Guide: Julens biograffilm 2025

Anbefalinger til årets juleferie
Avatar: Fire and Ash
(© Disney)

Nu står julen endelig for døren, og biograferne er klar med et bredt filmudbud, når du skal slå mave fra den store julemiddag. Herunder har lavet en komplet guide over de film, som kan ses på det store lærred i juleferien.

Du kan opleve alt fra gribende og varme film for hele familien, intense dramaer og komedier, en hel palette med dansk drama, storslåede adventure og fantasy film samt en omgang gys og thrillers.

Klik på titlerne for mere information og billetter

Mira
Mira (© Scanbox)

Familiefilm

I år er biograferne spækket med film for hele familien. 

Du kan bl.a. give dig i kast med børnefilmen Dyrenes magiske jul – en film for de allermindste. Her samles fortryllende julehistorier om dyr, der rejser verden rundt fra Frankrig til Japan og ikke mindst det høje nord fyldt med glæde og varme.

Til de lidt større er der Rejsen mod nord, som bringer H. C. Andersens eventyr Snedronningen til live med finurlige animationer og hjertevarme. Den handler om pigen Gerda, som må gennem det magiske og snedækkede Skandinavien for at redde sin bedste ven Kai. Men undervejs støder hun på spændende væsener og den farlige Snedronning.

Hvad end du er pre-teen eller har lyst til at genbesøge denne alders udfordringer, skal du tage i biografen og se Mira. En film baseret på de danske bestsellere under samme navn. 12-årige Mira elsker kreaprojekter og at være sammen med sine bedste venner Naja og Louis. Men alt ændrer sig, da den nye pige Beate starter i klassen.

Zootropolis 2
Zootropolis 2 (© Disney)

Du kan også nyde et spændingsfyldt og velkendt dyreunivers, når Nick Wilde og Judy Hopps skal opklare nye mysterier i Zootropolis 2. Denne gang går de undercover for at følge sporet af et mystisk krybdyr, der er kommet til Zootropolis og vender alt på hovedet.

Skal du i ægte julehumør, er der godt gang i juledrillerierne i Musenes jul. Den foregår lillejuleaften, hvor en musefamilie har gjort klar til at fejre juleaften. Men da de mindst venter det, kører en bil ind i indkørslen og en menneskefamilie flytter ind klar til at fejre julen. Alt går op i hat og briller, når mus og mennesker kæmper mod hinanden for at vinde julen.

I juledagene får den nye animationsfilm Svampebob Filmen - Jagten på Firkant biografpremiere. Her vil Svampebob gerne respekteres og ses for sin tapperhed af Hr. Krabbe ved at følge Den Flyvende Hollænder, som er en underlig spøgelsespirat. Den elskede gule svamp må nu på sit hidtil største eventyr.

Sidst men ikke mindst kan du besøge Nordpolen sammen med to polarræve i Kina & Yuk – Et arktisk eventyr. Kærligheden blomstrer mellem rævene, som snart skal være forældre. Men pga. den globale opvarmning må Yuk søge længere væk efter føde. Kort før Kina skal føde bliver Yuk fanget på en løsrevet isflage, og Kina må nu højgravid sætte alt ind for at redde sin partner.

Song Sung Blue
Song Sung Blue (© UIP)

Drama og komedie

Vi bliver i norden lidt endnu, når vi rykker videre til filmdramaerne og helt specifikt The Love that Remains. Denne fortælling foregår på Island og følger en families liv over et år, hvor forældrene forsøger at navigere i en stille separation. En film om kærligheden, der langsomt forsvinder og minderne, som stadig binder familien sammen.

Er du mere til biografi og historisk drama, er filmen I'm Still Here lige noget for dig. En stærk og rørende fortælling om grusomheder begået under et militærdiktatur, der har sat dybe spor i en uskyldig familie i Brasilien start 1970'erne. Det er en film om menneskelig vedholdenhed og samtidig et storslået kvindeportræt.

Også filmen Nürnberg tager fat i afslutningen på Anden Verdenskrig 1945-1946 og den såkaldte Nürnberg-proces. Her får den amerikanske hærs psykiater og oberstløjtnant Douglas Kelley til opgave at vurdere den mentale tilstand Hermann Göring – Hitlers næstkommanderende – og andre nazistiske embedsmænd.

Glæd dig også til filmen Song Sung Blue, som får biografpremiere midt i ferien. En film baseret på en ægte historie om to musikere, der danner bandet Lightning og Thunder, som hyldest til Neil Diamond. På deres fælles musikalske rejse møder de både kærlighed, hjertesorg, store drømme og succes.

