James Cameron har genialt svar til kritikere af hans "tåkrummende" film

Instruktøren finder sig ikke i noget
Billede
(© Avatar // 20th Century Studios)

James Cameron er kendt for at lave kæmpe biograf-succeser, men til tider også lange film, eller i nogles optik måske endda "tåkrummende" film. Men det er en kritik, som den Oscar-vindende instruktør ikke gider at høre på.

Denne gang svarer han tilbage til dem, som er utilfreds med hans dialog i filmen The Terminator

Men før det, så lad os lige skrue tiden tilbage. Fordi det er nemlig ikke første gang, at James Cameron svarer sine kritikere tilbage. 

I et interview med Empire Magazine fra 2022 tog han bladet fra munden og kritiserede dem, der syntes, at hans Avatar-efterfølger Avatar: The Way of Water var for lang - en film med en spilletid på mere end 3,5 time.

- Jeg vil ikke have, at nogen brokker sig over længden, når de sidder og binge-watcher [fjernsyn, red.] i otte timer.

- Jeg har set mine børn sidde og se fem en-times episoder i træk. Her er det store sociale paradigmeskift, der skal ske: Det er okay at rejse sig op og gå på toilettet.

Man skulle måske tro, at Cameron fik sagt nok dengang, men nej. I et nyt interview med Empire Magazine i forbindelse med 40-års jubilæet for The Terminator er instruktøren igen ude med riven.

I interviewet bliver Cameron spurgt ind til en meget specifik kritik, nemlig at nogle mener, at hans dialog til tider er tåkrummende – eller "cringe."

Selv fortæller han, at han ikke altid er lige så stolt af sin gamle dialog, men heller ikke her gider han forholde sig til kritikken, som han mener er uberettiget.

- Jeg cringer ikke over nogen af dialogerne, men jeg har åbenbart en lavere cringe-faktor end mange andre har omkring den dialog, jeg skriver.

At Cameron er uenig med kritikken, er naturligt, da han retmæssigt er stolt af sit håndværk. Hvor tingene måske tager en drejning, finder vi, da han uddyber:

- Ved du hvad? Lad mig se dine "tre-ud-af-de-fire-højst-indtjenende film" – så kan vi tale om dialogens effektivitet.

Til trods for at Camerons ord måske er lidt hårde, underbygger han dog sin pointe med fakta. Med citatet henviser han nemlig til sine box office-rekorder:

Avatar er nemlig den mest indtjenende film nogensinde med 2,9 milliarder dollar, efterfulgt af 'Avatar: The Way of Water', der ligger på tredjepladsen med 2,3 milliarder dollar, og Titanic der rangerer som den fjerde mest indtjenende film med 2,2 milliarder dollar.

Der er altså ingen tvivl om, at selvom mange ønsker at kritisere ham for enten længden af hans film eller hans dialog, så ved James Cameron, hvad publikum gerne vil have.

Dette gør sig også gældende for den film, som interviewet faktisk handlede om: 'The Terminator'.

1980’er-klassikeren er en del af IMDb’s top-250 liste over verdens bedste film. Dens succes resulterede i fem efterfølgere, og replikkerne "I’ll be back" og "Hasta La Vista, Baby" fra henholdsvis 'The Terminator' og Terminator 2: Judgement Day er begge repræsenteret på det amerikanske filminstituts top-100 liste over de største filmcitater gennem tiderne.

James Camerons næste film, 'Avatar: Fire and Ash', forventes at få premiere i december 2025, og du kan læse alt, hvad vi ved om den her.