Fra Ryan Gosling til ventet fantasy-film: Oscar-forudsigelser for 2027

Ekstremt tidlige spådomme
Oscars 2027 forudsigelser
(© UIP / Neon / Disney)

Vi har knap nok lagt champagneglassene fra os og kommet os over årets Oscar-uddeling, hvor Paul Thomas Andersons revolutionærfortælling One Battle After Another og Ryan Cooglers sydstatsvampyrmusical Sinners især var de store vindere, før det allerede begynder at klø lidt i forhold til at komme i gang med at se frem imod næste års uddeling.

Givet at vi er under fire måneder inde i året, og vi derfor nok ikke har set langt størstedelen af de ti film, der kommer til at få den eftertragtede nominering som årets bedste film til næste år, kan det være næsten en umulig opgave at forudsige noget som helst.

Men det skal ikke stoppe os!

Det er nemlig aldrig for tidligt at se frem imod de film, som vi glæder os til i det kommende år, og som ved første øjekast har ingredienserne til at brygge en god Oscar-kampagne sammen.

Jeg har derfor herunder samlet ti film, som om ikke andet har potentiale til at ende med at være stærkt repræsenteret på den røde løber foran Dolby Theatre i Los Angeles den 7. marts 2027.

Og fordi jeg ikke kan dy mig, har jeg også valgt fem film, som er lige på grænsen til også at kunne lege med, men som alligevel ikke er med i top-10 af den ene eller den anden grund.

The Odyssey
(© UIP)

The Odyssey

Okay, lad os starte med de mest oplagte.

Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og sige, at Christopher Nolans filmatisering af Homers storslåede heltedigt 'Odysseen' skal være en skuffelse af mytologiske proportioner, hvis ikke den ender blandt de ti nominerede for Bedste film til næste år.

Hver gang Nolan laver nye film, bliver det automatisk en af årets mest imødesete. Om det så er et drama om videnskabsmænd, der taler sammen på kryds og tværs i tre timer, kan hans film stadig have enormt bred tiltrækningskraft, og det gælder også hos Akademiet, der som bekendt gav ham priser for både Bedste instruktør og Bedste film for hans sidste film Oppenheimer.

Alt hvad vi indtil videre har set  fra 'The Odyssey' fra kulisser til kostumer til musik, fortæller os, at filmen bliver intet mindre end episk, og den har nok potentiale til at få nomineringer i stort set alle tænkelige kategorier.

Den er bare umulig at komme udenom.

'The Odyssey' har dansk biografpremiere den 17. juli 2026.

Project Hail Mary
(© SF Studios)

Project Hail Mary

Ryan Goslings nye rumeventyr er på stående fod en af de nemmeste film at forudse alene af den grund, at vi allerede har set den og fået et indtryk af både filmens kvalitet og dens modtagelse, som mildest talt har været positiv.

Anmelderne er vilde med den, og den er pt. årets næststørste Hollywood-film målt på indtjening, hvilket plejer at være det, der skal til for film, som kommer ud tidligt på året (bare kig på 'Sinners' eller endda 'F1' sidste år).

Ligesom 'The Odyssey' er der rigelig mulighed for en hel del nomineringer i forskellige teknikkategorier. En passende sammenligning kunne være The Martian, der ligeledes var baseret på en Andy Weir-roman og fik syv nomineringer. 'Project Hail Mary' kunne meget vel kigge ind i noget lignende.

'Project Hail Mary' kan ses i de danske biografer nu.

Billede
(© Prince Caspian/Walt Disney Pictures)

Narnia: The Magician's Nephew

Det virker måske ikke helt åbenlyst at en Narnia-film skulle gå hen og blive nomineret til Bedste film ved Oscar-uddelingen, men på den anden side virkede det heller ikke åbenlyst, at en Barbie-film skulle blive det. Og hvis der er nogen, der kan gøre det, så er det instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwig.

Uanset hvor stort et univers eller historie, hun tackler, så har Gerwig altid en sans for at gøre hendes film meget personlige, dybfølte og ikke mindst med noget på hjerte.

Fælles for mange af de blockbusters, der ender med at få Oscar-opmærksomhed, er, at flere dele af håndværket bag filmen bliver hyldet. 

I år var det for eksempel tilfældet med 'Sinners', 'F1' og 'Frankenstein'. Og 'Narnia' er både en fantasy-film OG en periodefilm med en talende løve som en af hovedkaraktererne. Hvis den bliver forbigået for kostumer, lyd og visuelle effekter (som den første Narnia-film blev nomineret i) bare for at nævne et par stykker, ville det være yderst overraskende. 

Den minder på mange måder om 'Frankenstein' fra sidste år: en flot film baseret på en populær klassisk bog med en kendt auteur bag kameraet og Netflix i ryggen. Hvad kan gå galt?

'Narnia: The Magician's Nephew' forventes at få biografpremiere omkring slutningen af november og premiere på Netflix til december 2026.

Aaron Sorkin som reklamemand i 'The Social Network'
(© Sony Pictures)

Social Reckoning

Aaron Sorkin er en af de mest indflydelsesrige og anerkendte manuskriptforfattere i Hollywood, og stort set alle hans film har opnået en eller anden form for succes ved Oscar-uddelingen.

I 'Social Reckoning' vender han tilbage til velkendt territorie, da det vil være hans anden film, der handler om Facebook og ikke mindst selskabets direktør Mark Zuckerberg, siden Sorkin i 2010 var hjernen bag manusset The Social Network (der i øvrigt burde have vundet Oscaren for Bedste film over 'Kongens store tale', men det er et emne til en helt anden artikel).

Dengang var det David Fincher, der tog instruktørgerningen på sig, men Sorkin vil selv stå bag kameraet på den nye film, som kan beskrives som en åndelig efterfølger til 2010-filmen, selvom det er med nye skuespillere og foregår over 10 år senere.

Den vil følge Frances Haugen, der i samarbejde med en journalist i 2021 rapporterede, at Facebook prioriterede profit over deres brugeres velbefindende. 

Hovedrollen bliver spillet af Mikey Madison, der oven på sin sejr som Bedste kvindelige skuespiller for Anora sidste år formentlig vil blive positioneret til at være tidlig frontløber endnu engang. 

Omkring hende er der også et stærkt hold af skuespillere som Jeremy Allen White, Wunmi Mosaku, der blev Oscar-nomineret i år, og Jeremy Strong i rollen som Zuckerberg. De kunne alle være kandidater i skuespilkategorierne.

Det eneste, der taler imod Sorkins nye Facebook-film er, at det ofte er, når han lader andre instruktører om at fortolke sine manuskripter, at hans film har opnået størst anerkendelse.

Men den vil formentlig stadig være meget relevant for den nuværende verdenssituation, og bare tanken om, at opleve det hold af skuespillere levere Sorkins knivskarpe dialog, giver nok grund til at forudsige den.

'Social Reckoning' får dansk biografpremiere den 8. oktober.

Cry to Heaven
(© Nordisk Film Biografdistribution / Netflix)

Cry to Heaven

Ved siden af sin meget succesfulde karriere som modedesigner har Tom Ford den lille sidegesjæft, at han instruerer prestigefilm. Film som Nocturnal Animals og A Single Man har akkurat ikke sneget sig ind i den famøse top ti til Oscar-showet før (selvom de begge har smidt skuespilnomineringer af sig), men hans nye projekt har Oscar bait-bingo over hele linjen.

'Cry to Heaven' finder sted i det 18. århundrede og handler om fænomenet kaldet "castrato", hvor unge drenge i Italien blev kastreret inden de nåede puberteten med det formål at kunne fortsætte med at synge høj falset.

Alt tyder på, at Nicholas Hoult og Aaron Taylor-Johnson vil spille to mænd, der har været igennem den her proces som børn, og mens den ene er blevet stum med tiden, vil den anden stadig have en lys barnestemme. Hvordan de lige grejer det aspekt, bliver meget spændende at følge.

Filmen er baseret på en roman af Anne Rice, som har modtaget gode anmeldelser og er blevet beskrevet som virkelig smuk og dybfølt.

Alt ved den her film skriger, at det vil blive en Oscar-mastodont, der både kan brilliere i de tekniske kategorier og skuespillet, og så er det bare et virkelig interessant emne, som ikke er blevet udforsket i stor skala på film i nyere tid.

