Den store guide til alle påskens film i biografen

Biografernes program bugner af film i påsken, der både vil røre, ryste og underholde os.
Der er danske dramaer med historisk tyngde, internationale stjernehold i topform og gyserfortællinger, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Hvad enten du søger tårer, gåsehud eller grin, er der en film, som venter på dig.
Listen herunder er et udvalg af de film, som biograferne viser. Se det fulde program for biografer på Kino.dk her.
Klik på filmtitlerne for mere information, trailers og billetter.

Dramaer og komedier
Father Mother Sister Brother
Filmen væver tre forskellige familiehistorier sammen til en samlet fortælling, der er både dybsindig og humoristisk. Historierne fokuserer hver især på forholdet mellem voksne børn, deres forældre og hinanden.
Hvert søskendepar tvinges i filmen til at konfrontere uløste konflikter og revurdere deres anstrengte forhold til deres følelsesmæssigt fjerne forældre.
På rollelisten finder man bl.a. Adam Driver, Cate Blanchett, Vicky Krieps, Tom Waits, Mayim Bialik og Charlotte Rampling.
The Drama
Hvor meget har vi egentlig lyst til at vide om de mennesker, der står os nærmest?
Det spørgsmål stiller den mørke komedie, hvor Zendaya og Robert Pattinson spiller et ungt forlovet par, der står over for en gigantisk krise, som sætter kærligheden under pres.
Lige op til brylluppet kommer hemmeligheder, usagte sandheder og gamle konflikter nemlig op til overfladen, hvilket tvinger dem til at se hinanden på en ny måde.
I Swear
John Davidson er teenager i 1980'ernes Storbritannien. Han sprudler af selvtillid og er en lovende målmand på det lokale fodboldhold. Men da han rammes af diagnosen Tourettes syndrom, vælter hele hans tilværelse omkuld.
Vi befinder os i en tid, hvor kendskabet til sygdommen er minimal. John må derfor finde sin egen vej i et liv, hvor tics og voldsomme verbale udbrud både skaber kaos og uventede komiske øjeblikke.
Filmen er baseret på den virkelige historie om John Davidson, som i filmens voksne udgave spilles af den pris-vindende Robert Aramayo.

Minder om ham
Én fejltagelse splintrer Kennas liv i atomer. Hun sendes i fængsel og mister forældremyndigheden over sin datter.
Syv år senere vender hun tilbage til sin hjemby med håbet om at genopbygge sit liv. Hun prøver at opsøge sin datter, men bedsteforældrene, der har taget sig af hende, blokerer genforeningen.
Den eneste, der ikke vender ryggen til hende, er den lokale barejer. Et møde, som langsomt bliver til en dyb forbindelse. Men hun er nødt til at konfrontere fortidens tragedier for at kunne bygge en håbefuld fremtid.
Filmen er baseret på Colleen Hoovers bestsellerbog af samme navn.
Hamnet
Hvad var katalysatoren for William Shakespeares berømte skuespil 'Hamlet'?
Det udforsker dette gribende drama med Paul Mescal og Oscar-vinder Jessie Buckley i hovedrollerne som Shakespeare og hans hustru Agnes.
Det er en kærlighedshistorie, der splintres, da pesten breder sig i Stratford og parrets 11-årige søn Hamnet dør. En ubærlige sorg driver nu parret længere og længere fra hinanden.
Marty Supreme
Marty Mauser er en ung og karismatisk drømmer, der med alle midler forsøger at realisere drømmen om at blive verdens bedste bordtennisspiller.
Han vil desuden gøre bordtennis til et globalt fænomen og er villig til at ofre alt, hvad det kræver.
Hovedrollen spilles af den Oscar-nominerede Timothée Chalamet, der formår at spille rollen med både humor og charme. Ved hans side finder man Gwyneth Paltrow.

Danske film
De forbandede år 3 - Fredens pris
Året er 1945. Krigen er slut. Danmark er frit - men splittet.
Meget har ændret sig for familien Skov. Karl og Evas ægteskab er tyndslidt - og Eva beslutter sig for at forlade sin mand.
Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen.
Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv og undervejs ser drømmen om et nyt og bedre Danmark smuldre.
Filmen byder på flere gensyn fra de forrige film. Bl.a. Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard og Sylvester Byder.
Lucky
'Lucky' følger en ung mand fra Indien, der ankommer til København med et studievisum og en kuffert fyldt med familiens håb om en bedre fremtid.
Men eventyret udebliver. Drømmen brister ikke med et brag - den slides langsomt ned af bureaukrati, økonomi og en hverdag, hvor ingen rigtig ser ham.
Det er en fortælling om eksistentielle følelser, som de fleste kan genkende - usikkerhed, ensomhed, håb - men fortalt fra en virkelighed, de færreste danskere ser indefra.
Paradis
Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske? Det spørgsmål står Mikkel og Louise - spillet af Esben Smed og Danica Curcic - over for i dette nye danske drama.
Parret rejser sammen med deres to døtre til Spanien på en velfortjent ferie, men turen tager hurtigt en drejning.
Efter en familieudflugt påkører de ved et uheld nemlig en afghansk flygtning, som efterfølgende opsøger dem på deres hotel. Et bekendtskab, der sætter deres humanistiske værdier på prøve.

