Guide til julens film i biografen
Det er blevet jul, og det betyder, at der er en masse spændende film at se i biografen. Hvis du ikke helt ved, hvad du skal bruge juleferien på, efter at have spist dig mæt i alverdens julelækkerier, kommer her en komplet guide til de film, du kan tage ind og se på det store lærred.
Der er nok at vælge imellem, noget for enhver smag og alle aldre. Du kan opleve alt fra hjertevarme familiefilm, gribende dramaer, sjove komedier, spændende actionfilm og et klamt gys.
Klik på titlerne for mere information og billetter.
Familiefilm
Hvis man vil have familien med i biografen i juleferien, er der nok at vælge imellem. Se blandt andet Disneys nye animationsfilm Ønsket, som er en fejring af Disneys 100-års fødselsdag. Her møder vi Asha, som finder ud af, at hendes elskede by Rosas er i fare. Derfor ønsker hun til stjernerne, og får hjælp af den lille magiske star. Sammen må de kæmpe for at redde Rosas.
Kan man lide chokolade, skal man tage ind og se Wonka. Timothée Chalamet spiller rollen som den optimistiske Willy Wonka, som så gerne vil åbne en chokolade butik. Der er dog en masse der spænder ben for hans drøm, så derfor må han have hjælp fra sine nye venner. Intet kan dog stoppe verdens største chokoladeopfinder! Filmen fungerer som en selvstændig forhistorie til ‘Charlie og Chokoladefabrikken’.
Langt fra andedammen er en animationsfilm fra Illumination og skaberne bag Syng! og Grusomme mig. Filmen handler om en andefamilie, der forsøger at overbevise deres overbeskyttende far om at tage på deres livs ferie.
Drama
Er du mere til gribende dramaer, er der et bredt udvalg. The Iron Claw handler om de uadskillelige Von Erich-brødre som i 1980érne revolutionerede amerikansk wrestling. Selvom de opnåede store succeser, oplevede de lige så mange store tragedier, og de har fået et ry for at være forbandet. På rollelisten ses blandt andet Zac Efron, som virkelig har transformeret sig selv for at spille wrestler. Desuden kan man opleve Jeremy Allen White, som har opnået stor succes med serien The Bear.
Synkefri er en dansk film baseret på virkelige hændelser. Den handler om et skibsforlis i Hirtshals i 1981 hvor ni mænd mistede livet. Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på båden, sætter hans 17-årige søn Henrik sig for at efterforske ulykkens egentlige årsag for at rense sin fars navn. Henrik bliver spillet af det 24-årige stjerneskud Sylvester Byder, som blandt andet har spillet med i filmen Smuk.
Hvis du er historisk interesseret, skal du gå ind og se Napoleon. Det biografiske drama tager udgangspunkt i den franske kejser Napoleon Bonapartes liv, hvor han nærmest er besat af sin kone Josephine, som er hans store kærlighed. Samtidig har han planer om at overtage verdensherredømmet, og går gladelig i krig med Europas stormagter. Film er instrueret af Ridley Scott, og har den oscar-vindende Joaquin Phoenix i hovedrollen som Napoleon.
Det japanske drama Monster følger drengen Minato, som kommer i konflikt med sin lærer. Da hans mor opdager dette, forlanger hun en forklaring. Der er dog mere til sandheden end alle parter går og tror, og langsomt begynder den at udfolde sig.
Faldne blade er et finsk drama om to ensomme sjæle, som begge leder efter kærligheden og mødes på en karaokebar. Det hele er dog ikke så nemt, og de to må igennem en del strabadser, som blandt andet involverer alkoholisme og en herreløs hund.
Action og Science Fiction
Hvis man vil have gang i den, sang i den, mere ramasjang og tjubang i den, så er der lidt at vælge imellem.
Aquaman and the Lost Kingdom er andet kapitel om halvguden Arthur Curry. Her vil Black Manta atter dræbe Aquaman, og derfor må han arbejde sammen med sin bror Orm og skabe en uventet alliance. Sammen må de lægge deres uenigheder til side for at beskytte deres rige og redde Aquamans familie og verden fra ødelæggelse. Jason Momoa spiller igen rollen som Aquaman, mens danske Pilou Asbæk har en mindre rolle i DC-braget.
”May the odds be ever in your favor.” The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes er en forløber til de oprindelige Hunger Games-film, og følger den unge udgave af præsident Snow. Han skal være mentor for den unge rebelske Lucy Gray, som er den udvalgte fra det fattige distrikt 12. Men da Lucy Grays charme fortryller Panems publikum, begynder Snow at øjne en mulighed for at ændre begge deres skæbner.
Komedie
Har man brug for at grine lidt, skal man helt sikkert tage ind og se den nye danske film Bedre tider, der er fyldt med latter og hjertevarme.
Filmen handler om tre brødre, som må hjælpe deres far, da hans bageri er lukningstruet. Faderen vil redde bageriet ved at bage verdens største træstamme, men må familien indser langsomt at de må tage livtag med deres fortid og utalte hemmeligheder. I rollen som faren ses den altid velspillende Lars Brygmann, mens de tre brødre bliver spillet af henholdsvis Ari Alexander, de to rigtige brødre Sebastian Jessen og Andreas Jessen. Bag filmen står Milad Avaz, som tidligere har skrevet ‘Mens vi lever’ og skrevet/instrueret serien ‘Alfa’.
Hvis man er i det romantiske hjørne, kan man tage ind og se filmen Anyone But You, med stjerneduoen Sydney Sweeney og Glen Powell i hovedrollerne. De to var ærkefjender da de gik på college, men nu mødes de igen til et bryllup, hvor de er nødt til at lade som om, at de er kærester. Sydney Sweeney er kendt fra bl.a. hitserien Euphoria, mens Glen Powell sidste sommer var med i Top Gun 2: Maverick.
Gys
Selvom julen er en hyggelig tid, kan man også godt have brug for at blive skræmt lidt.
I så fald er der god mulighed for dette, da Nattevagten-Dæmoner går i arv, er i biografen. 29 år efter den første film kommer opfølgeren til Ole Bornedals store hit fra 1994, ‘Nattevagten’, endelig.
Den nye hovedperson er den tidligere nattevagt Martins datter Emma, som får job på retsmedicinsk institut ligesom sin far. Hun vil gerne finde ud af hvad der skete dengang, og får et møde med den nu isolerede kommissær Wörmer. Men det skulle hun måske ikke have gjort? I rollen som Emma ses Fanny Leander Bornedal, mens Nikolaj Coster-Waldau igen indtager rollen som Martin. Derudover vender både Ulf Pilgaard og Kim Bodnia tilbage.