Marvel stoppede superstjerne fra at medvirke i ny Deadpool-film
At dømme ud fra det faktum, at Deadpool & Wolverine nu har krydset milliardgrænsen i dollars tjent på verdensplan, tør vi godt antage, at du har set filmen nu. Det er dermed blevet tid til at dykke ned i nogle af hemmelighederne bag kulisserne på blockbuster-hittet. Hvis du stadig ikke har set den, så skynd dig at få det gjort, inden du læser videre, da der er spoilers forude!
Rhett Reese og Paul Wernick, der var medforfattere på alle tre Deadpool-film, har i et eksklusivt interview med IndieWire delt en række historier fra bag kameraet.
En af de mest spændende afsløringer fra interviewet er uden tvivl, at selveste Robert Downey Jr. næsten medvirkede i filmen.
Iron Man-stjernen var oprindeligt skrevet ind i scenen, hvor Happy Hogan, spillet af Jon Favreau, afviser, at Wade Wilson kan blive en Avenger.
- Ryan Reynolds gennemlæste scenen med dem begge i håbet om, at vi kunne få Downey. Men han ville også have Favreau, fordi de er en fantastisk kombination, så de var alle i scenen sammen, fortæller Reese.
Men, som vi nu ved, havde Marvel større planer for Downey, som Deadpool & Wolverine-holdet ikke var bekendt med på det tidspunkt.
For et par uger siden blev det nemlig offentliggjort, at den 59-årige skuespiller skal spille rollen som den ikoniske skurk Dr. Doom i først 'Avengers: Doomsday' (omdøbt fra 'Avengers: The Kang Dynasty'), som får premiere i 2026, og dernæst i 'Avengers: Secret Wars' året efter.
Denne vilde afsløring var forfatterne bag Deadpool-filmen ikke blevet informeret om.
- Bag kulisserne vidste vi ikke noget om Doctor Doom, forklarede Wernick.
- Og der er ingen chance for, at han ville gøre begge dele. Ryan pressede hårdt på. Vi skrev scener, og Downey læste scenerne, men hvad vi ikke vidste bag kulisserne var den her Doctor Doom-ting.
Så hvad ville Downeys rolle have været i 'Deadpool & Wolverine'? Reese forklarede:
- Det var en version af, hvad du så, i den forstand at han afviste Wade. Han sagde bare, at han ikke var en holdspiller eller whatever og satte spørgsmålstegn ved hans teamplayer-evner. Så det var faktisk ret tæt på scenen, du så. Den havde bare to personer i stedet for én.
Scenen i denne udformning lyder meget som scenen i Iron Man 2, hvor Nick Fury siger noget lignende til Tony Stark i den oprindelige rekruttering af Avengers-holdet. Det kunne have været en sjov måde at vende den originale scene på hovedet, hvis Tony Stark var dukket op.
Favreau trådte til sidst ind og leverede en mindeværdig præstation i scenen alene, men forfatterne kunne stadig ikke lade være med at forestille sig, hvad der kunne have været.
- Vi ville have elsket at have Downey, sagde Reese.
- Men på samme tid tror jeg, at Marvel havde det her es i lommen, hvilket er, at han er ved at komme tilbage i denne her anderledes karakter. Så at få ham til at være Tony Stark, velvidende at Doctor Doom kom i hælene på det? Det gav bare ikke mening.
På trods af at det ikke kunne lade sig gøre med Downey, indeholder filmen stadig en lang række sjove gæsteoptrædener fra kendte skuespillere i både nye og gamle roller.
'Deadpool & Wolverine' kan fortsat ses i biograferne. Køb dine billetter her: