Lars von Trier banede vejen for aktuel skuespiller: "Jeg vidste ikke, hvor vigtigt det ville være"

Vi har mødt Stacy Martin fra premierefilmen 'Bonnard, Pierre & Marthe'
Stacy Martin / Bonnard - Pierre og Marthe
(© Carole Bethuel)

Måske siger navnet Stacy Martin dig ikke det helt store, men du kender måske den franske skuespiller på udseendet. Hun var nemlig den unge udgave af titelkarakteren i Lars von Triers Nymphomaniac fra 2013.

Nu er skuespilleren aktuel i den franske film Bonnard, Pierre & Marthe, instrueret af Martin Provost (Séraphine). En helt anden genre, nemlig et romantisk periodedrama, der dog også indeholder sin del af erotik, hvilket uden tvivl har fyldt i det kunstneriske miljø i Frankrig anno begyndelsen af 1900-tallet.

Stacy Martin spiller rollen som Renée Monchaty, der bliver den anerkendte kunstmaler Pierre Bonnards elsker. Noget som naturligvis skaber problemer i hans forhold til hustruen Marthe.

Filmen blev vist på festivalen i Cannes sidste år til storslåede klapsalver, og i den forbindelse mødte vi Stacy Martin til en snak om hendes rolle, om det komplekse trekantsdrama, og hvad arbejdet med Lars von Trier har betydet for hendes karriere.

Hvordan forberedte du dig til rollen?

- Vi havde ikke så meget information om, hvem Renée var. Det stærkeste referencepunkt, jeg havde for hende, var malerierne. Og hendes frisure var ret distinkt. Og hendes måde at holde hovedet og kroppen var distinkt, selvom det var en fortolkning. Men det føltes bare rigtigt.

Selvom det er en periodefilm, føles den meget moderne i sin fremstilling af personerne.

- Ja, den er meget moderne. Det er det, jeg elsker ved Martins arbejde. Det foregår på et specifikt tidspunkt, men den måde, han præsenterer hver karakters rejse, er meget relaterbar. 

Bonnard, Pierre & Marthe
Bonnard, Pierre & Marthe (© Filmbazar)

'Bonnard, Pierre & Marthe' handler om Pierre Bonnard, der møder Marthe de Méligny. På dette tidspunkt vidste han ikke, at hun skulle blive hjørnestenen i hans liv og arbejde, men Marthe endte med at optræde i mere end en tredjedel af alle malerens værker. 

Vi følger parret i perioderne 1914, 1918 og 1942 med de op- og nedture, som de oplever.

Den franske skuespiller Vincent Macaigne har rollen som kunstmaleren Pierre, mens Cécilie De France er hans hustru og muse, Marthe. Da Pierre falder for Renée, en ung studine, trues forholdet til Marthe med at briste, og jalousien raser.

Hvordan vil du beskrive forholdet mellem Renée, Pierre og Marthe?

- Det er helt klart meget komplekst. Når Renée ankommer, er hun ung og har hele livet foran sig. Hun er studerende og vil være kunstner. Nu bor hun med Bonnard, som er hendes største inspiration. Det er en energi, der også giver Marthe noget. 

- Der er noget smukt ved bare at være forelsket. Hun er meget yngre, og Pierre og Marthe har en meget stærk forbindelse, som mange måske ikke forstår, men som de forstår, og det er alt, hvad der betyder noget.

- Så når Renée kommer, bliver de mindet om, hvor vigtigt det er for dem. Det bliver han mindet om i Rom, når hans malerier ikke er lige så gode, som de plejer at være. Han er ikke så inspireret længere. Man kan se det. Malerierne er ikke de samme.

Hvilke konsekvenser har det for den unge Renée at blande sig i et så stærkt forhold?

- Kærlighed er en smuk ting, som vi alle har prøvet. Renée er ulykkeligvis under pres fra samfundet omkring, hvad det vil sige at være en kvinde. Og det at være forelsket er det værste, der kunne ske for hende. Det leder hende i sidste ende til at være noget, som hun måske ikke var. 

- Så ville jeg dø for kærlighed? Måske ikke. Men jeg elsker stadig folk, og jeg elsker folk dagligt. Og jeg synes, at det er det, filmen hylder. Den hylder livet og de kompleksiteter, vi alle står overfor.

Nymphomaniac
Stacy Martin i 'Nymphomaniac' (© Nordisk Film)

I Danmark lærte vi for alvor Stacy Martin at kende, da hun medvirkede i 'Nymphomaniac' af Lars von Trier fra 2013. Det var hendes debutfilm og samtidig en meget kontroversiel én af slagsen, ikke mindst pga. dens eksplicitte sexscener.

Siden har Martin medvirket i 31 projekter, spillet over for bl.a. Natalie Portman og Mark Wahlberg i Vox Lux og All the Money in the World og er nu 34 år.

Hvordan fornemmer du selv forskellen fra dengang til nu?

- Det er 10-12 år siden. Jeg havde aldrig regnet med, at skuespillet ville være noget, jeg kunne leve af. Lars gav mig en frihed til at arbejde med utrolige instruktører. Det elsker jeg så meget. Det er der, mit hjerte er. 

- At være her med Martin er ikke tilfældigt. Alt hænger sammen. Jeg var ikke klar over, hvor vigtig det ville være. Jeg er bare glad for at have arbejdet med Lars von Trier. 

'Bonnard, Pierre & Marthe' har også en række romantiske scener, der krævede, at skuespillerne var nøgne. Var der ansat en intim-koordinator på filmen?

- Nej. Vi havde ikke sexscener som sådan, men der var en scene, hvor vi havde brug for at koordinere noget. Det skulle ikke være en fysisk kamp, for så bevæger vi os ind i voldtægtsterritoriet, og det er ikke det, der skete. 

- Vi havde mange samtaler, og der var masser af respekt mellem Vincent og Cécile. Man spørger til, hvad de mener, og så håber man bare, at de er glade. Men det var ikke en film, som havde brug for en intim-koordinator, fordi måden Martin portrætterer kærlighed og sex på er anderledes.

'Bonnard, Pierre & Marthe' kan ses i biografen nu. Køb dine billetter her på kino.dk.