Danskers første film får verdenspremiere på prestigefyldt festival

'Vægtløs' er et nyt dansk drama
Vægtløs
(© Louise McLaughlin)

Når den prestigefyldte spanske San Sebastián International Film Festival finder sted til september, bliver det med dansk deltagelse.

Den debuterende instruktør Emilie Thalund har nemlig verdenspremiere på filmen Vægtløs – et dansk drama om venskab, betagelse og grænser. Det skriver Snowglobe og Scanbox Entertainment i en pressemeddelelse.

'Vægtløs' bliver vist i konkurrenceprogrammet New Directors. Instruktøren udtaler i pressemeddelelsen:

- 'Vægtløs' er et projekt, der er lagt utroligt meget kærlighed og hjerteblod i, og derfor er jeg meget rørt og stolt over, at filmen er udtaget til San Sebastián International Film Festival. 

- At debutere på en så prestigefyldt festival er en drøm, der går i opfyldelse, og det har fra begyndelsen været vores ønske, at filmen også ville nå ud til et internationalt publikum. Jeg har haft det mest fantastiske hold og cast omkring mig, og jeg glæder mig sådan til, at vi kan dele 'Vægtløs' med verden, fortæller instruktør Emilie Thalund i forbindelse med offentliggørelsen.

Filmen beskrives i pressemeddelelsen som følger:

Den 15-årige Lea skal tilbringe sommeren på en sundhedskoloni, hvor hun bliver venner med den spontane og selvsikre Sasha, som Lea både beundrer og spejler sig i. Mens Sasha søger opmærksomhed hos de lokale drenge, bliver Lea betaget af den voksne pædagog Rune. 'Vægtløs' er et drama om venskab, betagelse og grænser.

Instruktør Emilie Thalund har efter uddannelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademi stået bag flere reklamefilm samt en prisvindende kampagnefilm ved navn 'PERIOD' fra 2018.

Hun flankeres af manuskriptforfatter Marianne Lentz (Den store stilhed) og fotograf Louise McLaughlin (Fuld af kærlighed) samt skuespillerne Marie Helweg Augustsen, Ella Paaske og Joachim Fjelstrup. 

'Vægtløs' får premiere i de danske biografer den 26. februar 2026.

Nyeste film i biografen