sat på den uløste sag om en seriemorder på fri fod.

Efterhånden som sagen foldes ud, kommer agenten bl.a. også på sporet af det okkulte, mens hun finder en personlig forbindelse med den nådesløse seriemorder, der skal stoppes, før han kaster sig morderisk over en ny og uskyldig familie.

LÆS OGSÅ VORES INTERVIEW: Det første vilde møde med Nicolas Cage som seriemorder: "Han var totalt transformeret!"

 

Udpluk af danske anmeldelser af Longlegs:

 

Soundvenue, 6 ud af 6 hjerter

"Med udgangspunkt i genrens velkendte drejebog går en snarrådig FBI-agent på jagt efter en modbydelig seriemorder. Men herfra gør instruktør Osgood Perkins alt det, vi troede, vi kendte, på en ny og grusom måde. Dette er filmen, jeg vil huske 2024 for." (David Madsen)

Filmmagasinet Ekko, 5 ud af 6 stjerner

"Seriemorderfilm med Nicolas Cage hugger så meget med arme og ben fra filmhistorien, at den ender med at være en horrorperle i sin egen ret." (Karoline Balstrøm)

Ekstra Bladet, 4 ud af 6 stjerner

"Du vil komme til at skide i bukserne, fordi den er pisseuhyggelig." (Kristian Kleist Hansen)

Politiken, 2 ud af 6 hjerter

"Det er den mest hypede gyser i lang tid. Men selv Nicolas Cage i rollen som satanisk seriemorder er ikke så skræmmende, som det lyder." (Joakim Grundahl)

Information, giver ikke stjerner

"Osgood "Oz" Perkins’ gyser 'Longlegs' stimulerer ikke for alvor ens grundangst, men føles som en god tur i et ualmindelig tjekket, tilpas nervepirrende spøgelseshus." (Lone Nikolajsen)

'Longlegs' er aktuel i biografen. Se traileren herunder og køb dine billetter på kino.dk.

Køb billetter