Spørgsmålet er, om filmen når at komme ud i tide, men rygterne går på, at producerne satser på udgivelse inden året er omme.

Digger
(© Warner Bros.)

Digger

Hvis han ikke havde lavet Bardo i 2022, der gik fra Oscar-showet med én sølle nominering, så ville Alejandro Iñárritus nye film være en no-brainer i alles forudsigelser.

Den mexicanske auteur har allerede vundet fire Oscars - to af dem for Bedste instruktør for henholdsvis Birdman og The Revenant, så man skal altid holde øje, når han har et nyt projekt på vej.

Men mens 'Bardo' var en mindre og i manges øjne lidt for bizar film til Oscar-Akademiet, er han med 'Digger' tilbage med en stor film med store navne og et stort budget.

Tom Cruise spiller hovedrollen med store mængder make-up og proteser samt en gammelmandssydstatsaccent. Og nu må det snart være tid til, at han skal have den Oscar. Ja, han fik en æres-Oscar sidste år, men det er på høje tid, han tager en rigtig en med hjem, og det her virker til at være en oplagt mulighed.

Der er stadig en vis mystik over plottet, men vi ved, at det kommer til at være en komedie, og der er en hel del store navne med fra John Goodman til Jesse Plemons til Riz Ahmed.

Og så er den produceret af Warner Bros., der havde stor succes med deres kampagner for 'Sinners' og 'One Battle After Another' i år. 'Digger' kunne godt være deres store frontkandidat i år.

'Digger' får dansk biografpremiere den 1. oktober.

Wild Horse Nine
(© Disney)

Wild Horse Nine

Instruktør og manuskriptforfatter Martin McDonagh er på en opadgående kurve hos Oscar-akademiet. Hans sidste to film, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri og The Banshees of Inisherin, fik begge et hav af skuespilnomineringer, og sidstnævnte gav også McDonagh en nominering for Bedste instruktør.

Hans nyeste film er endnu en periodefilm, denne gang om to CIA-agenter, der er på en mission fra Santiago til Påskeørene i 1976. Og som vi er ved at være vant til ved McDonaghs film, så har den et stjernehold af skuespillere på rollelisten fra Sam Rockwell til John Malkovic til Steve Buscemi til Parker Posey

Bag filmen står studiet Searchlight Pictures, som ikke lykkedes med at få en titel med blandt de ti bedste film i år, så de vil helt sikkert have blod på tanden og satse stort på en ordentlig kampagne til 'Wild Horse Nine', som sagtens kunne være deres bedste hest i Oscar-væddeløbet næste år.

Fordi McDonagh er i en virkelig god stime, er der ikke rigtig nogen grund til ikke at forudse, at han fortsætter den gode filmform med sit nyeste projekt.

'Wild Horse Nine' får dansk biografpremiere den 5. november.

Jesse Eisenberg Musical
(© Disney / SF Studios / UIP)

Jesse Eisenberg musical-komedie

Den 42-årige skuespiller Jesse Eisenberg kommer i år ud med sin tredje spillefilm som manuskriptforfatter og instruktør, og selvom hans sidste film, A Real Pain, lige nøjagtig ikke kom med i ræset om Bedste film, så fik den en nominering for manuskriptet og en sejr for Keiran Culkins fantastiske præstation som hovedrollens karismatiske fætter Benji.

Lidt ligesom Martin Mcdonagh virker Eisenberg til at blive bedre og bedre, og hvis man kigger på den foreløbige plotbeskrivelse og de medvirkende skuespillere, så virker hans nye film, som ikke har en officiel titel endnu, til sagtens at kunne snige sig ind, hvor det er rigtig sjovt til næste år.

I front er nemlig to vældig vellidte skuespillere i form af Oscar-vinder Julianne Moore samt Paul Giamatti, som mange mener blev forbigået for sin præstation som den strenge, skeløjede kostskolelærer i The Holdovers i 2024.

Moore spiller en kvinde, der midt i sin midtlivskrise beslutter sig for at prøve musicalteater af og får Giamatti som sin instruktør i den lokale trup.

