Klovne-gyser har sensationelt indtaget 1. pladsen i biograferne
Et kæmpe jumpscare har ramt de amerikanske biografer i weekenden: Morderklovnen Art har nemlig gjort det umulige og er officielt blevet biografgængernes yndlingsklovn.
Den brutale gyserfilm Terrifier 3, der handler om den sadistiske Art the Clown, har med weekendens tal tilføjet endnu et offer til sin liste, Joker: Folie à Deux.
Gyserfilmen dominerer nemlig de amerikanske biografer og har overtaget 1. pladsen, som ellers tilhørte Todd Phillips' Joker-film. Det skriver The Hollywod Reporter.
Med en åbningsweekend på imponerende 18 millioner dollars er 'Terrifier 3' hele 2.200% mere succesfuld end sin forgænger Terrifier 2, som indtjente 805.000 dollars i sin amerikanske premiereweekend, og chokerende 14.700% mere end den første 'Terrifier', der kun tjente 123.957 dollars. Det viser tallene fra Box Office Mojo.
Mens 'Terrifier 3' har haft en fantastisk åbningsweekend, ser det helt anderledes ud for 'Joker: Folie à Deux'.
Todd Phillips' længe ventede Joker-efterfølger har oplevet en udfordrende anden weekend med en indtjening på lidt over 7 millioner dollars, svarende til et fald på 81 procent - det største fald for en tegneseriefilm nogensinde.
Til trods for, at Joker 2's tilbagegang er historisk, er der også noget at fejre, ikke bare for 'Terrifier 3', men for mindre film generelt.
Med et beskedent budget på kun 2 millioner dollars har 'Terrifier 3' formået at skabe ikke mindre end en sensation i biograferne.
Succesen understreger, at et højt budget ikke nødvendigvis er lig med succes, og at en stærk fortælling og originalitet kan tiltrække publikum på samme niveau som store Hollywood-produktioner. Noget der ellers i de seneste år har været lidt svært.
Og endnu mere imponerende er det, at filmen har formået at indtage 1. pladsen, selvom biografgængere forlod salen på grund af de voldsomme scener. Eller måske har netop dét gjort, at interessen for filmen har været endnu større?
'Terrifier 3' er fortsættelsen til 'Terrifier 2', hvor dræberklovnen Art the Clown vender tilbage for at begå en ny række brutale mord.
Historien udspiller sig i juletiden, hvor Art, spillet af David Howard Thornton, har skræmmende planer, mens folk glæder sig til en hyggelig højtid.
De første to Terrifier-film, især 'Terrifier 2', var blandt de mest hypede gyserfilm i nyere tid, og nu ser det altså ud til, at 3'eren har overgået sine forgængere.
Og snart kan de danske biografgængere selv opleve klovnen på det store lærred. Bl.a. til et helt særlig event i Empire Bio.
Her vil Kino.dk's gyserglade skribent Bjarke Friis Kristensen nemlig holde et oplæg, hvor han vil kigge på skræmmende klovne gennem tiden, inden den blodtilsølede film.
Køb billetter til forestillingen den 31. oktober kl 20.00 i Empire Bio herunder:
'Terrifier 3' har bred biografpremiere den 31. oktober. Køb billet til din biograf her på kino.dk.