De største film i 2018?

Hvert år gætter vi på, hvilke film der bliver de største i de danske biografer i året, der kommer.
Vi forudser, at 2018 igen kommer til at stå i efterfølgerne og franchisenes navn, ligesom et par nye danske film bør få succes ved billetlugerne.
Her følger vores bud på årets 10 bedst sælgende premierefilm i de danske biografer.
1. Journal 64
Årets største film bliver med stor sandsynlighed den fjerde film i Afdeling Q-serien, der samtidig er Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares sidste medvirken som Carl Mørck og Assad. De tre foregående film har solgt mellem 650.000 og 750.000 billetter, så mon ikke 'Journal 64' lægger sig et sted midtimellem?
2. Så længe jeg lever
Biografien om den folkekære danske sanger, John Mogensen, ser interessant ud af flere årsager. For det første er der masser af kød på historien om en mand med adskillige dæmoner men også et ubestrideligt talent. For det andet er det Rasmus Bjergs første seriøse filmhovedrolle. Og nå ja, så instruerer Ole Bornedal.

3. Jurassic World: Fallen Kingdom
At Jurassic World endte med at sælge 458.000 billetter i de danske biografer for to år siden, var en mindre overraskelse. Nu skal efterfølgeren bevise, at det ikke var en engangsforestilling, og med en premiere lige inden VM i fodbold er det ingen let opgave. Heldigvis ser den første trailer vældig action-fyldt ud, men vi venter stadig på at få lidt mere at vide om plottet.
4. Solo: A Star Wars Story
Ja, den første Star Wars-spinoff, Rogue One, solgte over 430.000 billetter, men den fik også premiere i julen, hvor der er gode kår for underholdende rum-eventyr. Solo-filmen om Han Solo får premiere i maj, men til gengæld er titelkarakteren velkendt og måske den mest elskede i hele det populære Star Wars-univers.
5. Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser
Harry Potter-forløberen, hvis manuskript heldigvis er udfærdiget af selveste J.K. Rowling, fortsætter historien om magizoologen Newt Scamander, men kommer formentlig til at fokusere mindst lige så meget på forholdet mellem en yngre udgave af troldmanden Dumbledore og den onde Grindelwald.

6. De utrolige 2
Pixars længe ventede opfølger til 2004-animationsfilmen bliver formentlig den største superheltefilm i 2018. Hr. Utrolig, Elastipigen og deres børn vender tilbage i en ny fortælling, der har fået en trailer, og som ser ud til på elegant vis at vende kønsrollerne på hovedet.
7. Fifty Shades - Fri
På trods af episk dårlige anmeldelser til især dette års Fifty Shades - i mørket lader intet til at kunne slå den erotiske trilogi ud. Samtidig må man forvente, at den store fanskare er mere end opsatte på at få klimakset med. Christian Grey og Anastasia skal giftes, men selvfølgelig dukker der ting op til overfladen, som nok aldrig skulle været kommet frem.
8. Coco
Pixars originale eventyr sælger næsten altid spandevis af billetter herhjemme, og 'Coco' kunne blive næste i rækken af succeser for animationshuset. Med et mexicansk tema og en underverden befolket af skøre skeletter skal filmen måske kæmpe lidt mere for publikums gunst, men hvis den formår at skabe samme renommé som Inderst inde, er den hjemme.

9. Deadpool 2
Nyskabelsen og hypen omkring den første film betød en klokkeklar succes for den utraditionelle superhelt. Efterfølgeren kan ikke længere kalde sig ”den nye, frække dreng i klassen”, men til gengæld er fanbasen etableret, og mange vil formentlig gerne opleve Deadpool i endnu flere blodige og morsomme slagsmål.
10. I krig og kærlighed
Historiske danske film har ofte gode kår i biograferne, og som den allerførste film om Første Verdenskrig produceret herhjemme, bør I krig og kærlighed skabe en vis opmærksomhed. Samtidig er det en fortælling om kærlighed, så man bør også kunne få de mindre krigsinteresserede til at indløse billet.
Boblere: Både Happy Ending og Ternet Ninja får premiere så sent, at de trods et formentligt godt billetsalg, næppe når at komme med på listen. Derudover ser bl.a. Smallfoot, Med hensyn til julen, Mary Poppins Returns, Avengers: Infinity War og Mamma Mia: Here We Go Again! også ud til at have et godt potentiale.