Det lyder umiddelbart rigtig skønt og wholesome med mulighed for nogle stærke skuespilpræstationer og et skarpt manuskript. 

Dertil har Eisenberg også været igennem lidt af en opgradering på nogle af de tekniske poster. Anora-fotograf Drew Daniels er tilknyttet projektet, og det samme er komponist Emile Mosseri, der tidligere fik en Oscar-nominering for Minari.

Det virker til at være Eisenbergs mest ambitiøse projekt hidtil og med en forventet premiere i nogle af de vigtige filmfestivaler i efteråret samt A24 som distributør, kunne det her velsagtens være filmen, der får ham over Bedste film-dørtrinnet.

Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se filmen i de danske biografer.

Fjord
(© Neon)

Fjord

Det er efterhånden blevet en tradition, at 2-3 film med premiere på Cannes filmfestivalen leger med i toppen, når Oscar-nomineringerne bliver annonceret i januar, og derfor bør man altid gøre plads i sine forudsigelser til i hvert fald mindst én.

Problemet er, at filmene i Cannes-programmet ofte er ikke-amerikanske film, som er utroligt svære at forudse. Heldigvis er programmet for nyligt blevet offentliggjort, og derfor ved vi nu i hvert fald, hvilke vi har at vælge i mellem.

Blandt filmene i årets hovedkonkurrence falder blikket med det samme på 'Fjord', der er instrueret af den rumænske instruktør Christian Mungiu, som tidligere har stået bag bl.a. 4 måneder, 3 uger og 2 dage og Kold vinter.

Grunden til, at 'Fjord' falder i øjnene, er primært fordi, at det er to velkendte navne og tidligere Oscar-nominerede skuespillere i Sebastian Stan og norske Renate Reinsve, der spiller hovedrollerne.

Filmen handler om en rumænsk familie, der flytter til Norge, og forventes dermed at være på en blanding af forskellige sprog, heriblandt rumænsk, norsk og ikke mindst engelsk, hvilket, hvor fjollet det så end må være, altid hjælper for at få amerikanske akademimedlemmers opmærksomhed.

Der kommer uden tvivl til at være nogle gribende og relevante temaer i spil omkring frygten for fremmede, outsidere og indvandrere, og Mingiu er ikke en instruktør, der normalt holder igen, når det handler om politik og samfundsmæssige problemer.

Jeg har flere gange i artiklen nævnt, hvem produktions- eller distributionsselskabet bag en film er, og det er fordi, at det ofte betyder noget, hvor mange penge og energi, de forskellige studier har til at føre kampagne for filmene.

Og hvis der er nogen, der er gode til at sætte internationale film i spil til Oscars, så er det Neon, der har rettighederne til 'Fjord'. Bare i år var fire ud af fem af filmene i Bedste internationale film-kategorien distribueret af Neon, og det kunne meget vel have været alle fem, hvis No Other Choice også havde sneget sig ind, som mange forudså, inden Hind Rajabs stemme kom ind fra højre og tog den sidste plads.

Og med en anerkendt instruktør, kendte skuespillere og relevante temaer virker 'Fjord' til at være den mest oplagte kandidat til i hvert fald en af de pladser blandt de nominerede til Bedste film, som altid virker til at være reserveret til film fra Cannes.

Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se filmen i de danske biografer.

Saturn Return
(© Warner Bros. / Scanbox / FX)

Saturn Return

Det ville ikke være sjovt at lave Oscar-forudsigelser uden at inkludere et lille wildcard, som måske ikke virker helt oplagt, men som stadig kunne have nok af ingredienserne til at være blandt de ti bedste, når året er omme. 

Mit valg er gået på 'Saturn Return' instrueret af Greg Kwedar og skrevet i samarbejde med bl.a. Clint Bentley, som er et makkerpar, der virker til at skiftes til at instruere de manuskripter, de skriver sammen. 

Sidste gang var det Bentley, der stod bag kameraet på 'Train Dreams', der klarede det vældig godt til årets Oscar-uddeling, hvor den blandt andet blev nomineret til Bedste film.

