Intensitet, nærvær og store muskler: Tom Hardys 6 bedste filmroller
I forbindelse med den biografaktuelle Marvel-film Venom 3: The Last Dance med Tom Hardy i hovedrollen som den uortodokse superhelt, udpeger vi skuespillerens 6 bedste filmroller.
Køb dine billetter til 'Venom 3: The Last Dance' hos kino.dk her.
'Venom 3' følger endnu engang det umage par Eddie Brock (Tom Hardy) og symbioten Venom, der denne gang står de overfor deres hidtil største udfordring - de jagtes af Venoms skaber.
Filmen er den tredje, og muligvis den sidste, i fortællingen om journalisten og hans bedste/værste ven, rumvæsenet Venom, og er af anmelderne blevet kaldt den mest spændene i trilogien.
Herunder kan du se Tom Hardys 6 bedste filmroller:
Ivan Locke i Locke (2013)
Man kan i den grad sige, at Tom Hardy spiller den ubetingede hovedrolle i dette intime og dødspændende 'kammerspil'.
Alle filmens 85 minutter foregår nemlig i én bil og skildrer én mands skæbnesvangre køretur, nemlig Hardy i den pressede rolle som Ivan.
Hardy giver en underspillet lektion i, hvor meget øjnene kan fortælle om indre konflikter. Medrivende som bare pokker!
Hardy beviser nemlig, at han ikke behøver vise sin fysik frem for at have et gribende nærvær. Han brænder igennem med nervepirrende tilstedeværelse som Ivan, der en sen aften sætter sig bag rattet dagen før hans største bygningsprojekt.
Noget andet kræver dog hans fulde opmærksomhed, hvor én beslutning vil ændre hans liv for altid.
John Fitzgerald i The Revenant (2015)
Det skulle være rollen som det dumme svin John Fitzgerald, der indbragte Tom Hardy sin indtil videre eneste Oscar-nominering, det for Bedste mandlige birolle.
Han giver den da også fuld dramatisk skrue med sit kendetegn at balancere en intimiderende fysik med et nærværende skuespil, hvor hans blik fortæller sin helt egen tydelige historie.
'The Revenant' handler om pelsjægeren Glass (Leonardo DiCaprio), der i 1820'erne guider pelsjægere igennem det barske landskab.
Men da Glass angribes af en bjørn og såres voldsomt, ender det med, at pelsjægeren Fitzgerald begraver den døende Glass levende.
Nu går hævnen ind for Glass, hvilket leder op til det vilde opgør mellem storspillende Hardy og DiCaprios Oscar-vindende præstation som Glass.
Tommy Conlon i Warrior (2011)
I kampsportsdramaet 'Warrior' viser Tom Hardy en imponerende muskuløs fysisk transformation, der ofte har været tilfældet med hans roller.
Han får udover at slå intenst på tæven også lov til at vise et mere intimt og nærværende portræt af MMA-kæmperen Tommy.
Dramaet handler nemlig om netop Tommy, der er lillebror til Brendan, som begge er kæmpere og sønner af træneren og deres nu alkoholiserede far Paddy.
Brødrene træner begge op til samme MMA-turnering, hvilket betyder, at de må gå op mod hinanden i ringen. Fysisk, dramatisk og intenst.
Charles Bronson i Bronson (2008)
Den danske filmskaber Nicolas Winding Refn fik en af de til dato bedste og mest kontroversielle præstationer ud af Tom Hardy, hvor han virkelig fik lov til at give den fuld gas - fra det gakkede til det skræmmende.
Han spiller nemlig her Englands voldeligste mand, den britiskfødte og kriminelle Michael Peterson, bedre kendt som Bronson.
Drevet af et overdrevent ønske om at være kendt sikrer Bronson sig med sine talrige, psykopatiske overgreb på både politi og personale en spektakulær forlængelse af sit fængselsophold.
Filmen kan måske kaldes en hårdtpumpet volds-kabaret med en ublu dyrkelse af rå, dyrisk maskulinitet personificeret i Tom Hardy.
Bane i The Dark Knight Rises (2012)
På det nærmeste gemt bort bag en maske lykkedes det Tom Hardy at give et fuldendt portræt af den legendariske skurk Bane.
Han er frygtindgydende i al sin fysiske vælde, mens han som den veltalende skurk også bidrager med en mere sofistikeret kant til rollen, der her får fine nuancer.
Tom Hardy er som Bane absolut en værdig modstander til Batman - både fysisk og intellektuelt.
Han indgyder frygt og er en reel trussel ikke kun for Nattens Ridder, men alle som krydser hans vej mod at tilintetgøre Gotham City.
Max Rockatansky i Mad Max: Fury Road (2015)
I George Millers højoktane Mad Max-film fra 2015 finder man en intens Tom Hardy i den ikoniske rolle som Max, der i franchisens første tre film blev varetaget af Mel Gibson.
Ganske vist bærer Tom Hardy filmens titelrolle, men Charlize Theron giver ham et dynamisk modspil som den rå Furiosa, der i den postapokalyptiske går op imod en tyrannisk leder.
Tom Hardy bruger hele sin krop til at portrættere sin i øvrigt ordknappe karakter. Men selvom han måske ikke siger meget, så husker vi ham for bl.a. hans sejhed og brutale udstråling.
Han er en overlever for enhver pris. Vi tror på ham. På hans farlige strabser. Både når han ender spændt fast til fronten på et skamlet køretøj til når han deler barske øretæver ud.
'Venom 3: The Last Dance' har biografpremiere den 24. oktober. Find dine billetter på kino.dk her.