Her er 6 af de skøreste genindspilninger af danske film og serier

Når udlandet laver deres egne versioner af danske succeser
Jagtsæson Jahihooaeg
(© Jagtsæson (Nordisk Film) / Jahihooaeg (Apollo Film Productions))

Komediefortsættelsen Jagtsæson 2: I medgang og modgang er lige nu biografaktuel. Man følger således igen Mille Dinesen, Stephania Potalivo og Lærke Winther som veninderne Eva, Bella og Marlene, når den atter står på pinlige optrin og morsomme forviklinger.

Men vidste du, at forgængeren Jagtsæson fra 2019 har fået hele to genindspilninger? Nemlig i henholdsvis Estland og Tyskland. 

Find dine billetter til 'Jagtsæson 2: I medgang og modgang' her.

Ja, Danmark fylder ret godt på den internationale film- og serie-scene. Ét sted, hvor vi bl.a. kan se det, er når danske titler genindspilles i andre lande.

Det har vi bl.a. set med thrilleren Den skyldige med Jakob Cedergren, mens den amerikanske version er med Jake Gyllenhaal, der også spiller med i Ambulance, som bygger på den danske Ambulancen fra 2005 - og listen fortsætter.

Der er også flere eksempler på genindspilninger af danske film og serier, som vist godt kan siges at være ret skøre. Vi har samlet 6 titler af den mere kuriøse slags.

Jagtsæson Jahihooaeg
(© Jagtsæson (Nordisk Film) / Jahihooaeg (Apollo Film Productions))

Jagtsæson / Jahihooaeg / Jagdsaison

Den danske komedie 'Jagtsæson' havde premiere i 2019. Nu er fortsættelsen Jagtsæson 2: I medgang og modgang biografaktuel.

I filmene følger man veninderne Eva, Marlene og Bella, der kommer ud for sin del af forvikler og pinlige problemer. 

I den første film er Eva nyligt fraskilt og nu singlemor. Hun tager på wellness-weekend med veninden Marlene for at hjælpe hende gennem en midtvejskrise. 

På turen er også den nye unge kæreste til Evas eksmand Bella, som maser sig på for at overtage rollen som bedsteveninde for Marlene. Det sætter naturligvis venskabet på en voldsom prøve.

To over efter den originale film kunne man i 2021 se en estisk version med titlen 'Jahihooaeg', mens Tyskland i 2022 var klar med deres genindspilning, som fik titlen 'Jagdsaison'.

Klassefesten Luokkakokous
(© Klassefesten (Nordisk Film) / Luokkakokous (Solar Films))

Klassefesten / Luokkakokous

Den danske komedie 'Klassefesten' samlede for første gang vennerne Niels, Andreas og Thomas, da de skulle til reunion på deres gamle gymnasium.

Siden er der kommet to efterfølgere, hvor de gang på gang lokker hinanden ud i alverdens dumme problemer.

Filmene med Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen blev en stor succes her i landet, hvilket skabte en interesse uden for landets grænser.

Således besluttede et finsk filmselskab at lave deres egen version med titlen 'Luokkakokous', der er baseret på den danske original.

Genindspilningen blev i Finland en enorm succes, der ligeledes har fået to efterfølgere. Den sidste af de tre film blev endda instrueret af den store finske instruktør Renny Harlin, der også står bag actionfilm som Die Hard 2 og Cliffhanger.

Adams æbler Abbi Fede
(© Adams æbler (Nordisk Film) / Abbi Fede (Greif Produktion))

Adams æbler / Abbi Fede

Det er nok de fleste, der har set - eller som minimum kender - Anders Thomas Jensens komediedrama 'Adams æbler' fra 2005.

Filmen med bl.a. Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen handler om nynazisten Adam, som dømmes til at udføre samfundstjeneste i en lille kirke. Her møder han den ukuelige præst Ivan, som udfordrer Adams livssyn.

Det er højst sandsynligt de færreste, som ved, at 'Adams æbler' i 2020 udkom i en italiensk/østrigsk udgave med titlen 'Abbi Fede', der direkte oversat betyder "Hav tro".

Bortset fra, at Adam nu hedder Adamo - ja, meget italiensk - så er filmens plot fuldstændig det samme som i den danske original.

Broen
(© Broen (Nimbus Film) / The Bridge (FX Productions))

Broen / The Tunnel / The Bridge / Most / The Bridge (Malaysia) / Der Pass

Den dansk/svenske krimiserie 'Broen' må siges at være en massiv succes - både herhjemme i Norden, men også ude omkring i verden.

Serien, der følger mordefterforskninger på tværs af landegrænser, har eksempelvis været inkluderet i BBC's top-100 over de bedste serier i det 21. århundrede.

'Broen' er da også et godt et eksempel på nordic noir-genren, som har fået opmærksomhed i hele verden. Ja, serien er endda lavet i hele fem nye versioner rundt omkring.

Således er der lavet serier om mord på grænserne mellem England og Frankrig, USA og Mexico, Estland og Rusland, Malaysia og Singapore samt Tyskland og Østrig i serierne 'The Tunnel', 'The Bridge', 'Most', 'The Bridge (Malaysia)' og 'Der Pass' - alle sammen baseret på vores dansk/svenske original. Ret vildt!

Klatretøsen / Catch That Kid
(© Klatretøsen (Nimbus Film Production) / Catch That Kid (Fox 2000 Pictures))

Klatretøsen / Catch That Kid

Med 'Klatretøsen' fik den danske skuespiller Julie Zangenberg sit store gennembrud som blot 13-årig tilbage i 2002.

I filmen - som er skrevet af Nikolaj Arcel (Bastarden) - følger vi pigen Ida, der vil forsøge at røve en bank. Hun har nemlig brug for pengene til at betale for en livsnødvendig operation til sin far. 

Ida er heldigvis utroligt dygtig til at klatre, hvilket hun får brug for, hvis missionen skal lykkes.

Blot to år efter, at 'Klatretøsen' havde premiere skulle det dog vise sig, at historien om den klatrende bankrøver ikke var færdig med at skabe nye stjerner.

I 2004 udkom filmen nemlig i en amerikansk version med titlen 'Catch That Kid', hvor ingen ringere end Kristen Stewart spiller hovedrollen, som denne gang hed Maddy.

Det var blot femte gang, at Kristen Stewarts navn kunne ses på en rolleliste. Det var samtidig også første gang, hun optrådte i en hovedrolle.

Klovn / Jeuk
(© Klovn (Zentropa) / Jeuk (Kemna & Zonen))

Klovn / Jeuk

Der er af en eller anden grund bare noget helt vildt sjovt ved at følge de utroligt akavede og tåkrummende situationer, som Casper Christensen og særligt Frank Hvam udsættes for i serien 'Klovn'.

Én af de ting, som kendetegner 'Klovn' er, at Casper, Frank og de andre kendte i serien stiller op under eget navn og spiller sig selv i mere eller mindre karikerede udgaver.

På samme måde som man kan se det i den amerikanske serie 'Curb Your Enthusiasm' med Larry David - som vist godt kan siges at være inspiration til 'Klovn'. Men 'Klovn' har også været med til at inspirere andre i udlandet.

I Holland har man således lavet serien 'Jeuk' (på dansk "kløe"), der er baseret på den danske serie.

Her møder vi vennerne Thomas og Peter, der ligesom Casper og Frank igen og igen ender i pinlige situationer.

I 'Jeuk' deler karaktererne også navn med skuespillerne, mens man også møder en række hollandske kendisser - præcis som i 'Klovn'.