Før det var det Kwedar, der instruerede fængselsdramaet 'Sing Sing', som ikke kom med blandt de famøse ti bedste i 2025, men alligevel fik tre fine nomineringer. 

De tre skuespillere i front for 'Saturn Return' er Rachel Brosnahan (Superman), Charles Melton (May December) og Will Poulter (Guardians of the Galaxy Vol. 3), som ikke har en eneste Oscar-nominering imellem sig, men de er stadig genkendelige unge Hollywood-skuespillere med gode præstationer i både storfilm og indies i bagagen.

Handlingen i 'Saturn Return' følger et college-kærestepar igennem et årti, hvor de navigerer kompleksiteterne ved at blive voksen, og kender man Kwedar og Bentley ret, bliver det med garanti både flot og eftertænksomt i stil med en film som Past Lives fra nogle år tilbage. Og måske på samme måde som 'Past Lives' kunne særligt yngre biografgængere muligvis relatere ekstra meget til temaerne i filmen.

Spørgsmålet er, om den her type romantisk drama vil fange Oscar-vælgernes hjerter også, hvilket måske historisk har været vanskeligt, men fordi holdet bag tidligere har været så gode til at få små historier til at føles både store, håbefulde og hjerteskærende, så kunne den sagtens bryde igennem, hvis den viser sig at være noget helt særligt. Og det satser jeg på.

Vi ved endnu ikke hvornår eller hvorvidt 'Saturn Return' får premiere i de danske biografer.

Oscars boblere
(© Warner Bros. / UIP / Sumerian Pictures)

Boblere

Dune: Del 3

Ja, den romantiske idé om endnu en 'Kongen vender tilbage', hvor den afsluttende film i en episk trilogi rydder hele bordet til Oscar-showet som en samlet lovprisning af projektet som helhed, er skøn. Men den tredje Ringenes Herre-films historiske Oscar-aften i 2004 er i høj grad undtagelsen, der bekræfter reglen. 

Faktisk har Oscar-vælgerne det med at være ekstremt hårde ved efterfølgere. Vi så det i år, hvor Avatar: Fire and Ash som den første film i serien ikke blev nomineret til Bedste film, og Wicked: For Good blev fuldstændig udelukket på trods af, at den første film fik hele ti nomineringer året før.

Selv Dune: Del 2, som mange anser som bedre end den første, fik sine nomineringer halveret ift. hvad den første præsterede. Så der er en nedadgående trend i gang – måske fordi vælgerne allerede mener, at de har givet crewet deres roser for tidligere film, og derfor ikke behøver at gøre det igen.

Samtidig er vi nu kommet forbi den del af Dune-historien, som de fleste anser som den bedste i serien, nemlig den første bog. Der er dermed en chance for, at Del 3 kommer til at føles som en epilog i spillefilmslængde og være mindre actionfyldt end de to første.

Det, der taler for 'Dune: Del 3', er, at den udkommer i december, og har dermed fordelen af at være tættere på vælgernes bevidsthed ift. de to første, som havde premieredatoer tidligt på året. 

Der er også en chance for, at der absolut ingen grund er til at betvivle Denis Villeneuve, og at han har gemt alle sine bedste kort til den store finale.

Men som det står lige nu, og fordi der allerede er tre store blockbusters i mine forudsigelser, er jeg nødt til lige nøjagtig at have den ude af min top-10.

'Dune: Del 3' får dansk biografpremiere den 16. december.

Being Heumann

Når en tidligere Oscar-vinder for Bedste film, kommer med sin opfølger, er man nødt til at spidse øer, og det er tilfældet med Sian Heder, som i år følger feelgood-dramaet CODA op med 'Being Heumann', der på overfladen tikker en del Oscar-bokse af.

Det er en biografisk film om Judith Heumann, der i 1977 ledte over hundrede mennesker med handicap til at besætte en statslig kontorbygning i San Francisco i 28 dage.

Ruth Madeley, der selv sidder i kørestol, spiller hovedrollen, mens Mark Ruffalo og Dylan O'Brien er at finde som biroller i en rolleliste, som efter alt at dømme ellers vil bestå af mange skuespillere med rigtige handicap.

