Ikonisk filmmonster slippes igen løs! Se den første uhyggelige trailer
Varulven er løs! Den første trailer til den kommende gyserfilm Wolf Man er nu offentliggjort. Det lover skræmmende godt!
Se den første trailer for 'Wolf Man' nederst i artiklen
Filmen følger en mand, der må beskytte både sig selv og sin familie, da de bliver forfulgt og terroriseret af en frådende varulv, når fuldmånen står højt på nattehimlen.
Underlige ting begynder imidlertid snart at ske…
I rollen som faderen finder man Christopher Abbott. Han er ikke ny i gyserland med titler som It Comes at Night og Possessor på sit CV, mens andre film bl.a. tæller First Man og Oscar-succesen Poor Things.
Rollelisten byder bl.a. også Julia Garner, der spillefilmsdebutede i Martha Marcy May Marlene, der også havde Abbott med, mens hun har modtaget hele tre Emmy-statuetter for sin rolle i serien 'Ozark'.
Leigh Whannell er instruktør og medforfatter på 'Wolf Man'. Han står bag andre gys som Insidious: Chapter 3 og gyserhittet The Invisible Man fra 2020 samt den roste thriller Upgrade.
Filmskaberen og skuespilleren er også medskaber af Saw med instruktør James Wan. Han havde tilmed en rolle i det blodige gys, mens han har ageret medforfatter på bl.a. også Saw II, Saw III og dukkegyset Dead Silence samt solo på bl.a. Insidious.
Leigh Whannell har altså gys i blodet og solid erfaring med at få det til at løbe både koldt ned ad ryggen på publikum og samtidig levere blodigt gys.
Det er studierne Universal Pictures og Blumhouse Productions, som filmen har i rykken. Førstnævnte har som bekendt en rig historik med filmmonstre som netop Wolf Man og The Invisible Man samt Dracula m.fl.
Universal står bl.a. i nyere tid bag to vampyrfilm, nemlig gyserkomedien Renfield med Nicolas Cage som Dracula og skibsgyset The Last Voyage of the Demeter, begge fra 2023.
Blumhouse er også garvede udi skrækfilm med bl.a. Paranormal Activity-filmene, Insidious-franchisen og The Purge-filmene i bagagen samt titler som Sinister og Get Out.