Elsker du et intenst psykologisk drama? Filmen A Private Life handler om en psykiater, spillet af Jodie Foster, der ikke tror på, at hendes patient døde af egen vilje. Nu starter en stor efterforskning for at afdække sandheden, der uheldigvis leder hende til sin egen eksmand Gabriel og mørke familiehemmeligheder.

Ingen kære mor
Ingen kære mor (© Christian Geisnæs)

Dansk

Der er også en stribe danske film, du kan sætte dig godt til rette med i ferien. 

Blandt andet Ingen kære mor - et humoristisk og hjertevarmt drama om tre generationer af kvinder, der samles for at holde jul. Men en stor hemmelighed lurer om hjørnet og tvinger dem til at konfrontere hinanden og deres relationer. På rollelisten, som de tre kvinder, finder du Birthe Neumann, Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg.

Gør dig klar til et satirisk drama om en modstandsgruppe af mænd, der har fået nok af kvinderne. I filmen Mand op! vil mændene have de traditionelle kønsroller tilbage og kvinderne ned fra magten. Deres mission tager dem et skridt for langt og får dem til at sætte spørgsmålstegn ved deres handlinger.

Til at skyde 2026 godt i gang er det oplagt med Paprika Steens nytårsfilm Det nye årVennerne Nomi, Jens, Charlotte og Kris samt deres børn mødes til den årlige nytårsmiddag, som de altid gør. Men i år kommer Nomis nye kæreste Finn, og det går hurtigt op for alle, at intet bliver, som det var engang.

Slutteligt har vi Thomas Jensens nyeste film Den sidste viking med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne. Broren Anker er løsladt efter 15 års fængsel for et pengetyveri. Den anden bror Manfred, som er mentalt forstyrret, fik dengang besked på at gemme pengene, men har glemt hvor. Sammen må de lede efter pengene ved deres barndomshjem.

Wicked: Part 2
Wicked: Part 2 (© UIP)

Adventure og fantasy

Hvis du har brug for at flygte ind i filmens verden i juledagene, så har biografen flere perfekte film til dig.

Ambition og eskapisme er i højsæddet, når vi rejser tilbage til James Camerons Pandora i Avatar 3: Fire and Ash, der er den tredje film i det blå fantasy-univers. En ny fjende venter i "Askefolket", der ender med at slå sig sammen med en af Sully-familiens gamle fjender; menneskene! Jake Sully, Neytiri og deres Na'vi-familie må nu kæmpe for deres eksistens.

Har du brug for et godt grin – tilføjet junglens farer? Så er adventure-komedien Anaconda, filmen for dig. Jack Black og Paul Rudd spiller bedste venner, der beslutter sig for at genindspille deres fælles yndlingsfilm Anaconda fra 1997. Midt i Amazonas jungle går virkeligheden dog op for dem: Optagelserne er en dødsfælde med slanger og andre rovdyr.

Musik, hekse og farverigt fantasy finder man i Wicked: Part 2, der er den episke og følelsesladede afslutning på filmatiseringen af det populære Broadway-stykke. Cynthia Erivo og Ariana Grande er tilbage i rollerne som hhv. Den onde heks fra Vesten, Elphaba, og Oz' glamourøse symbol på Godhed, Glinda. En stor finale mellem de to gamle venner, nu fjender, venter – tilsat en række stærke sange.

Vil man gerne på hæsblæsende actioneventyr på en fremmed planet, så kan den nye Predator: Badlands også stadig ses i enkelte biografer.

The Housemaid
The Housemaid (© Nordisk Film Distribution)

Gyser og thriller

Vil du gerne skifte julehygge ud med filmuhygge og spænding? Så har biografen et par oplagte bud til dig.

Thrilleren The Housemaid følger Millie (Sydney Sweeney) imod et job som live-in stuepige for den velhavende Nina (Amanda Seyfried) og Andrew Winchester (Brandon Sklenar). Men hvad der begynder som et drømmejob, udvikler sig hurtigt til noget langt mere farligt — et sensuelt, forførende spil af hemmeligheder, skandaler og magt. Bag Winchester's lukkede døre gemmer der sig nemlig en verden af chokerende twists.

Det populære spilunivers fortsætter i Five Nights at Freddy's 2, der fortsætter historien om de levende kæmpe-robotter, hvis bagmand igen har skumle planer. Mike og hans lillesøster fra første film bliver igen blandt ind i begivenhederne på Freddy Fazbear's Pizza.

Sci-fi-thrilleren Bugonia er til dig, der savner et nyt take på alien-konspirationsthrillere. To unge mænd kidnapper en stor virksomheds magtfulde og administrerende direktør, spillet af Emma Stone. De er nemlig overbeviste om, at hun er et rumvæsen, der har til hensigt at ødelægge Jorden.

Nyeste film i biografen