Det lyder jo som Oscar bait i sin reneste form, men spørgsmålet er, om den prøver for hårdt, og den ender med at blive betragtet som for sentimental og feelgood til Oscar-vælgerne i stil med Rental Family i år.

Men den er afgjort værd at holde øje med.

Vi ved endnu ikke, hvornår eller hvorvidt vi kan forvente at se filmen i de danske biografer.

Michael

Den længe ventede film om Michael Jackson var oprindeligt tiltænkt til en premiere i 2025, men så forbød familierne til ofrene for sangerens kriminalsager Lionsgate og instruktør Antoine Fuqua, at de brugte deres afbildning i filmen.

Derfor kommer den film, som vi nu får her i april, til at være væsentligt klippet ned ift. den originale intention for at undgå at gå ind i de værste af kontroverserne omkring den ikoniske frontperson.

Der kommer dermed uundgåeligt til at være en modbevægelse blandt kritikere, som vil prøve at skyde filmen ned for enten at lovprise Jackson eller ignorere de mørkere sider af hans historie.

Når det så er sagt, så virker det også meget sandsynligt, at filmen kommer til at være et gigantisk hit a la Bohemian Rhapsody i 2018, og spørgsmålet er, om den kan ignoreres, hvis den indtjener en milliard dollars og har en komplet transformation til Kongen af Pop fra Jaafar Jackson, der har taget det på sig at portrættere sin kendte onkel.

Det bliver en sand thriller at følge med i.

'Michael' får dansk biografpremiere den 22. april.

All of a Sudden

Som nævnt tidligere skal man ikke undervurdere magten ved Cannes filmfestivalen, og det føles ikke som nok kun at nævne 'Fjord' som en potentiel Oscar-spiller. 

'All of a Sudden' fra Ryûsuke Hamaguchi, der tidligere vandt en Oscar for Bedste internationale film med Drive My Car, er endnu et godt bud på en film, som kunne gå hele vejen fra filmfesten i det sydlige Frankrig til prisuddelingen i Los Angeles.

Den handler om en plejehjemsleder og en dødeligt syg japansk dramatiker. Vi kan dermed formentlig forvente lange dybe samtaler om liv, død og eksistentialisme.

Hamaguchis sidste film, Hjortestien, var ikke en Oscar-kandidat, og hvis 'Drive My Car' havde været hans sidste film inden den her, havde jeg nok haft større tiltro til den. 

Til gengæld er det klart et boost for 'All of a Sudden', at den er i konkurrence i Cannes, og at Neon allerede har sikret sig distributionsrettighederne i USA.

Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan forvente at se filmen i de danske biografer.

Josephine

De tidlige filmfestivaler bliver ofte undervurderet i deres gennemslagskraft, når det kommer til Oscars. Og det er med god grund, da det klart er Cannes- og efterårsfestivalerne, der har det med at dominere, når de nominerede film skal findes.

Men det sker en gang i mellem, at en film holder momentum gennem hele året som 'Train Dreams' sidste år eller 'Past Lives' for et par år tilbage. Og hvis man skal fremhæve en film, som allerede er blevet vist bl.a. i Berlin og Sundance, så kunne 'Josephine' være et godt bud.

Filmen har fået meget opmærksomhed for sit alvorlige emne, idet den følger et seksuelt overgreb fra den 8-årige datters synsvinkel, da hun er vidne til hændelsen.

Hvorvidt filmen med sin indtil videre meget positive modtagelse kan gå hele vejen, afhænger formentlig meget af, om den kommer til at fylde i skuespilkategorierne, hvor både den unge hovedrolle samt Channing Tatum og Gemma Chan som parret i front er blevet storrost for deres præstationer.

Fordi det virker usandsynligt, at den kommer til at have stærke kommercielle udsigter med dens tunge tema, virker det meget usikkert, om vi stadig snakker om den om lidt under et år, men mærkeligere ting er sket i Oscar-historien.

Vi ved endnu ikke, hvornår eller hvorvidt vi kan forvente at se filmen i de danske biografer.

 

Hvorvidt forudsigelserne var spot-on eller helt ved siden af vil vise sig den 21. januar 2027, når de endelige nomineringer bliver offentliggjort.

Nyeste film i biografen