Netflix aflyser serie efter kun en sæson: Baseret på populær filmfranchise

Den velansete animationsserie Terminator Zero får ikke flere sæsoner på Netflix. Det afslører skaberen bag på det sociale medie X (via MovieWeb).
Serien havde premiere sidste år og er en udvidelse af Terminator-universet. Den foregår i 1997 - hvor AI-systemet Skynet fik sin egen selvbevidsthed - og i 2022, hvor krigen mellem robotter og mennesker har stået på i to årtier.
I 'Terminator Zero' sendes en soldat tilbage i tiden for at ændre skæbnen for menneskeheden. Her møder hun forskeren Malcolm Lee, som har skabt en ny AI, der kan konkurrere med Skynet.
Bag serien står Mattson Tomlin, som bl.a. også har skrevet Netflix-filmen Project Power og er medforfatter på den kommende The Batman 2.
Mattson Tomlin svarer således på X vedrørende et spørgsmål om statussen på sæson 2 af 'Terminator Zero':
- Den er aflyst. Anmeldernes og publikums modtagelse var enorm, men i sidste ende var der slet ikke nok mennesker, som så den. Jeg ville have elsket at realisere The Future War, som jeg havde planlagt for sæson 2 og 3, men jeg er også meget tilfreds med, at den fungerer fint som en afsluttet helhed, som den er.
Spørgsmålet om der er mere saft og kraft i Terminator-franchisen efter seks film og nu to serie-forsøg synes at presse sig på.
Tilbage i 2023 kritiserede Terminator-ikonet Arnold Schwarzenegger - der er kendt for sin rolle som T-1000 - selv de seneste film og svor, at han ikke vendte tilbage.
Dog har skaber James Cameron afsløret, at han skriver på et manuskript til en ny Terminator-film, der dog vil gå i en helt ny retning - og uden netop Schwarzenegger.
Netflix har ikke meldt noget officielt ud om 'Terminator Zero', der altså er blevet aflyst uden det store postyr.