Science fiction og action
Project Hail Mary
Naturfagslæreren Ryland Grace, spillet af Ryan Gosling, vågner op på et rumskib lysår hjemmefra uden at kunne erindre hvem han er - eller hvordan han er havnet der.
Efterhånden som hans hukommelse vender tilbage, bliver det klart for ham, hvilken verdensomvæltende trussel han er blevet sendt af sted for at afværge.
Væbnet med sin naturvidenskabelige viden og uortodokse idéer, hviler ansvaret for at forhindre verdens undergang nu på hans skuldre. Men da et uventet venskab opstår, behøver Ryland måske ikke bære byrden alene.
How To Make A Killing
Becket Redfellow (Glen Powell) sidder på dødsgangen, hvor han fortæller sin familiehistorie til en præst - og om grunden til, at han endte med en dødsdom.
Han kommer fra en velhavende familie, men har han aldrig nydt godt af formuen.
Han er nemlig den syvende arving til milliardformuen - og ser nu sit snit til at snuppe rub og stub til sig selv. Det eneste, det kræver er at rydde konkurrenterne af vejen.

They Will Kill You
Asia tager et job som rengøringshjælp på et eksklusivt, men også bizart hotel i New York. Hotellet er nemlig fyldt med satanister og udødelige monstre.
Der går ikke længe, før Asia opdager, at hun er tiltænkt som det næste offer. Så nu må kampen på liv og død tages op, hvis hun skal overleve strabadserne.
The Bride!
Frankensteins monster (Christian Bale) er tynget af mere end 100 års ensomhed i filmen, der udspiller sig i 1930'erne. Derfor rejser han til Chicago for at opsøge Dr. Euphronius, så de sammen kan skabe en livsledsager til ham.
De vækker en nyligt afdød kvinde ved navn Ida (Jessie Buckley) tilbage til livet og en eksplosiv romance antændes.
Men hvad gør døden egentlig ved livet - og omvendt?

Gys og thrillers
Ready or Not: Here I Come
Efterfølgeren til det satiriske gys Ready or Not fra 2019 er i biografen. Denne gang gælder det magten over hele verden.
Grace - der i forgængeren overlevede sin svigerfamiliens brutale angreb - ender igen i et levende mareridt, da hun og søsteren Faith snart har nye og dræberklare familier på nakken.
Så nu er gode råd dyre, hvis de to søstre skal overleve.
Bone Lake
Dette grumme parforholdsdrama kulminerer i en cocktail af begær, psykologiske spil og bloddryppende brutalitet.
Sage og Diego tager på et romantisk weekendophold i en lejet pragtvilla, men der er et andet ungt par, der også har booket huset.
De beslutter sig imidlertid for at dele palæet - en beslutning, der ender med at forvandle weekendturen til sandt mareridt.
Return to Silent Hill
Vi vender tilbage til den hjemsøgte by i en ny filmatisering af spilserien 'Silent Hill'.
James er knust efter tabet af sin eneste sande kærlighed, Mary. Et mystisk brev kalder ham imidlertid tilbage til Silent Hill for at lede efter hende. Men i stedet finder han en by, der er forvandlet af en ukendt ondskab.
Jo dybere James bevæger sig ind i mørket, desto hårdere sættes hans forstand på prøve i forsøget på at redde sin fortabte kærlighed.

Doktor Glas
Gabriel Glas er en ung, ensom læge, der foragter tidens overfladiske idealer, men som også længes efter at blive en del af noget større.
Da modedesigneren Helga Gregorius træder ind på hans klinik, vendes hans verden på hovedet.
Bag hendes perfekte facade er hun dog fanget i et ægteskab med den prisbelønnede forfatter Patrik Gregorius. Snart fanges de tre i et net af løgne, begær og magtspil, hvor moralske grænser konstant udviskes.
Scream 7
Sidney Prescott har bygget et nyt liv op i en lille by, men da en ny Ghostface-morder dukker op, forsvinder idyllen på et splitsekund.
Fastbesluttet på at beskytte sin familie, må Sidney se fortidens rædsler i øjnene for at sætte en stopper for blodsudgydelserne én gang for alle.
Courteney Cox er tilbage til som den benhårde reporter Gale Weathers, mens Neve Campbell gentager sin rolle som Sydney Prescott. Mason Gooding og Jasmin Savoy Brown spiller Meeks-Martin-tvillingerne for tredje gang.







