Første trailer: Drømmeferie bliver til et mareridt for dansk familie i ny film

Se første trailer til 'Paradis'
Paradis
(© Nordisk Film)

Hvad vil det egentligt sige at være et godt menneske?

Det store spørgsmål stiller den danske film Paradis, der placerer en dansk familie i en umulig situation på deres ferie.

Familieferien med all inclusive på Gran Canaria afbrydes nemlig, da flygtninge sejler ind på badestranden.

Da det danske par ved et uheld påkører en afghansk flygtning, der senere opsøger dem på deres hotel, bliver familen selv blandet ind i situationen.

Nu er den første trailer for 'Paradis' landet. Det ser ud til at blive en intens oplevelse, hvor alle følelser kommer i spil.

Se traileren for 'Paradis' nederst i artiklen.

Privilegier bliver udstillet, mens moralske dilemmaer venter for skuespillerne Danica Curcic og Esben Smed, der indtager de to hovedroller som parret Louise og Mikkel.

Filmen instrueres af norske Maria Sødahl, som her laver sin første danske spillefilm. Hun har tidligere været Oscar-shortlistet med sin spillefilm 'Håb' fra 2019, der havde Stellan Skarsgård på rollelisten.

Både Danica Curcic og Esben Smed har begge markeret sig som to af de mest talentfulde skuespillere i deres generation.

Danica Curcic har kunnet opleves med roller i store danske dramaer som Stille Hjerte, Fasandræberne og Darling samt Netflix-hit som 'Kastanjemanden' og senest 'Reservatet'. Hun har desuden også medvirket i flere udenlandske film.

Esben Smed har indtaget hovedroller i storfilm som Lykke-Per, Ser du månen, Daniel og Kysset, mens han også har markeret sig i populære serier som DR's 'Bedrag' og TV 2-serierne 'Agent' og 'Familier som vores'.

'Paradis' har dansk biografpremiere den 5. marts.

Nyeste film i biografen