Dansker laver ny amerikansk film med gyserlegende

Nye stortalenter medvirker
Drive (2011)
(© FilmDistrict / Drive)

Nicolas Winding Refn kan man roligt kalde for en af vores største auteurs, både herhjemme og internationalt. Han har stået bag den velkendte 'Pusher'-trilogi, og har både vundet og været nomineret til et væld af priser bl.a. ved Cannes Film Festival og British Academy Film Awards for bl.a. actionfilmen Drive.

Pusher-instruktør har allerede arbejdet med store udenlandske skuespillere som Ryan Gosling, Kriston Scott Thomas, Carey Mulligan, Ron Perlman, Miles Teller og Elle Fanning. Listen er lang.

Nu kan danskeren tilføje endnu et spændende samarbejde på CV - med en legende indenfor filmindustrien.

Refns kommende spillefilm, Her Private Hell, er hans første siden thrilleren The Neon Demon i 2016, og den kan prale af en rolleliste med særligt mange unge, lovende talenter, hvor bl.a. Sophie Thatcher ('Companion'), Charles Melton ('May December') og Diego Calva ('Babylon') medvirker.

Ikke meget vides endnu om filmens plot, andet end den er beskrevet som en "provokerende, hypnotiserende og vanvittig thriller". Nu har instruktøren dog offentliggjort på sin Instagram, hvem der står bag scoret til filmen.

Det er den internationalt anerkendte italienske sanger og komponist Pino Donaggio, der skal bidrage med lydsiden på stjerneinstruktørens kommende film. 

Man kan da love for, at der er noget stort i vente. Den legendariske maestro er et kendt navn indenfor gysergenren for sit brede virke af musik til både europæiske og amerikanske film, et arbejde, som han fik sin start på tilbage i 1973 på den psykologiske thriller 'Don’t Look Now'.

Lige siden har han kunnet pryde sit CV som komponist på et utal af ikoniske gyser- og thrillerfilm, og i samarbejde med nogle af de største filminstruktører over flere årtier. Han har bidraget med tonerne til klassikere som Brian de Palmas 'Carrie' (1976), og ligeså til moderne, mere uortodokse slasherfilm som 'Seed of Chucky' (2004).

Komponisten har flere gange arbejdet tæt sammen med den italienske gyser og giallolegende Dario Argento, såvel som den amerikanske Brian de Palma og Joe Dante.

Først i 90’erne på Argentos 'Two Evil Eyes' og 'Trauma', og senere igen i 2005 med filmen 'Do You Like Hitchcock?'. 

Brian de Palma og Donaggios arbejde sammen tæller kendte titler som 'Dressed to Kill', 'Body Double' og 'Raising Cain', såvel som den ikoniske instruktørs seneste film fra 2019, Domino, hvor man kan finde danske Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen.

Der står altså allerede noget af et stjernespækket hold bag Refns næste værk, som mesterinstruktøren lover disker op med: "en masse glitter, sex og vold". 

'Her Private Hell' forventes at få dansk biografpremiere i 2026.

Nyeste film i biografen