Flere danske film er udtaget til prestigefyldt filmfestival i Berlin

Får verdenspremiere til februar
Begyndelser
(© Begyndelser / Scanbox)

Den prestigefyldte filmfestival Berlinalen løber af stablen fra den 13. februar, hvor der vises spændende, nytænkende og ventede film fra hele verden. 

Tidligere blev det offentliggjort, at Frelle Petersens nyeste film Hjem kære hjem er udtaget til festivalen i programmet Panorama, der præsenterer ekstraordinær filmkunst, som skiller sig ud og tør gå sine egne veje. Og nu er endnu en dansk film blevet udtaget i samme program.

Trine Dyrholm og David Dencik har hovedrollerne i dramaet Begyndelser, der er Jeanettes Nordahls anden spillefilm. Instruktørens første film, Kød & blod, blev også udtaget til Berlinalen.

Dyrholm og Dencik ses i rollerne som Ane og Thomas, der står midt i en skilsmisse, da Ane pludselig rammes af en livsændrende blodprop. De beslutter at blive boende sammen, mens hun kæmper for at komme tilbage til sit gamle jeg. 

'Begyndelser' skildrer altså de afgørende valg, der må træffes for at redde familien, når ulykken indtræffer. 

Hjem kære hjem
Hjem kære hjem (© Rolf Konow)

En dansk dokumentarfilm er herudover blevet udtaget til festivalens børneprogram Generation, nemlig instruktør Robin Petrés Only on Earth om vores sameksistens med naturen.

'Only on Earth' tager publikum med på en sanselig rejse dybt ind i det sydlige Galicien, en af Europas mest udsatte skovbrandzoner, og sætter os i øjenhøjde med dyrenes verden. Filmen skifter perspektiv mellem de vilde heste, en ung aspirerende cowboy, en erfaren brandanalytiker, en dedikeret hestedyrlæge og en familie, som både lever af naturen og går forrest i kampen mod de voldsomme ildebrande. 

Udover de tre udtagede film er danske Besir Zeciri valgt som en af ti europæiske shooting stars, der bliver præsenteret på festivalen. Herudover huser Berlinalen også den europæiske premiere på 'Parasite'-instruktøren Bong Joon-Hos nye film Mickey 17, der har Robert Pattinson i hovedrollen.

Trine Dyrholm kan snart opleves i de danske biografer i den allerede anmelderroste Pigen med nålen, der fik en Golden Globe-nominering og som er det danske Oscar-bud til prisuddelingen i marts.

Vi dækker Berlinalen 2025 her på kino.dk og vil rapportere meget mere fra den tyske filmfestival i løbet af februar.

Berlinalen 2025 finder sted fra 13.-23. februar.

Only on Earth
(© Only on Earth / Maria Goya Barquet)

Nyeste film i biografen